440 Hz

Dagbladet Information er næsten blevet et temanummer om “tonen” i den politiske debat. Først er der et telegram fra Ritzau, hvor den norske statsminister Jens Stoltenberg bliver citeret.

– Jeg synes, at man skal være varsom med at spekulere i årsager, og hvad der udløser sådanne handlinger. Vores erfaring her i Norge er, at vi tidligere har set racistisk motiveret vold, selv om debatten ikke har været hård, siger Jens Stoltenberg.

Anna von Sperling skriver i en klumme at

Naturligvis skal vi snakke ordentligt til og ikke mindst om hinanden. Men det er alligevel påfaldende i post-Utøya-debatten, hvor meget krudt der er blevet brugt på at sammenkoble skredet i sproget og tonen i debatten om radikalisering af unge mænd som Anders Behring Breivik. Og hvor rungende stille der har været om en totalt indlysende og uhyggelig simpel pointe: At vi i dag i Danmark, i Skandinavien, i Europa har skabt dybt diskriminerende lovgivninger og praksiser til tider med skræmmende racistiske slagsider. Vi er langt, langt længere på det plan end med skred i sproget.

Og endelig har Center for Vild Analyse en vild analyse, denne gang om – “kammertonen”.

Hvis der er noget galt med ‘tonen’ i debatten, er det, at vi er blevet tonedøve af kulturalismens relativeringer, hvor alting igen skal tilbageføres til privatgemakkerne. Argumenter er blevet til holdninger, og menneskehedens interesse er blevet til lokale kulturers historiske egenarter, som hver især har ret til at ytre deres syn på verden, som de vil. Dermed bliver ytringer til støj, snarere end samtale. Vi har glemt, at ytringsfriheden udspringer af den samme tradition som kammertonen og er tæt forbundet med den.

Hvad nu hvis virkelig respekt for den anden, som siger noget racistisk, ikke er at forsvare hans ytringsfrihed, men at antage ham for en diskussionspartner, der fortjener at blive irettesat? Kulturalismen, højre- og venstreorienteret, betragter den anden som et udtryk for en kulturel egenart, der ikke kan være anderledes, nærmest som om ethvert udsagn var determinteret af den biotop, det udspringer af. Var det ikke mere respektfuldt at lytte til den anden, reagere og antage, at han vil være i stand til at reflektere over modstand: »Det, du siger der, er simpelthen for dumt. Du må holde op med det. Vi gider ikke høre på det mere.«

Og her er det, mine egne overvejelser kommer ind.  Er det sproget, der skaber den politiske virkelighed eller er det mon den politiske virkelighed, der skaber sproget? Jeg er i dag mest overbevist om, at der er en vekselvirkning, og at vi derfor skal huske at sproget er skabt af vores tanker om samfundet. De nationalistiske holdninger kommer først, og derefter finder dens tilhængere frem til nationalismens sprog. Først herefter går påvirkningen den anden vej, fra sprog til politik.

Et “pænt” sprog er nemlig ikke garant for noget som helst. Selv de mest intolerante personer i tidens debat taler ikke om sigøjnere og muhammedanere mere, men om romaer og muslimer. Og selv de mest diskriminerende beslutninger i dansk politik – 24-års-reglen, “starthjælpen” og senest loven om udvisning, som Socialdemokratiet og SF har stemt for i år – kan omtales af beslutningstagerne uden de man gør brug af “en hård tone”.

Og måske er det ikke så meget de ord, vi bruger, men snarere den måde vi ikke taler sammen på, der er problemet. Der er i dagens politiske debat i stort omfang en forbløffende enighed om ikke at lytte til hinanden eller at finde frem til de gode argumenter, men i stedet bruge sproget som et strategisk fremføringsmiddel og at betragte modpartens ytringer som kulturelt betingede. Det gode argument har det ikke godt.

De tre citater ovenfor vil jeg derfor gerne lade blive stående til eftertanke her.