Hvem ejer dine bøger, og hvem må læse dem?

Vi har vores billeder til at ligge på Picasa, og der redigerer vi dem også. Vores dokumenter behander vi hos Google Docs. Vi køber Kindle-bøger hos Amazon. Vi har data, der skal deles, på Dropbox. Snart opretter Apple en iCloud, hvor vi kan placere e-mail, musik osv. Cloud computing, skybaserede tjenester eller hvad man nu skal kalde det, er kommet – og formodentlig for at blive.

Men hvem ejer indholdet af skyen, og hvem må læse med? I en artikel i Technology Review behandler Simson L. Garfinkel dette mildest talt ømtålelige problem. Ligesom det er tilfældet i andre sammenhænge, er lovgivningen ikke klar til at håndtere de problemer, som informationsteknologien har ført med sig.

Et eksempel, som Garfinkel nævner, er en Kindle-bog, som Amazon tilbagekaldte, da der viste sig at være problemer med ophavsretten. Amazon slettede simpelthen bogen hos alle, der havde den i deres Kindle-bibliotek. Tænk, hvis en boghandler gik ind i alle hjem for at hente en bog på reolerne. I dette tilfælde var bogen forresten 1984 af George Orwell.

Der er andre problemer – f.eks. må en Kindle-bog ikke overdrages til andre efter endt læsning, mens antikvariater for fysiske bøger som bekendt har været en realitet længe. Og ejerne af Dropbox-serverne må gerne slette de filer, der ligger der.

En løsning er påkrævet. Måske er det mest oplagt, som Garfinkel da også nævner, at udstrække eksisterende love om opmagasinering til også at omfatte data i “skyerne”. Om dette er en holdbar løsning, er jeg desværre ikke jurakyndig nok til at kunne vurdere.

(Visited 31 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar