Hjælp dem i nærområderne

Politiske diskussioner er fulde af afværgebemærkninger. En af de værste, jeg kender, dukker regelmæssigt op, når talen falder på flygtninge og asylsøgere. Den lyder: “Flygtninge skal hjælpes i nærområderne” og bruges typisk som et argument for at afskære adgangen af flygtninge til Danmark. Samtidig forsøger den talende at forsikre, at det skam er vigtigt at hjælpe flygtninge – bare ikke her hos os.

I en tv-debat d. 2. september demonstrerer Pia Kjærsgaard denne brug af afværgebemærkningen:

Med hensyn til asylansøgere er det meget, meget rimeligt, at man behandler i nærområderne. At man finder ud af, om de er berettiget til asyl. I stedet for, at de kommer herop og skal sidde i et asylcenter og får deres ansøgning afvist og derefter får deres sag prøvet igen og igen og igen (…).

(her citeret efter en artikel i Politiken i dag).

Men hvis vi ved et nærområde forstår et naboland til det land, man er flygtet fra, befinder de allerfleste af verdens 16 millioner flygtninge i verden i dag sig allerede i nærområderne. Hvis man også medregner de 27 millioner internt fordrevne (som er mennesker, der er flygtet til en anden del af deres land), er det endnu mere klart. Disse tal kommer fra Dansk Flygtningehjælps oversigt. Langt de fleste flygtninge i verden i dag findes i den fattige del af verden, det såkaldt globale syd. De læsere, der er i tvivl, kan se figuren ovenfor. Det mindretal af flygtninge, som flygter til lande i den rige del af verden, er i ikke ringe omfang de mest resursestærke – de bedst uddannede eller dem, der har kontakter i det land, de flygter til. Og er det ikke de flygtninge, “vi” helst vil have?

En dag bør Dansk Flygtningehjælp og andre, der arbejder for flygtninges vilkår, gør deres for at demontere afværgeflosklen om nærområderne ved at gøre den til navnet på en indsamling.

(Visited 134 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar