Størst mulig mangel på indsats

I dag har jeg været ekstern censor, og eksaminator og jeg var enige om, at det var en af de mindre behagelige oplevelser, vi havde været ude for. Denne dag oplevede vi en del studerende, der gik til eksamen i håbet om at bestå, selv om det meget hurtigt blev klart, at de stort set ikke havde læst til eksamen. Jeg spurgte en af dem (han fik -3), hvor vigtigt det var for ham at blive bachelor eller måske kandidat i datalogi. Og ja, det var skam meget vigtigt for ham, bedyrede han. Han havde bare “prioriteret forkert”, da han læste til eksamen (men spørgsmål andre steder i pensum viste at der heller ikke var nogen huller i hans uvidenhed dér). En del andre studerende, der nu var i færd med at bruge det tredje af fire mulige eksamenforsøg dukkede slet ikke op.

Vi rystede på hovedet og undrede os over den slags tendenser. Hvorfor er nogle studerende så åbenlyst irrationelle? Svaret kender vi godt, og det harmonerer med den erkendelse, uddannelsesforskere har gjort sig om vore dages masseuniversitet. Den norske professor Per Lauvås og den australske professor John Biggs er enige om at der på vore dages universiteter er tre typer studerende:

– De dedikerede studerende, der interesserer sig for deres fag. Disse studerende vil groft sagt ofte kunne klare sig uden nogen synderlig indsats fra undervisernes side. Omkring 15-20% er dedikerede studerende.

– En mellemgruppe.

Minimalisterne, der laver så lidt som muligt og vil have så meget som muligt ud af det. De, der er mest utilfredse med undervisningen, er ofte minimalister. I dag er tæt på 50% af de studerende minimalister.

Det er ikke dedikerede studerende, men minimalister, der bare bliver væk fra eksamen eller “glemmer” at læse. Denne gruppe har altid været der, men i disse år bliver der stadig flere af dem, efterhånden som optagene til de videregående uddannelser stedse bliver øget.

Og deres strategier for at undgå at lave noget er mange. Det virker som om, de mest gør en indsats for at undgå at lære noget. Flere og flere studerende opfylder formelt set krav om deltagelse i kursusaktiviteter ved at aflevere tomme besvarelser – for så har de afleveret – eller finder smuthuller, der gør det muligt for dem at omgå en deadline.

For snart en del år siden kørte jeg et kursus, hvor de studerende skulle aflevere opgaver, som blev bedømt af medstuderende. En studerende havde ikke afleveret sin opgave – han havde villet lave den aftenen inden afleveringsfristen, men havde ikke haft tid – og det påtalte jeg. Det skete for øjnene af nogle medstuderende, og det var den pågældende studerende så fortørnet over, at han skrev et vredt brev på 5 sider til mig. Dette var den samme studerende, der ikke havde haft resurser til at lave opgaver!

Og jeg husker en projektgruppe (som jeg ikke var vejleder for – den ære havde en kollega, der også græmmede sig), der til et statusseminar proklamerede, at det, det handlede om for dem, var at lave så lidt som muligt. Heldigvis tog deres opponentgruppe, der var dedikerede studerende, udfordringen op og kritiserede dem på stedet for denne holdning.

Hvad kan vi gøre som undervisere i en verden, hvor hvert andet ansigt vi ser, tilhører en minimalist? Jeg ser to mulige strategier:

  1.  At lade som intet er hændt og tro på at de studerende er dedikerede studerende.
  2. At tilrettelægge undervisningen i håb om at omvende nogle af minimalisterne til dedikerede studerende.

Den første strategi fører kun til en stigende frustration Kun den anden strategi er realistisk. Hvis vi kan lægge undervisningen an, så den studerende kun kan bestå ved at lave en arbejdssindsats og vælge et perspektiv, der ligner den dedikerede studerendes, kan vi måske transformere minimalister.

Vi kan til gengæld ikke “frelse minimalisterne”. Ligegyldigt hvilken strategi, en underviser vælger, vil nogen forsøge at undgå den. Så det handler om at få undervisningen til at lære de studerende, at den strategi, der består i at tage faget alvorligt faktisk er den nemmeste vej til målet; alle undvigemanøvrerne fører ikke noget godt med sig. Sommetider lykkes det at skabe dedikerede studerende ad denne vej,

Det store spørgsmål er stadig, hvorfor minimalismen opstår som strategi. Er det simpel dovenskab? Er det en gammel strategi fra en tidligere skoletid, hvor den studerende kunne klare sig godt med minimal indsats? Er det manglende fokus på det at studere i opvæksten? Eller…? Svaret kender jeg desværre ikke. Vi skal sætte tidligere ind mod disse i sidste ende både undervisnings-destruktive og selvdestruktive holdninger; indsatsen på universitetsniveau kommer desværre lige lovlig sent.

(Visited 25 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

3 kommentarer til “Størst mulig mangel på indsats”

  1. Ja, det er et stort problem. Jeg ved at vi selv led under en lidt anderledes, men stadig selvdestruktiv, holdning på vores studie, eller i hvert fald en del af os gjorde. Kort sagt gik det ud på at man ikke gik så meget op i undervisningen, men op til eksamen brugte man 2-4 dage på intensivt at studere pensum/eksamensspørgsmål. Dette gjorde, at man var godt forberedt til eksamen, og som oftest fik ret gode karakterer, men desværre er det ikke en ret god måde at lære på. Det ville være meget bedre for ens viden på lang sigt hvis man gik ind for kurset imens det kørte og lærte tingene på den måde, for den korte, intensive periode gør, at de ting man lærer ikke sætter sig helt så godt i langtidshukommelsen. Men der er lys for folk som mig, og os: Den måde du kørte Beregnelighed og Kompleksitet, som du beskriver i indlægget, gjorde, at man lærte voldsomt meget bedre. Det var specielt givtigt fordi at BK var det sværeste kursus på hele studiet. Resultatet kunne ses i at der var mange der fik gode karakterer da det kom til eksamen, for her vidste folk jo rent faktisk noget (Ikke alle, men sådan er det jo altid). Jeg tror ikke vi blev ‘reddet’ på lang sigt, men så vidt angik BK, var det en kæmpe hjælp at køre det på ‘nazi’-måden (som det hændtes det blev kaldt imellem de studerende).

    Desværre er min anelse, at det at køre kurset på den måde tog mere tid end det gør bare at lire forelæsninger af for den gennemsnitlige underviser, hvilket gør det svært at indføre på et bredere plan. Men jeg tror at vi alle som studerende – minimalister eller ej – var enige om, at det var en bedre måde at køre undervisning på, og at vi lærte mere og bedre af det.

  2. Tak for det! Jeg fornemmer også selv, at det virkede.

    Ironisk nok ved de fleste studerende på Aalborg Universitet godt, at projektarbejde kræver en tilgang, hvor man arbejder løbende med stoffet. Man kan ikke vente med at gøre en indsats i projektet til få dage inden aflevering. Hvis man alligevel prøver, og det ser man fortsat studerende på første studieår (det tidligere basisår) gøre af og til, går det gruelig galt. De studerende, der dyrker sport eller spiller musik, ved også godt at man aldrig kan spille godt med sin bold eller på sit instrument, hvis man først øver sig lige inden kampen eller koncerten. Det ville være godt at kunne få studerende til at forstå at disse erfaringer også gælder i kursussfæren.

    Den “nazistiske” strategi (som vel snarere burde kaldes stalinistisk, hvis vi absolut skal inddrage diktaturer) består simpelthen i at få alle studerende til at gøre det, som en dedikeret studerende gør helt af sig selv og får udbytte af.

  3. Ja netop Hans, strategien virker rigtig godt. Og jeg tror også, at man kan få de studerende til at forstå, at de får mere udbytte på den måde. At få dem til at agere derefter er desværre nok en helt anden sag, et enkelt kursus er ikke nok til at omvende alle til flittige studerende; de fleste vil sige “ja, det virker godt nok. Man burde jo bare gøre sådan altid. Men…” og så ende med at falde ind i den gamle rutine. Men på den anden side, hvis det kan hjælpe folk til at lære mere på det enkelte kursus, og måske endda skabe et par dedikerede studerende samtidig, er det vel det værd.

    Med hensyn til valg af diktator til en sarkastisk bemærkning omkring en underviser, så var semantik – måske meget rammende i konteksten – ikke noget der blev gået meget op i.

Skriv et svar