Fremtiden set fra fortiden – nu med tabletter

20110827-150801.jpg

For nylig skrev jeg om Aalborg Stiftstidendes vision fra 1967 af Nordjylland i år 2000. Jeg tænkte da på, at Stiften i al fald ikke havde forudset fremkomsten af f.eks. en iPad. I Stanley Kubricks 2001, der stadig er en af mine absolutte yndlingsfilm, ser vi så ovenstående – astronauterne på Discovery har noget, der umiskendeligt ligner tablet-computere! Scenen er nu også blevet et indslag i den efterhånden patetiske patentkrig mellem Samsung og Apple. Samsung bruger filmklippet til at argumentere for at Apple ikke kan tage patenter på design af iPad. Måske har de ret. Lad begge firmaer lave deres tabletcomputere, siger jeg. De er styrtende rige i forvejen og bliver nok ved med at være det. Men har nogen tænkt på at Kubricks A Clockwork Orange viser hovedpersonen Alex lytte til Beethoven på noget, der i mistænkelig grad ligner en DAT-båndoptager?

De svære overgange

Jeg fandt via et gammelt indlæg i Luca Trevisans blog (som han efterhånden ikke skriver ret meget på mere) et interview i New York Times fra juni måned i år med fire fremtrædende kvindelige professorer  i naturvidenskab, alle ansat i USA. Der er mange interessante pointer i det forholdsvis korte interview, men jeg hæftede mig især ved en udtalelse af Mary-Clarie King, der er professor i neurovidenskab:

I think the choke point is going from a postdoc to an assistant professorship to a tenure-track position. In my experience the largest remaining obstacle is how to integrate family life with the life of a scientist.

Dette er næsten problemet i en nøddeskal, og ikke kun for kvinder. Det er sværere og sværere at komme videre i en akademisk karriere; postdoc-stillingerne er blevet vore dages blindgyde-adjunkter. Og på det tidspunkt, hvor man gerne vil stifte familie, vil man også gerne have en tryghed i sit arbejdsliv. Derudover kommer så i den akademiske biks de konkurrencekrav, der altid har været der, men synes at være accelereret inden for det seneste årti.

Jeg selv stiftede familie efter at jeg var blevet fastansat, og der var kun få forgæves forsøg på at få et lektorat – jeg var privilegeret. Jeg misunder bestemt ikke dem, der er i starten af en akademisk karriere i disse år. Somme tider er det ikke klart for mig, hvordan vi skal kunne videreføre traditioner for forskningsbaseret undervisning, når ansættelser er kortvarige og skellet mellem forskning og undervisning bliver et skel mellem ansættelsestyper. En postdoc-ansættelse bør kunne være et veldefineret skridt i en karriere i højere grad end det er tilfældet i dag.

Den anstændige løsning er, at universiteterne får en politik for postdoc-ansættelser og hvordan eksternt finansierede projekter forvalter dem, så vi ikke skaber en klasse af højt kvalificerede daglejere med alt hvad det indebærer af utryghed for dem. Det vil kunne være med til at fjerne en usikkerhed hos højt kvalificerede kvinder, og hvis det samtidig lykkes at anerkende, at også forskere kan og bør have et familieliv, vil det kunne gavne alle – uanset køn.