I en klasse for sig selv

Det er bestemt ikke meningen, at jeg vil skrive om partipolitik her; denne blog er uafhængig af partipolitik – det vigtige for mig er refleksionen og at finde de gode argumenter, så mine indlæg ikke degenererer til indignation eller nedladenhed. Men jeg er nødt til at indrømme det: Jeg er en af dem, der tit har siddet og skummet af vrede, når Dansk Folkeparti har været i medierne eller gjort deres indflydelse gældende. Dansk Folkeparti hævder på den ene side at være “den lille mands parti” og en slags opposition mod “eliten”, mens de på den anden side gør meget ud af at have afgørende indflydelse på beslutninger.

Den nationalistiske politik, Dansk Folkeparti har fået igennem, har fået to konsekvenser. Den første kender vi godt: Det er i dagens Danmark blevet sværere at være indvandrer, flygtning, asylansøger, udlænding eller såmand bare dansker med “anden etnisk baggrund”. Den anden tænker vi ikke på: Den nationalistiske dagsorden, hvor det hele handler om “kulturelle forskelle”, har flyttet fokus væk fra de sociale problemer, der faktisk er tale om i Danmark. Flygtninge på kontanthjælp bliver ikke set som mennesker på kontanthjælp, men som “kulturelt forskellige” og derfor knap nok som mennesker. Andre mennesker på kontanthjælp bliver slet ikke set. Til gengæld taler alle partier om middelklassen og appellerer til middelklassens værdier og bekymringer om boliglån og forbrug. Ironisk nok er middelklassen også truet. Fordi de fleste taler om “kulturelle forskelle”, er der ikke ret megen opmærksomhed om samfundsklasserne i vore dage. Alle vi, der er uenige med Dansk Folkeparti, er begyndt at bruge deres sprog om “kulturelle forskelle” og tror, at det hele handler om det.

Den nationalistiske dagsorden har Dansk Folkeparti selvfølgelig ikke patent på; andre partier herhjemme og andre steder i verden har også taget den til sig. Nationalismen er enkel og slagfærdig, men den skaber skel og gør det umuligt at føre socialpolitik.

I en artikel i The Guardian omtales en undersøgelse, der dokumenterer at den britiske middelklasse er truet på grund af en kombination af den økonomiske krise og en mangelfuld boligpolitik. Flere og flere, der engang tilhørte middelklassen, bliver tvunget ud i fattigdom eller endda hjemløshed i Storbritannien. Og i Politiken i dag skriver Lars Trier Mogensen at

Uligheden i Danmark er vokset gennem 00’erne mellem de kortuddannede ude i landområderne og de veluddannede inde i byområderne. Alligevel fastholder Socialdemokraterne og SF et snævert fokus på middelklassens boligøkonomi.

Protestvælgerne, der gennem mere end ti år har stemt på Dansk Folkeparti – som en forståelig reaktion på det globale jordskælv, der har ramt det danske arbejdsmarked – er blevet taget ved næsen.

Er det ikke på tide, at der bliver ført socialpolitik og måske endda noget så gammeldags som boligpolitik (der ikke handler om redning fra flexlån) i Danmark igen? “Den lille mands parti” gør det nemlig ikke.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar