Hvor mange elever er der på skolen?

Der er en universitetslektor med nordjysk baggrund, Hans H., der er meget utilfreds med hvordan universiteterne har udviklet sig. I Politiken skriver han:

Det kritiske universitet anno 1968 er forsvundet. Mange af de gamle 68’ere er blevet systemets tjenere. Enhver protest er blevet affejet med, at den fremføres af gamle, sure mænd.

De studerende har afsløret virkeligheden. De kalder universitetet ’skolen’, og de går i en klasse, og de har lektier for. De vil helst ikke have bøger, for de er dyre, og derfor får de alt, hvad de skal have som pdf-filer eller i form af det skandaløse kompendium. Universitetet er blevet bogdroppende.

Forskningsfriheden er afskaffet. Kurser skal være ’trendy’. Fordi man ikke kan undervise i det, som man forsker i, søger de ansatte forskningsmidler, og formålet er at blive fri for at undervise.

Vi opfordres til ’artikelproduktion’. Vi skal producere i tusindvis af artikler, som ingen vil læse, og ingen skal læse, for de skal kun give point, så universitetet kan få flere penge – fra staten.

Alle citaterne stammer fra et langt indlæg i Politiken i dag af Hans Hauge, der er lektor ved Århus, undskyld: Aarhus Universitet ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur. Hans Hauge har ud over sin akademiske gerning skrevet ganske mange nationalkonservative indlæg i især Jyllands-Posten, og hans tone er ofte polemisk.

På mange måder er jeg helt forskellig fra ham, men jeg kan tit høre mig selv sige noget lignende det, han giver udtryk for i sit indlæg i Politiken. Mange af os, der er ansat som videnskabeligt personale på danske universiteter, er efterhånden meget utilfredse med tingenes tilstand på vores arbejdsplads.

Kritikpunkterne vil jeg derfor ikke gentage her. Spørgsmålet er her derimod: hvordan kommer vi videre? For at kunne forstå vores egen utilfredshed og komme videre end til at bedrive polemik, for ikke at fremstå som reaktionære, for at kunne overbevise beslutningstagerne, er vi nødt til at forstå præcis hvorfor vi som akademikere er utilfredse. Lad mig i dette indlæg starte ét bestemt, lille sted, nemlig med “skole”-terminologien, der sniger sig ind i de studerendes sprogbrug.

Når jeg reagerer på de studerendes omtale af universitetet som “skolen” og sig selv som “elever”, er det, fordi denne sprogbrug afslører, at de studerende ikke er bevidste om hvor de befinder sig. Universitetet er selvfølgelig en uddannelsesinstitution, men den er meget mere end det. Universiteterne skal bedrive forskning, og undervisningen skal være forskningsbaseret. Og de studerende er ikke elever, som nogen løfter op (verbet elever betyder “at løfte op” på fransk – jvf. en elevator), men studerende, der stræber mod at tilegne sig viden (ordet studium betyder “stræben” eller “iver” på latin!).

Vi, der er på universiteterne, vil gerne have, at universitetet er noget særligt. Universitetet er ikke bedre end så mange andre fænomener i samfundet – landbrug, detailhandel, sundhedsvæsen, folkeskoler, professionshøjskoler… – men ligesom dem er der en funktion, vi er bedst til og har lang erfaring med. I vores tilfælde er det at kombinere forskning og forskningsbaseret undervisning; det er derfor, vi ikke “bare er en skole” (undskyld til de rigtige skoler; dette er ikke nedladende ment – de udfylder også en vigtig funktion.)

Den 1. september, når de nye studerende begynder på Aalborg Universitet, vil jeg som den første prøve af de mange, de efterhånden vil blive udsat for, spørge dem, jeg skal tage imod, “hvor mange elever der er på skolen”. Jeg håber, at nogen blandt dem vil give et godt svar!

(Visited 107 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “Hvor mange elever er der på skolen?”

  1. Da jeg blev Cand. Scient. i datalogi overvejede jeg meget at læse videre til Ph.D. Jeg var sågar et smut forbi Berlin, hvor en virkelig spændende Ph.D.-mulighed bød sig. Jeg var studerende og ikke elev. Jeg levede og åndede for mine studier og sov alt alt for lidt i de 5 år. Men det var vidunderligt! Så kom dog dagen hvor jeg skulle vælge min fremtid, og at skulle se frem til at blive benchmarket (som det jo nu hedder på officiel danglish) på antal artikler gav mig ærlig talt kvalme. En af mine største interesseområder er operativsystemer og især hvordan vi man kan få formel verifikation med HELT fra starten. Det er ikke “trendy”, så jeg valgte erhvervslivet i stedet for. Det har jeg dog heller ikke fortrudt, men jeg savner det “det rigtige universitet” og de 5 år som var en den mentale udfordring efter den anden, på den aller bedste måde.

    Jeg kan afsløre en rigtig sørgelig ting om det “moderne” universitet (min følgende påstand gælder i hvert fald for datalogerne på min årgang): Der er to typer dataloger, og man kan måske passende putte dem i kasserne de “studerne” og “eleverne”. Dem der var der “fordi de ikke kunne tænke sig noget andet at lave” og dem “som bare skulle være færdige med uddannelsen”. Det er dog ikke sort/hvid. Mange elever blev til studerende, og nogle studerende blev til elever. Folk udvikler sig jo, og ikke altid i den mest hensigtfulde retning (set med mit farvede perspektiv).

    Og så til jer undervisere: Der er også to slags af jer. Dem der gider og dem der ikke gør. Det er fint at være forsker på et universitet, men at disse genier bliver tvunget til at undervise når de ikke selv gider er ofte en katastrofe for de studerende.

    Jeg var altid glad for dine kurser Hans, men der var også kurser hvor jeg hellere blev væk og læste bøgerne selv. Tror generelt elever såvel som lærerer, eller dvs. studerende såvel som lektorer, skal kigge lidt mere ind i sig selv og finde ud “hvad de egentlig vil”. Jeg har intet til overs for “systemet” (staten, regler for drift af universiteter, skoler, og alt mulig andet). Det er efter min mening i stykker og ikke til at redde. Men jeg tror på menneskene, og hvis de lytter til sig og gør “det rigtige” for dem, så opstår der et nyt og bedre system, helt af sig selv. Jeg er ung… jeg må godt drømme 😉

  2. Problemet med menneskene er, at mange af dem er så tilpasningsvillige. Da den seneste universitetslov med ansatte ledere og intet demokrati blev vedtaget (med stemmer fra både VC-regeringen og Socialdemokraterne), sagde en af mine kolleger, at der nok ikke ville ske nogen særlige ændringer. Det er trods alt de samme mennnesker som før, vi har med at gøre, ræsonnerede han.

    Ikke overraskende tog han fuldstændig fejl. Vore ansatte ledere glemmer ofte meget hurtigt og nemt, at de engang har været universitetslærere, når de tager lederkostumet på og kan indkasserede den gode løn.

    En anden grund til at jeg ikke vil nøjes med at tro på velviljen som forandringsinstrument er, at der ganske rigtigt findes universitetslærere på alle niveauer, der ikke har meget til overs for undervisning. De af dem, der er PhD-vejledere, ender med at give denne holdning videre til deres PhD-studerende. Først den dag, kvalitet i undervisningen bliver ligestillet med kvalitet i forskningen, vil denne destruktive attitude ændre sig til noget bedre.

Skriv et svar