Brian Cox-effekten

Så er der nyt om den engelske pendant til gymnasiet (og nej, ikke “britiske” – Skotland har sit eget system). I The Guardian kan man se, at flere og flere vil have en A-level i naturvidenskabelige fag, mens det omvendt går skidt for fremmedsprogene.

Entries for A-level maths are up by just over 40% over five years, while the number of entries for physics has risen by 19.6% and chemistry is up 19.4%.

Languages continue a long-term decline, with combined entries for French, German and Spanish down by 6.3%. Geography is down 1.3%while history has gained in popularity, rising 9.5%.

General studies, a subject that few universities accept for entrance, has slumped over the past five years, down 26.4%.

Critical thinking sees the sharpest year-on-year drop, down 17% – though the number of entries is small.

Herhjemme går det på samme måde i gymnasiet; langt størsteparten af eleverne har nu matematik på mindst B-niveau – og fremmedsprogene har det skidt. Bortset fra engelsk, men her har englænderne et fortrin, uanset hvad end vi gør. Og så går det heller ikke godt med den kritiske tænkning, kan man se.

Hvorfor går det så godt for de naturvidenskabelige fag? Artiklen i The Guardian giver “Brian Cox-effekten” noget af æren. Brian Cox er professor i astronomi fra Manchester, kendt fra fjernsynsprogrammer om naturvidenskaber på britisk tv og populærvidenskabelige bøger. Han gør sig godt på skærmen og er en lille smule rockstjerne-agtig i sin fremtoning (han har da også spillet i bandet D:Ream i en fjern fortid) – minder han faktisk ikke om bassisten fra Manic Street Preachers?

Hvis man har set Danny Boyles udmærkede science-fiction film fra 2007, Sunshine, der handler om en rumrejse til Solen (!) der skal redde Jorden fra undergang, vil man sikkert tænke, at filmens mandlige helt, en astronom, der spilles af Cillian Murphy, minder om Brian Cox. Det er nok heller ikke tilfældigt, har jeg siden kunnet læse mig til. Cox var videnskabelig rådgiver på filmen, og instruktøren har ladet sig inspirere heraf.

Den økonomiske krise spiller formodentlig også ind på de unges fagvalg. Det har vi set i 1980’erne, hvor især ingeniøruddannelserne oplevede et boom. Når krybben er tom, vælger gymnasieeleverne “sikkert”.

Men Brian Cox-effekten er nok også en del af sandheden, og det håber jeg personligt også. Tænk, hvis gymnasieeleverne rent faktisk ikke bare er strategiske, men rent faktisk begynder at fatte interesse for de naturvidenskabelige fag, og herunder datalogi, ikke kun den håndværksprægede it-biks. (De måtte nu også gerne interessere sig lidt mere for fremmedsprog samtidig.)

Og hvem kan så være den danske Brian Cox?

Platismen viser vej!

Jeg holder utrolig meget af Carl Barks’ Anders And. I Carl Barks’ streg og fortælling bliver Anders, Andersine, ungerne, Joakim og bipersoner som Anderbilt og den uforlignelige Hexia de mest menneskelige ænder i tegneseriernes historie. Min datter er glad for Don Rosa, der også er en stor fan af Barks. Men, som jeg ofte siger til hende, Don Rosa er omhyggelig, men ikke særlig sjov.

Carl Barks er sjov! Der er de lange historier, der ofte får karakter af eventyr. Her er det ofte Onkel Joakim, der er hovedpersonen assisteret af Rip, Rap og Rup. Men så er der også de korte historier, hvor en interessant pointe bliver kondenseret til få sider på en uforligneligt sjov måde. Især bliver de gode fra midt i 1950’erne, hvor ændernes koleriske temperament bliver nedtonet, og andre sider af dem også stikker hovedet frem. En af mine absolutte favoritter, en kandidat til den morsomste historie om ænderne, er historien om platismen. Den blev oprindelig blev udgivet i Anders And & Co. tilbage i 1954 og er selvfølgelig også at finde i Carl Barks’ samlede værker (som jeg hermed tilstår at eje).

“Livet bliver som en leg – når Platismen viser dig vej”, som denne ismes grundlægger, Professor Fup formulerer det. Anders slår plat og krone om alt, ender med at køre galt i en uoverskuelig motorvejsudfletning og kommer i retten. Dommeren – en vred ugle – vil idømme ham en bøde for færdselsforseelser, men gør bøden større, da det viser sig at Anders ikke brugte forstanden, men slog plat og krone! Herefter bruger Anders And platismen en sidste gang for at finde Professor Fup – men det lykkes kun næsten.

Læs historien, hvis du ikke allerede har gjort det. Ellers læs den igen. Og le. Jeg griner stadig hver gang.

Og nej nej, jeg skal nok lade være med at drage en analogi til alternative behandlingsformer eller politiske beslutningsprocesser. (Hov, nu kom jeg vist til det alligevel.)