If I Can’t Change Your Mind

Jeg er for alvor ved at opdage det amerikanske folk-rock band The Decemberists. Her er deres velspillede akustiske (dvs. med 5 akustiske guitarer) udgave af det gamle Sugar-nummer “If I Can’t Change Your Mind”, vel det tætteste Bob Mould nogen sinde er kommet på et hit. Copper Blue hvor sangen findes, var et af de albums, jeg hørte meget dengang for 19 år siden.

Underlig, men nok nyttig

20110818-103748.jpg

I dag har jeg fået en iPad som frynsegode fordi jeg hjalp en PhD-studerende på et andet institut. Jeg betaler multimedieskat i forvejen, så der var ikke noget at betænke sig på. Jeg tror, det er en nyttig lille dims – selv om mit første indtryk er af en voldsomt overdimensioneret iPhone (sådan en har jeg nemlig allerede), eller måske snarere iPod touch. Min iPad har nemlig ikke SIM-kort.

Jeg har skyndt mig at lægge noget musik over (alt fra Gustav Mahler og Carl Nielsen til The Horrors og Arcade Fire) og købe et par billige programmer, eller apps, som det jo hedder. Steve Jobs er nok glad.

Og ja, dette indlæg er skrevet på iPad og fotoet er taget med dens kamera.

Sne i Wellington

Jeg har været i New Zealand to gange, og begge gange var om sommeren, dvs. i januar måned. Første gang, i 1999, var der overskyet i Wellington. Anden gang mellemlandede jeg kun i Wellington. Lige nu er det vinter dernede, og her er nogle sjældne og poetiske billeder af et sjældent vejrfænomen på de kanter – sne. Filmen skyldes ireren Ro Tierney. Selv vil jeg prøve at huske stemningen, næste gang vi får sne her i Danmark. Og så håber jeg selvfølgelig også, at min søster, der bor i Christchurch, omsider får bygget en sydlig snemand.