Brænd din stemmeseddel!

I dagens udgave af Information har en læser, Thomas Bonde, et debatindlæg, hvori han forklarer hvorfor han ikke vil stemme til det kommende folketingsvalg.

Hans argumentation er (gengivet af mig) denne:

  • I de sammenhænge, hvor flertallet af os færdes, nemlig som lønarbejder eller studerende, har vi stærkt begrænset eller slet ingen indflydelse.
  • Mange politiske partier er topstyrede, så også partimedlemmer har ingen eller meget ringe indflydelse.
  • Et stort antal love, der gælder i Danmark, er reelt konsekvenser af beslutninger i EU-regi, som hverken danske politikere eller danske vælgere kan have indflydelse på.
  • Hvis man stemmer på et parti, der ikke er med til at danne regering eller være støtteparti for en sådan, får man ingen væsentlig indflydelse på den politik, der føres. Derfor er tæt på halvdelen af befolkningen altid uden indflydelse.
  • Medierne er i stort omfang ukritiske over for magtmisbrug:

Uden en opvakt og velinformeret befolkning, som forstår at forholde sig kritisk til magthaverne i det politiske rum, er betingelserne for en retfærdig, engageret og oplyst politisk orden, hvor der værnes om friheden og retfærdigheden, ikke på nogen måde opfyldt. Denne problemstilling bliver desuden endnu værre af, at befolkningens vagthund det meste af tiden ligger sovende i sit hundehus, idet kun et fåtal af medierne overhovedet har beskæftiget sig med disse problemstillinger i noget nær respektindgydende grad.

Thomas Bondes indlæg slutter med ordene:

Derfor har jeg ikke tænkt mig at stemme ved det kommende valg. For den afmægtige handling er med til at opretholde illusionen om, at vi lever i et samfund baseret på medbestemmelse og folkeligt styre. Min stemmeseddel skal brændes offentligt på valgaftenen.

Det sidste får han nu ikke lov til. Hvis han nogen sinde har deltaget i en valghandling, vil han vide, at man først får udleveret sin stemmeseddel, efter at man har afleveret sit valgkort. Man må heller ikke tage den med ud igen. Det er næppe sandsynligt, at Thomas Bonde får lov til at bruge åben ild i valglokalet.

Bortset fra det: Alle Thomas Bondes observationer er for så vidt helt korrekte. På en dårlig dag kan jeg også have det sådan. Demokratiet har det ikke godt. Jeg er selv meget utilfreds med og vred på den regering, vi har haft i Danmark i de seneste 10 år. Ofte har jeg bandet den ned i helvede; dens beslutninger har påvirket min hverdag i negativ retning og har gjort livet sværere for mange mennesker, der ikke er nær så privilegerede som mig. For tiden ser det ud til, at den nuværende regering sagtens vil kunne fortsætte og at mange af dens beslutninger og ideer vil leve sejrrigt videre, selv hvis den stik mod forventning ikke skulle kunne overleve valget. På sådan en dag har jeg mest lyst til at gemme mig under dynen.

Men hvilken handling er den mest afmægtige i en sådan politisk virkelighed – at stemme eller ikke at stemme? Man kan ikke bekæmpe magt med afmagt. Glem heller ikke dette: i andre dele af verden, faktisk ikke ret langt fra Europa, lige syd for og øst for Middelhavet, sætter mennesker her i 2011 deres liv på spil for at få lov til at stemme. De bekæmper ikke magt med afmagt, og på den måde skriver de sig ind i en lang historisk tradition. Derfor til Thomas Bonde og alle andre, der er i tvivl: Stem alligevel til folketingsvalget og engager dig i forholdene i samfundet. At afgive sin stemme er det første lille skridt, hvis man vil engagere sig. Man kan ikke bekæmpe magt med afmagt.

(Tak til Dansk Sygeplejeråd for lån af deres logo, der i dette indlæg får en lidt anden betydning.)

(Visited 32 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar