Kylling kylling kylling

20110829-073142.jpg

Det værste foredrag, jeg nogensinde har overværet i akademisk sammenhæng, fandt sted under en workshop i Göteborg i overheadprojektorens dage. En foredragsholder fra et universitet i Norge (han kom dog fra et andet land i Europa) havde lavet slides, der simpelthen var siderne fra hans artikel. Han syntes dog ikke, at der var nok information i dem, så han havde tilføjet yderligere, ekstra ulæselig tekst med blå tusch nederst. Og så stillede han sig med jævne mellemrum foran overheadprojektoren, så han kunne bedre læse højt – og derved blev transparenterne projiceret op på ham selv. I det mindste havde han da hvid skjorte på. Han fik ét spørgsmål, og det besvarede han ved at ignorere det og tale om noget helt andet.

Mange år senere overværede jeg et PhD-forsvar, hvor PhD-kandidatens præsentation var af mildt sagt tvivlsom kvalitet. Manden sad ned foran sin computer og skiftede fra den ene overlæssede Powerpoint-slide til den næste, mens han talte/mumlede ned i bordet. Da jeg fik at vide, at hans eksterne vejleder var fra et universitet i Norge, gik der et lys op for mig. Og jo, det var min ven fra Göteborg, der på så fornem vis havde bragt sine kommunikative talenter ind i et nyt årtusinde.

Det behøver nu ikke at være så grelt, for at det bliver dårligt. Alle, der har været til en akademisk konference inden for de seneste få år, kender til denne situation: Man overværer et foredrag, hvor ingen reelt er til stede. Foredragsholderen taler til sig selv i halvmørket og fortaber sig i en labyrint af detaljer, mens et hav af “tilhørere” klapper deres computere op og begynder at læse e-mail (eller hvad ved jeg). Andre gange kæmper foredragsholderen faktisk en brav kamp mod salens apati, men får ét enkelt fesent spørgsmål som “respons”.

Men hvorfor holder vi så de forbandede konferencer? De fleste, jeg kender vil sige, at det bedste ved konferencerne er de samtaler og det samvær, der er uden for foredrags-sessionerne. Så kunne vi vel bare skrotte foredragene? Ja, og så alligevel ikke. Den store udfordring er at lave præsentationer, der rent faktisk kommunikerer det rigtige.

Moshe Vardi, der er professor på Rice University i USA og var ekstern bedømmer på forskningsevalueringen ved mit institut for et par år siden, har et interessant debatindlæg om netop dét i Communications of the ACM, affødt af endnu et foredrag, hvor han som tilhører hurtigt blev sat af. Han spurgte senere til den pågældende konference, hvor mange der havde forstået 100% af 100% af foredragene. Ingen svarede. 80% af 80% af foredragene? Én markerede. Det var først, da Vardi spurgte om hvor mange, der havde forstået 50% af 50% af foredragene, at 50% markerede! Det var nu også lidt beroligende at opdage, at selv en så højt begavet mand som Vardi også bliver sat af mange gange. Så er det trods alt ikke kun mig, der har problemer.

Moshe Varid foreslår, at man gør langt mere for at sikre kvaliteten af foredrag til konferencer. Mange konferencer i datalogi ligner “tidsskrifter med foredrag”; man sender en artikel ind og får den bedømt. Hvis artiklen bliver antaget, brygger man en præsentation sammen. Det er artiklen, ikke præsentationen, der tæller. Man men kunne forestille sig at præsentationen også spillede ind ved peer review-processen, foreslår Vardi: Man kunne sende et udkast til sin præsentation ind til bedømmelse sammen med artiklen.

Her er et foredrag, Vardi nævner i sin kommentar. Jeg var der desværre ikke selv, men det var på én gang 100% typisk og samtidig ret godt.

Ophavsmanden er Doug Zongker, og forum er en “humor session” i American Association for the Advancement of Science i 2007. Hvorfor har vi ikke den slags, hvor jeg færdes?