CONCUR 2011

I denne uge er jeg til konference i Aachen i Tyskland. Det er 22nd International Conference on Concurrency Theory, også kendt som bare CONCUR 2011. CONCUR 2011 holdes sammen med en anden konference, der hedder QEST’11 og en hel masse mindre workshops. I går holdt jeg mit foredrag om den artikel, jeg havde fået optaget, og i morgen holder jeg et indbudt foredrag ved 4th International “Logics, Agents, and Mobility” Workshop (LAM 2011). Starten af semesteret er ikke det bedste tidspunkt at være af sted på, og det er jeg ikke ene om at føle. Mange af os, der er her, er universitetslærere, der også skal være til stede ved studiestarten. Nogle gange kan det også være en udfordring at passe rejserne ind i det liv, man ellers lever.

Foredragenes kvalitet er som altid varierende. Min erfaring siger mig, at der er to slags foredrag, man ender med at huske:

  1. De rigtig vellykkede foredrag om spændende emner. Dem er der heldigvis nogle stykker af. Rachid Guerraoui fra EFPL i Lausanne holdt et spændende indbudt foredrag om distribuerede algoritmer, der handlede om hvordan deltagerne i en distribueret beregning (her: en udgave af Erastothenes’ si) kunne etablere konsensus undervejs. Her var det foredragsholderen, der holdt foredraget levende ved at stille gode undre-spørgsmål til tilhørerne undervejs.
  2. De slatne foredrag om spændende emner. Dem er der desværre altid også nogle stykker af. Der er intet så ærgerligt som at opleve en foredragsholder sejle sin egen entusiasme i sænk ved at fortabe sig detaljer, planlægge sin tid dårligt, mumle ind i/ forbi mikrofonen eller overlæsse foredraget med detaljer, ingen alligevel vil kunne nå at fange. Selv distingverede personer begår disse fejl, og nu er de så distingverede, at ingen tør fortælle dem, hvor galt det er fat. Jeg skal nok lade være med at nævne nogen navne her.

En konference og de tilhørende workshops er meget andet end at lytte til foredrag. Alle samtalerne med kolleger langvejs fra er i virkeligheden det, der giver mest. I de sammenhænge får man for alvor lov til at koncentrere sig om at være forsker for en stund.

Og så er der også det sociale samvær, herunder glæden ved at gense gamle kolleger og venner og høre om alt det, der er sket i deres liv. Nogle af os var ude at spise om aftenen, og her kunne Björn Victor fra Uppsala supplere mine minder om Verdens Dårligste Foredrag fra dengang i Göteborg i efteråret 1991. Det grinede vi meget af den aften i Aachen, 20 år senere. Manden bag Verdens Dårligste Foredrag er forresten professor i Norge i dag – og yderst distingveret.

Det var forresten også Björn Victor, der var så venlig at minde mig om at Moshe Vardis observationer om kvaliteten af præsentationer faktisk blev gjort ved LICS (Logic in Computer Science) 2009, hvor jeg også var med. Min hukommelse er tydeligvis ikke, hvad den har været på dette punkt.

Hvem vinder?

Nej, det handler ikke om folketingsvalget – og så alligevel.

I en tankevækkende kronik i mandagens udgave af Information tager en lang række af Danmarks førende eksperter inden for børns opvækst og vilkår – heriblandt Per Schultz Jørgensen, Jesper Juul, Dion Sommer og John Aasted Halse – et opgør med den eksisterende konkurrencementalitet inden for skoler og daginstitutioner. Nøglecitatet er dette:

Op igennem barndommen og ind i skolen: Det handler stort set altid om det samme. Børn skal træne, og de skal trænes, de skal vurderes og måles og vi skal sammenligne dem med hinanden, vi skal sammenligne skoler på samme måde som vi allerede sammenligner os med andre lande på områder som f.eks. læsefærdigheder.

Træning, testning, måling sat i system. Konstant benchmarking. For måske at blive verdensmester på et eller andet felt, som statsministeren på et tidspunkt udtrykte det i fuldt alvor eller i det mindste skal vi ende blandt de ti øverst placerede lande.

Der er protester fra forældre og fagfolk, men lige meget hjælper det tilsyneladende. I morgen eller i næste uge kommer et nyt forslag fra politikere, der skal profilere sig. Og med valgkamp på højtryk kan vi forvente alt i den retning. Det skråsikre målingshysteri fortsætter ufortrødent.

Spørgsmålet er, om vi nærmer os det punkt, hvor perspektivet tabes af syne. Hvor vi mister opfattelsen af, hvad børnene egentlig er her for, og hvad vi som samfund vil med børn ud over at de en dag skal være arbejdskraft.

Vi er efter vores mening tæt på det punkt, derfor er vi gået sammen om dette wake-up call.

Jeg er ikke modstander af konkurrence som sådan, men inden for de seneste årtier er konkurrence blevet et mål i sig selv mange steder i samfundet. Her i det 21. århundrede er der blevet skabt et samfund, hvor konkurrencen er blevet den vigtigste succesparameter. Det er jeg grundigt træt af.

Et eksempel: Målet er ikke at skabe god kollektiv trafik, men at gøre den kollektive trafik til et konkurrenceområde. Herved skabtes det, jeg ikke vil tøve med at kalde DSB First-skandalen.

Et andet eksempel: Målet er ikke at skabe forskning af høj kvalitet, men at gøre forskning til et konkurrenceområde gennem øget konkurrence om forskningsmidler, herunder konkurrence om basismidlerne og konkurrence om at være en højt profileret forsker. Herved skabtes Milena Penkowa-fænomenet.

Jamen, konkurrence skaber et incitament for kvalitet, vil nogen sige. Og konkurrencen rummer en reguleringsmekanisme, vil de samme sige. Men her er fejltagelserne, for hvad er det egentlig, konkurrence-strategien optimerer?

  1. Konkurrencen foregår i et kort perspektiv, mens mange områder kræver en udvikling, hvor man ser på et langt perspektiv. Det gælder bl.a. forskning, kollektiv trafik – og børns opvækst. Det er langt fra sikkert, at den kortsigtede optimering, der vinder konkurrencen, også er en optimering på langt sigt. Hvis vi giver børn karakterer i skolen på tidlige klassetrin, får vi hurtigt skabt vindere og tabere. Men hvad skal der ske med vinderne og taberne senere?
  2. Konkurrencen har ikke som sit vigtigste mål at skabe kvalitet, men simpelthen at vinde konkurrencen. Hvis vi fordeler basismidler til forskning efter et konkurrenceprincip, får vi hurtigt skabt forskel på universiteterne. Men skaber vi dermed forskning af høj kvalitet, eller skaber vi simpelthen mere konkurrenceorienterede forskere?

Sammen med konkurrencen kommer nødvendigheden af kontrol, for man skal jo kunne finde frem til, hvordan deltagerne er placeret. Hele dokumentationshelvedet inden for det offentlige har sin oprindelse her.

Jeg kunne godt tænke mig, at der var politikere i den igangværende valgkamp, der turde deltage i et opgør med konkurrencesamfundet, der turde sige at konkurrence i sig selv ikke er en strategi til løsning af alle problemer, turde sige at konkurrencen skaber vindere, men også en masse tabere og turde formulere et krav om kvalitet, der ikke handler om konkurrence eller overvågning. Det bliver ikke den nuværende regering, der starter opgøret. Men vil oppositionen?