Har vi noget valg?

I anledning af at der ikke er udskrevet folketingsvalg, er der blevet lavet et usædvanligt polemisk interview med mig. Det bringes her i sin fulde længde.

Dig: Glæder du dig til at der kommer folketingsvalg, Hans?

Mig: I de første mange år efter valget i 2001 så jeg frem til at vi kunne slippe af med den siddende regering. De har truffet en lang række beslutninger, der er i strid med alt, hvad jeg holder af. Hele det kyniske parløb med Dansk Folkeparti giver mig ondt i hjertet. Men tiden er gået og gået, og jeg er ved at blive apatisk. Jeg er træt af at være træt af det hele, og jeg er træt af en debatkultur, hvor man taler for døve øren.

Dig: Vil du så blive hjemme på valgdagen?

Mig: Bestemt ikke! Når jeg stemmer, er det i høj grad for at stemme nej til VCO-partierne og det, de står for. Jeg er bare blevet mere og mere desillusioneret. Én ting er, at den siddende regering har kunnet slippe af sted med en lang række katastrofale beslutninger. Dem er der allerede blevet skrevet meget om, og jeg gider ikke bruge flere linjer på det. En anden er, at mange medlemmer af den såkaldte opposition tror, at de kan gøre en forskel ved visionsløst at kopiere regeringens initiativer og holdninger. Se nu bare de konkurrerende “boligpakker”, hvor Henrik Sass Larsen hurtigt har været ude for at forsikre om at Socialdemokraternes udspil skam ikke er en kopi.

Dig: Jamen, hvad skal der så til?

Mig: En helt anden politisk dagsorden, der ikke kun tænker frem til det næste valg, ikke forsøger at lefle for dem, der vil flytte deres stemmer og ikke bruger ordet “vækst” som universalløsning. Der er en hel masse problemer, vi skal have løst: Klimaforandringerne. Ressourcerne, der ikke er, hvad de har været. Fattigdommen i det globale Syd. Fattigdommen og klasseskellene herhjemme. De kroniske konflikter på globalt plan, bl.a. den blodige krig i Centralafrikas hjerte. Menneskerettighederne, som er under pres og mest ligner en sten i skoen for magthaverne. De rige der bliver rigere, mens ingen andre gør. IT-verdenen, som mange behersker, men endnu flere ikke gør. Den kollektive trafik, der får lov til at forfalde lige så stille. Der er kort sagt en verden uden for den, som bil- og husejerne i middelklassen bebor. Og jeg er endda selv husejer. Jeg vil ikke have flere krige, motorveje, stramninger eller løfter om øget forbrug som lokkemad. Jeg vil have en bedre verden, tak.

Dig: Hvad vil du så stemme på?

Mig: Jeg vil stemme på Skansevejens Skole i Nørresundby, for det er dér, valglokalet er. Resten er en hemmelighed.

Skal vi sige lidt håndfast…

3682118-asger-aamund

Der bliver fokuseret meget på marginale religiøse og politiske bevægelser med voldelig dagsorden som den alvorligste trussel mod demokratiet, men jeg er blevet mere og mere opmærksom på at der også er “pæne” mennesker med indflydelse, der truer det – og bruger den økonomiske krise som argument for at sætte demokratiet ud af kraft. Det er et ubehageligt ekko af Nordamerika og Europa i 1930’erne, hvor en økonomisk krise fremkaldte magtfulde udemokratiske strømninger.

I et indlæg for nogle få dage siden citerede jeg lektor Søren Hviid Pedersen fra SDU, der er af den holdning, at kun danskere i arbejde skal kunne stemme. En anden “pæn” mand med lignende holdninger er direktør mv. Asger Aamund, der skriver hyppigt i Berlingske og i øvrigt er Suzanne Bjerrehuus’ mand, Malou Aamunds far og Mikael Bertelsens svigerfar. Altså en “rigtig samfundsstøtte”. Jeg blev opmærksom på Aamunds elastiske holdninger til demokratiet takket være et citat i dagens udgave af Information. Jeg gravede lidt og fandt et interview med ham og Ove Kaj Pedersen i Berlingske fra 15. juli i år, og her udtaler han:

I dag har folkestyret taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder.

Demokratiet er også underlagt en slags evolutionær proces, og hvis ikke demokratiet er den bedst egnede styreform, ja, så vil det dø.

Jeg er demokrat med liv og sjæl, men folkestyre betyder ikke, at døgnets uansvarlige politikere besidder en uangribelig ret til at køre deres betroede samfund i sænk i demokratiets hellige navn. Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet eller have en enevældig konge, men i en nødsituation, ligesom under krigen, kan man have en slags elite-­regering i en periode, som bistår de folkevalgte – skal vi sige lidt håndfast. Så vi kan få de nødvendige reformer.

Ordene “Jeg er demokrat med liv og sjæl”… minder mig om den standardbesværgelse “Jeg er ikke racist, men…”, der ofte indleder racistiske udtalelser. Formuleringen “Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet…, men…” minder mig om alle de mange forskellige udemokratiske regimer gennem tiderne, der har været “nødt til” at suspendere demokratiet og altid har lovet at genindføre det, når de har gennemført “de nødvendige reformer”.

Hvordan en Aamundsk undtagelsestilstand skal defineres, og hvem der må indføre den, har jeg ikke lyst til at tænke på. Må “man” f.eks. aflyse folketingsvalg på ubestemt tid på grund af høj arbejdsløshed? Hvem skal kontrollere elite-regeringens udøvelse af magt? Hvad skal der ske med modstandere af elite-regeringen? Hvad betyder “lidt håndfast” mere præcist?

Vi skal ikke vælge demokrati, fordi det er den “bedst egnede” styreform. Vi skal vælge demokrati, ud fra et princip om at mennesker altid har ret til at have indflydelse til at bestemme over deres eget liv, uanset hvem de er.  Lad mig gentage Verdenserklæringen om menneskerettigheder: Alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdighed. Så forstå det dog!

At forstå så lidt, at man ikke kan forstå at man ikke forstår det

En amerikansk bankrøver havde allerede for 16 år siden tænkt over det med overvågningskameraerne.

In 1995, McArthur Wheeler walked into two Pittsburgh banks and robbed them in broad daylight, with no visible attempt at disguise. He was arrested later that night, less than an hour after videotapes of him taken from surveillance cameras were broadcast on the 11 o’clock news. When police later showed him the surveillance tapes, Mr. Wheeler stared in incredulity. “But I wore the juice,” he mumbled. Apparently, Mr. Wheeler was under the impression that rubbing one’s face with lemon juice rendered it invisible to videotape cameras.

Hvorfor kunne han ikke indse, at han tog fejl?

Når jeg holder eksamen, og en studerende ikke består, sker det ikke helt sjældent, at det kommer bag på den studerende. Det er en trist situation, og det virkelig triste er, at det så ofte ikke er muligt at forklare den studerende, hvor galt det er fat.

– Så betyder det altså, at jeg bare skal lære det hele udenad? spurgte en studerende på vej ud ad døren. Og dette er en typisk reaktion; den studerende, der ikke har bestået på grund af manglende kompetence, ved ikke hvad kompetence indebærer.

Vi, der holder eksamen, ved det derimod godt: Faglig kompetence er det stik modsatte af at lære meningsløse remser udenad. (Tænk, hvis det rent faktisk var, hvad faglig kompetence kunne reduceres til: Universitetslærerens undervisning bestod i at recitere lange, meningsløse remser, som han/hun havde lært udenad. Den studerende lærte derefter disse remser udenad og reciterede dem til eksamen. Var der overhovedet nogen viden at finde nogensteds i et sådant remse-akademi?)

De amerikanske psykologer David Dunning og Justin Kruger spekulerede over det samme, som jeg og mange andre eksaminatorer og censorer har grublet over, men de satte sig for at undersøge det systematisk. I 1999 publicerede de en nu ofte citeret artikel i Journal of Personality and Social Psychology, og citatet om den overraskede, inkompetente bankrøver indleder denne artikel. Dunning og Kruger har to konklusioner, som de baserer på en kombination af egne eksperimenter og studier af andre forskningsresultater. Den første er den triste, men altså ikke overraskende konklusion, at inkompetente mennesker også er metakognitivt inkompetente. De inkompetente mennesker har sagt på almindeligt dansk en manglende indsigt i at de faktisk er inkompetente. Tværtimod tror de ofte, at de er mindst lige så gode som gennemsnittet. Den anden konklusion hos Dunning og Kruger er måske mere forstemmende: den eneste vej til at opnå øget indsigt i om man er kompetent er – at blive mere kompetent. Denne manglende indsigt i egen inkompetence er af andre blevet kaldt for Dunning-Kruger-effekten . Interessant nok er der også ifølge Dunning og Kruger hos kompetente mennesker en tendens til at undervurdere deres egen kompetence.

Formodentlig er der ikke tale om et universelt fænomen, men om en form for kulturel betingning. Dunning og Krugers oprindelige resultater er baseret på eksperimenter med amerikanere; senere undersøgelser i Europa giver lignende konklusioner, mens billedet tilsyneladende er et andet for studerende fra Østasien. Østasiatiske studerende skulle således være bedre til at bruge negative bedømmelser til at forbedre deres præstationer.

Dunning-Kruger-effekten er under alle omstændigheder en stor udfordring for os, der underviser i vores del af verden. I undervisning på universitetsniveau er det et mål, at den studerende skal kunne reflektere over sin egen læring. Jeg taler selv ofte om nødvendigheden af fagfællebedømmelse: jeg har forsøgt mig med undervisningsformer, hvor de studerende skal kommentere og vurdere kvaliteten af deres medstuderendes besvarelser. Refleksion er nødvendig, og fagfællebedømmelse findes som bekendt i stort mål i den akademiske verden på forskningssiden. Men hvad gør vi, når den studerende er så inkompetent, at han/hun ikke er i stand til at reflektere, men tror at han/hun faktisk mestrer stoffet? Og hvordan vil en inkompetent studerende vurdere en anden inkompetent studerende?

I en virkelighed, hvor minimalismen (dette at anstrenge sig for at lave så lidt som muligt) er en hyppig strategi, bliver undervisning endnu vanskeligere. Den studerende gør en alt for lille indsats, bliver evalueret som ikke fagligt inkompetent og kan på grund af Dunning-Kruger-effekten ikke forstå, at den manglende indsats har skabt problemet.

Den amerikanske forfatter og fotograf Errol Morris (der også en af Thomas Kuhns studerende – ham med paradigmeskiftene) har et interessant interview med David Dunning på sin blog. Det er også værd at læse.