Bevægelsen mod Powerpoint

De allerfleste præsentationer i vore dage bruger slides, der er lavet med Microsoft Powerpoint (eller et lignende stykke software). Uanset om det er Dansk Magisterforenings fyraftensmøde om mindfulness og stress, et foredrag om USAs krig mod terror eller et foredrag om typesystemer for pi-kalkylen får vi slides serveret. Nogle gange sidder tilhørerne samtidig og kigger på de samme slides på deres medbragte bærbare computere.

Hele rejsen mod denne situation begyndte vel for knap 20 år siden, hvor nogle af mine kolleger begyndte at bruge Powerpoint til at lave plastic-slides og at anvende de samme slides som eneste kursusmateriale i deres undervisning. Først lod jeg mig modvilligt rive med i begejstringen, men for 14 år siden stod jeg af. I kursusundervisning, hvor jeg selv har kunnet planlægge indholdet, bruger jeg ikke slides mere, kun tavle/kridt eller whiteboard/pen. Sidste år overtog jeg to kursusgange i et kursus, hvor de 3 andre kursusholdere brugte slides, og nu hang jeg på en anden persons slides. Det var ikke så sjovt at falde af vandvognen kortvarigt. Tempoet går uvilkårligt op, når man med et tryk på en knap kan vise næste skovlfuld tekst eller (hvad endnu værre er) formler.

Nu er der opstået et schweizisk parti, der kalder sig Anti-Powerpoint Party. Et politisk parti er måske så meget sagt, for som de skriver på deres webside:

In the future, those in companies, congresses, universities, schools, who want to renounce PowerPoint*, should not have to justify themselves any longer. We do not want to abolish PowerPoint*; we only want to abolish the PowerPoint*-CONSTRAINT.
We want that the number of boring PowerPoint* presentations on the planet to decrease and the average presentation to become more exciting and more interesting. The solutions are there, but nobody pays attention to them.

We are truly not pursuing any political goals. When we have enough proponents, we can quickly become the fourth biggest party in Switzerland by the number of members. Thus, the media cannot ignore this problem any longer and the problem will be reported widely and deeply. This is the only reason, why we exist.

Alt for mange bruger slides som en slags erstatning for notater, så slides bliver en “nem genvej”. Dette ser man ekstra tydeligt ved fremlæggelser på første studieår, hvor de helt grønne studerende laver slides, der i stort omfang er indforståede gnidrenoter til dem selv og er ubrugelige for tilhørerne.

Problemet er ikke slides i sig selv, som det schweiziske parti da også udtaler, problemet er den åndløse brug af dem. De, der fremlægger mundligt, skal være bevidste om deres virkemidler. Anti-Powerpoint-partiet ser flipcharts som et alternativ. Det er nu ikke nok; af og til er man nødt til at bruge slides. Komplicerede figurer kan man selvfølgelig ikke tegne selv. Så er man nødt til at bruge en slide – men først skal man naturligvis grundigt overveje, om figuren overhovedet er nødvendig at formidle i sin komplicerede form.

Men derudover er jeg enig i kritikken, og jeg har meldt mig ind i partiet, Prøv at besøge deres Horror Slide Of The Month. Spaghettiretten ovenfor stammer derfra.

Et trist jubilæum nærmer sig

Snart er der gået 10 år siden terrorangrebene i USA d. 11. september 2011. I Foreign Policy har David J. Rothkopf en oversigt over de 10 vigtigste begivenheder/udviklinger, der har fundet sted inden for de seneste 10 år. Hans for sikkert en del amerikanere lidt overraskende konklusion er, at terrorangrebene langt fra er de mest betydningsfulde hændelser i denne periode. BRICS-landenes stærkt øgede rolle, den globale opvarmning (som ingen gør noget ved), det mobile internet, de sociale medier og revolutionerne i Mellemøsten i 2011 er nogle af de fænomener, han ser som vigtigere. Til sidst skriver han:

So, does all this mean 9/11 was not important? Of course not. It was a significant day in the life of America, a turning point in our view of our vulnerabilities and of the nature of threats and real power in the world. It led us to question many of our assumptions about the nature of our country

[…]

Foremost among those lessons, however, must be that we as a nation need to summon the discipline in times of great national challenges to frame events in the broader context of time and our larger interests. We cannot allow single isolated events to warp our view of all around them, like historical black holes twisting the fabric of adjacent time and events.

Et interessant og vigtigt citat fra en amerikansk journalist i en tid, hvor der er en forbløffende stor fascination af fortiden.