En minimalist fødes

I går skrev jeg om den type af studerende, der bruger megen energi på at undgå at lave det, der vil føre til læring. Denne type studerende, der ikke gør sig umage og ofte er mest utilfreds, kalder jeg (og andre) for minimalister. Ved et interessant tilfælde har Thure Filtenborg Høgsbro, der er folkeskolelærer, en kronik i dagens udgave af Politiken, der griber fat i samme emne.

Høgsbros påstand er, at det er forældrenes hyppige ros af de af deres børns præstationer, der måske ikke fortjener så megen ros, der i sidste ende er med til at skabe minimalisterne. Han skriver bl.a.

Sågar har jeg oplevet at blive kaldt ’karaktersluger’ af elever, der holder af mig, som jeg holder af dem, men som stadig ikke kan acceptere, at der skal arbejdes for at kunne yde præstationer, der modtager hæder.

Og dette i endnu højere grad senere i det videregående uddannelsesliv, hvor den værste konsekvens, opdragelsen forbyde det, i nogle tilfælde er, at man simpelthen falder fra på grund af manglende evne til at honorere de nyopståede krav.

Har vi skabt en ungdom, der tror, første forsøg er det bedste? Har vi rost dem mere end en gang for hurtigt ud af trangen til at elske dem for alt, og er denne trang født ud af en travlhed, vi som voksne lever i?

(Visited 92 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “En minimalist fødes”

  1. Hej Hans

    Det er meget interessant (og sorry Hans jeg KAN ikke stave – sjusk eller ej). I modsætning til en af kommentatorerne på din facebook profil finder jeg at den store udbreddelse af minimalister er ny… Og at det ikke drejer sig om respekt eller ej.

    De unge mennesker har det så godt at der ikke er nogen som helst grund til at anstrenge sig. De regner med at klare sig alligevel – når så mødre, fædre, bedsteforældre og hvad der nu har været af andre voksne endda gider stå og klappe af dem… så er det da indlysende. Jeg tror vi ofte klapper, fordi vi er bange for at skade dem ved at give dem nederlag i deres børneår… Mange kan jo selv huske hvor ondt det gjorde ikke at blive anerkendt – blive overset eller hvad det nu var “den gang”

    Men jeg er ret sikker på syndromet kun er en overgang – det er jo nok snart slut med at have det så godt som et par generationer har haft det -og holder min hypotese om oprindelsen af syndromet – ja så går det over af sig selv 🙂 … i det lys … desværre…

    Gitte

Skriv et svar