Hvad gør os frie?

20110910-081020.jpg

Her på bloggen har jeg skrevet om hvordan positivt ladede begreber bliver forsøgt kapret og givet en ny mening og hvordan dele af menneskerettighederne bliver isoleret og forsøgt kapret. Det klassiske eksempel er ytringsfrihed. Idehistoriker Mikkel Thorup har en interessant kronik i Information i dag om netop dette. Hans nøglecitat er:

Danskhed bliver med andre ord en ressource i en usikker verden; en kulturel ressource imod den såkaldt multikulturelle eller endda muslimske trussel. En økonomisk ressource, idet danskere angiveligt kan noget qua deres autoritetskritik, frigjorthed og kreativitet, som vil tjene os i den globale konkurrence. Danske og universelle værdier er gledet sammen. Eller rettere: Universelle værdier fra oplysningstraditionen præsenteres nu som danske værdier.

Det er kønnenes ligestilling og seksuelle minoriteters rettigheder; det er kunstens autonomi, ytringsfrihed og ret til latterliggørelse; det er adskillelse af religion og politik; det er tolerance og frisind; det er demokrati og autoritetskritik; det er forbud mod at banke børn og koner derhjemme; det er med ét ord: frigørelse, der hyldes.

Det pudsige er, at frigørelse er et ord, som både højre- og venstrefløj ellers tidligere var enige om, at de venstreorienterede havde patent på: De venstreorienterede, fordi de mente, frigørelse var frigørelse fra alt det højreorienterede. De højreorienterede, fordi de egentlig var enige, men bare så frigørelse som et angreb på alt det, de satte pris på. Nu betyder frigørelse ikke kritik af, men bekræftelse af det bestående; ikke en forandring, men en bevaring af og et forsvar for det bestående.