Kategorier
Blog Den akademiske biks

En minimalist fødes

I går skrev jeg om den type af studerende, der bruger megen energi på at undgå at lave det, der vil føre til læring. Denne type studerende, der ikke gør sig umage og ofte er mest utilfreds, kalder jeg (og andre) for minimalister. Ved et interessant tilfælde har Thure Filtenborg Høgsbro, der er folkeskolelærer, en kronik i dagens udgave af Politiken, der griber fat i samme emne.

Høgsbros påstand er, at det er forældrenes hyppige ros af de af deres børns præstationer, der måske ikke fortjener så megen ros, der i sidste ende er med til at skabe minimalisterne. Han skriver bl.a.

Sågar har jeg oplevet at blive kaldt ’karaktersluger’ af elever, der holder af mig, som jeg holder af dem, men som stadig ikke kan acceptere, at der skal arbejdes for at kunne yde præstationer, der modtager hæder.

Og dette i endnu højere grad senere i det videregående uddannelsesliv, hvor den værste konsekvens, opdragelsen forbyde det, i nogle tilfælde er, at man simpelthen falder fra på grund af manglende evne til at honorere de nyopståede krav.

Har vi skabt en ungdom, der tror, første forsøg er det bedste? Har vi rost dem mere end en gang for hurtigt ud af trangen til at elske dem for alt, og er denne trang født ud af en travlhed, vi som voksne lever i?