Hvor mange elever er der på skolen?

Der er en universitetslektor med nordjysk baggrund, Hans H., der er meget utilfreds med hvordan universiteterne har udviklet sig. I Politiken skriver han:

Det kritiske universitet anno 1968 er forsvundet. Mange af de gamle 68’ere er blevet systemets tjenere. Enhver protest er blevet affejet med, at den fremføres af gamle, sure mænd.

De studerende har afsløret virkeligheden. De kalder universitetet ’skolen’, og de går i en klasse, og de har lektier for. De vil helst ikke have bøger, for de er dyre, og derfor får de alt, hvad de skal have som pdf-filer eller i form af det skandaløse kompendium. Universitetet er blevet bogdroppende.

Forskningsfriheden er afskaffet. Kurser skal være ’trendy’. Fordi man ikke kan undervise i det, som man forsker i, søger de ansatte forskningsmidler, og formålet er at blive fri for at undervise.

Vi opfordres til ’artikelproduktion’. Vi skal producere i tusindvis af artikler, som ingen vil læse, og ingen skal læse, for de skal kun give point, så universitetet kan få flere penge – fra staten.

Alle citaterne stammer fra et langt indlæg i Politiken i dag af Hans Hauge, der er lektor ved Århus, undskyld: Aarhus Universitet ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur. Hans Hauge har ud over sin akademiske gerning skrevet ganske mange nationalkonservative indlæg i især Jyllands-Posten, og hans tone er ofte polemisk.

På mange måder er jeg helt forskellig fra ham, men jeg kan tit høre mig selv sige noget lignende det, han giver udtryk for i sit indlæg i Politiken. Mange af os, der er ansat som videnskabeligt personale på danske universiteter, er efterhånden meget utilfredse med tingenes tilstand på vores arbejdsplads.

Kritikpunkterne vil jeg derfor ikke gentage her. Spørgsmålet er her derimod: hvordan kommer vi videre? For at kunne forstå vores egen utilfredshed og komme videre end til at bedrive polemik, for ikke at fremstå som reaktionære, for at kunne overbevise beslutningstagerne, er vi nødt til at forstå præcis hvorfor vi som akademikere er utilfredse. Lad mig i dette indlæg starte ét bestemt, lille sted, nemlig med “skole”-terminologien, der sniger sig ind i de studerendes sprogbrug.

Når jeg reagerer på de studerendes omtale af universitetet som “skolen” og sig selv som “elever”, er det, fordi denne sprogbrug afslører, at de studerende ikke er bevidste om hvor de befinder sig. Universitetet er selvfølgelig en uddannelsesinstitution, men den er meget mere end det. Universiteterne skal bedrive forskning, og undervisningen skal være forskningsbaseret. Og de studerende er ikke elever, som nogen løfter op (verbet elever betyder “at løfte op” på fransk – jvf. en elevator), men studerende, der stræber mod at tilegne sig viden (ordet studium betyder “stræben” eller “iver” på latin!).

Vi, der er på universiteterne, vil gerne have, at universitetet er noget særligt. Universitetet er ikke bedre end så mange andre fænomener i samfundet – landbrug, detailhandel, sundhedsvæsen, folkeskoler, professionshøjskoler… – men ligesom dem er der en funktion, vi er bedst til og har lang erfaring med. I vores tilfælde er det at kombinere forskning og forskningsbaseret undervisning; det er derfor, vi ikke “bare er en skole” (undskyld til de rigtige skoler; dette er ikke nedladende ment – de udfylder også en vigtig funktion.)

Den 1. september, når de nye studerende begynder på Aalborg Universitet, vil jeg som den første prøve af de mange, de efterhånden vil blive udsat for, spørge dem, jeg skal tage imod, “hvor mange elever der er på skolen”. Jeg håber, at nogen blandt dem vil give et godt svar!

Usandsynligt?

For rigtig mange år siden, da jeg studerede matematik, skulle jeg følge et kursus i videregående sandsynlighedsteori. Dengang var der to bøger, kursusholderen vaklede imellem at bruge. Den ene var A Course In Probability Theory af Kai Lai Chung, den anden var Probability and Measure af Patrick Billingsley. Chungs bog forudsatte kendskab til målteori, Billingsleys gjorde (som navnet antyder) ikke. Chungs bog var forholdsvis tynd, mens Billingsleys bog bestemt ikke var det. Vores kursusholder havde mødt begge forfattere – Billingsley var en rødhåret irsk-amerikaner, Chung var en stor, entusiastisk kineser.

Vi endte med at bruge Chungs bog. Dét år viste dansk tv (det var i monopolets dage) en film med Christopher Reeve og Jane Seymour, der hed Somewhere In Time. I filmen var der en rødhåret professor, som blev spillet af en, der hed Patrick Billingsley. Hvilket sammentræf, at en birolleskuespiller som hed det samme som en kendt sandsynlighedsteoretiker og at begge var rødhårede! tænkte jeg.

I dag fandt jeg ud af det ved et tilfælde: Det var faktisk den samme Patrick Billingsley. Denne amerikanske professor i matematik var nemlig også en dreven skuespiller, der var med i flere film – bl.a. også Brian de Palmas The Untouchables med Sean Connery, Robert de Niro og Kevin Costner. Den har jeg også set, men heller ikke her gik det op for mig, at manden, der havde skrevet Probability and Measure, var med.

Patrick Billingsley døde i år i april måned i år. Læs nekrologen her; han har været et interessant menneske, opdager man. Chung døde i 2009, og også han var et interessant menneske.