CONCUR 2011

I denne uge er jeg til konference i Aachen i Tyskland. Det er 22nd International Conference on Concurrency Theory, også kendt som bare CONCUR 2011. CONCUR 2011 holdes sammen med en anden konference, der hedder QEST’11 og en hel masse mindre workshops. I går holdt jeg mit foredrag om den artikel, jeg havde fået optaget, og i morgen holder jeg et indbudt foredrag ved 4th International “Logics, Agents, and Mobility” Workshop (LAM 2011). Starten af semesteret er ikke det bedste tidspunkt at være af sted på, og det er jeg ikke ene om at føle. Mange af os, der er her, er universitetslærere, der også skal være til stede ved studiestarten. Nogle gange kan det også være en udfordring at passe rejserne ind i det liv, man ellers lever.

Foredragenes kvalitet er som altid varierende. Min erfaring siger mig, at der er to slags foredrag, man ender med at huske:

  1. De rigtig vellykkede foredrag om spændende emner. Dem er der heldigvis nogle stykker af. Rachid Guerraoui fra EFPL i Lausanne holdt et spændende indbudt foredrag om distribuerede algoritmer, der handlede om hvordan deltagerne i en distribueret beregning (her: en udgave af Erastothenes’ si) kunne etablere konsensus undervejs. Her var det foredragsholderen, der holdt foredraget levende ved at stille gode undre-spørgsmål til tilhørerne undervejs.
  2. De slatne foredrag om spændende emner. Dem er der desværre altid også nogle stykker af. Der er intet så ærgerligt som at opleve en foredragsholder sejle sin egen entusiasme i sænk ved at fortabe sig detaljer, planlægge sin tid dårligt, mumle ind i/ forbi mikrofonen eller overlæsse foredraget med detaljer, ingen alligevel vil kunne nå at fange. Selv distingverede personer begår disse fejl, og nu er de så distingverede, at ingen tør fortælle dem, hvor galt det er fat. Jeg skal nok lade være med at nævne nogen navne her.

En konference og de tilhørende workshops er meget andet end at lytte til foredrag. Alle samtalerne med kolleger langvejs fra er i virkeligheden det, der giver mest. I de sammenhænge får man for alvor lov til at koncentrere sig om at være forsker for en stund.

Og så er der også det sociale samvær, herunder glæden ved at gense gamle kolleger og venner og høre om alt det, der er sket i deres liv. Nogle af os var ude at spise om aftenen, og her kunne Björn Victor fra Uppsala supplere mine minder om Verdens Dårligste Foredrag fra dengang i Göteborg i efteråret 1991. Det grinede vi meget af den aften i Aachen, 20 år senere. Manden bag Verdens Dårligste Foredrag er forresten professor i Norge i dag – og yderst distingveret.

Det var forresten også Björn Victor, der var så venlig at minde mig om at Moshe Vardis observationer om kvaliteten af præsentationer faktisk blev gjort ved LICS (Logic in Computer Science) 2009, hvor jeg også var med. Min hukommelse er tydeligvis ikke, hvad den har været på dette punkt.

(Visited 23 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar