Størst mulig mangel på indsats

I dag har jeg været ekstern censor, og eksaminator og jeg var enige om, at det var en af de mindre behagelige oplevelser, vi havde været ude for. Denne dag oplevede vi en del studerende, der gik til eksamen i håbet om at bestå, selv om det meget hurtigt blev klart, at de stort set ikke havde læst til eksamen. Jeg spurgte en af dem (han fik -3), hvor vigtigt det var for ham at blive bachelor eller måske kandidat i datalogi. Og ja, det var skam meget vigtigt for ham, bedyrede han. Han havde bare “prioriteret forkert”, da han læste til eksamen (men spørgsmål andre steder i pensum viste at der heller ikke var nogen huller i hans uvidenhed dér). En del andre studerende, der nu var i færd med at bruge det tredje af fire mulige eksamenforsøg dukkede slet ikke op.

Vi rystede på hovedet og undrede os over den slags tendenser. Hvorfor er nogle studerende så åbenlyst irrationelle? Svaret kender vi godt, og det harmonerer med den erkendelse, uddannelsesforskere har gjort sig om vore dages masseuniversitet. Den norske professor Per Lauvås og den australske professor John Biggs er enige om at der på vore dages universiteter er tre typer studerende:

– De dedikerede studerende, der interesserer sig for deres fag. Disse studerende vil groft sagt ofte kunne klare sig uden nogen synderlig indsats fra undervisernes side. Omkring 15-20% er dedikerede studerende.

– En mellemgruppe.

Minimalisterne, der laver så lidt som muligt og vil have så meget som muligt ud af det. De, der er mest utilfredse med undervisningen, er ofte minimalister. I dag er tæt på 50% af de studerende minimalister.

Det er ikke dedikerede studerende, men minimalister, der bare bliver væk fra eksamen eller “glemmer” at læse. Denne gruppe har altid været der, men i disse år bliver der stadig flere af dem, efterhånden som optagene til de videregående uddannelser stedse bliver øget.

Og deres strategier for at undgå at lave noget er mange. Det virker som om, de mest gør en indsats for at undgå at lære noget. Flere og flere studerende opfylder formelt set krav om deltagelse i kursusaktiviteter ved at aflevere tomme besvarelser – for så har de afleveret – eller finder smuthuller, der gør det muligt for dem at omgå en deadline.

For snart en del år siden kørte jeg et kursus, hvor de studerende skulle aflevere opgaver, som blev bedømt af medstuderende. En studerende havde ikke afleveret sin opgave – han havde villet lave den aftenen inden afleveringsfristen, men havde ikke haft tid – og det påtalte jeg. Det skete for øjnene af nogle medstuderende, og det var den pågældende studerende så fortørnet over, at han skrev et vredt brev på 5 sider til mig. Dette var den samme studerende, der ikke havde haft resurser til at lave opgaver!

Og jeg husker en projektgruppe (som jeg ikke var vejleder for – den ære havde en kollega, der også græmmede sig), der til et statusseminar proklamerede, at det, det handlede om for dem, var at lave så lidt som muligt. Heldigvis tog deres opponentgruppe, der var dedikerede studerende, udfordringen op og kritiserede dem på stedet for denne holdning.

Hvad kan vi gøre som undervisere i en verden, hvor hvert andet ansigt vi ser, tilhører en minimalist? Jeg ser to mulige strategier:

  1.  At lade som intet er hændt og tro på at de studerende er dedikerede studerende.
  2. At tilrettelægge undervisningen i håb om at omvende nogle af minimalisterne til dedikerede studerende.

Den første strategi fører kun til en stigende frustration Kun den anden strategi er realistisk. Hvis vi kan lægge undervisningen an, så den studerende kun kan bestå ved at lave en arbejdssindsats og vælge et perspektiv, der ligner den dedikerede studerendes, kan vi måske transformere minimalister.

Vi kan til gengæld ikke “frelse minimalisterne”. Ligegyldigt hvilken strategi, en underviser vælger, vil nogen forsøge at undgå den. Så det handler om at få undervisningen til at lære de studerende, at den strategi, der består i at tage faget alvorligt faktisk er den nemmeste vej til målet; alle undvigemanøvrerne fører ikke noget godt med sig. Sommetider lykkes det at skabe dedikerede studerende ad denne vej,

Det store spørgsmål er stadig, hvorfor minimalismen opstår som strategi. Er det simpel dovenskab? Er det en gammel strategi fra en tidligere skoletid, hvor den studerende kunne klare sig godt med minimal indsats? Er det manglende fokus på det at studere i opvæksten? Eller…? Svaret kender jeg desværre ikke. Vi skal sætte tidligere ind mod disse i sidste ende både undervisnings-destruktive og selvdestruktive holdninger; indsatsen på universitetsniveau kommer desværre lige lovlig sent.