Dagen derpå

Om lidt er det tid at være seriøs igen. Men i går fik følelserne frit løb derhjemme til sidst på aftenen, mens der var tændt for valgudsendelsen. De sidste 10 år i dansk politik har været én lang, grim oplevelse. Det var mistænkeliggørelsen af de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne, det var hetzen mod etniske mindretal og herboende udlændinge, det var krig og kynisme og ragen til sig og ligegyldighed over for menneskerettighederne, der er det bedste, vi har, og miljøet, der er det eneste, vi har. Jeg selv, der vel kan klare mig under en vilkårlig regering (jeg har i al fald stadig mit job) fik oplevet universitetsloven af 2003 og bevægelsen fra forskning til faktura. Men i går aftes, da 99,8 procent af stemmerne var talt op og Johanne Schmidt-Nielsen holdt sin tale (en god og retorisk vellykket tale var det, og den handlede om det vigtige i politik – at ændre på det, der er forkert i samfundet), opdagede jeg at tårerne kom frem. Det er sentimentalt og muligvis lidt plat, det ved jeg – men jeg var lettet. Nu bliver det anderledes. Det skal det blive.

Allerede nu er det hverdag igen. Valgplakaterne hænger falmede tilbage på Limfjordsbroens opkørsel. Her er mine håb til den kommende tid:

  1. At der kommer fokus på en positiv tilgang til at ændre samfundet og på menneskeværd. Efter den borgerlige regerings tiltræden i 2001 begyndte det nu berygtede opgør med “eksperter og smagsdommere” og en hetz-agtig “værdipolitik”. I Jyllands-Posten hoverede læserbreve og kommentatorer om kap i lang tid bagefter. Den slags må ikke ske igen med modsat fortegn. Det eneste, der er værre end en dårlig taber, er en dårlig vinder.
  2. At det hele ikke kommer til at handle om middelklassen, boligpakker osv. De arbejdsløse, de syge, kontanthjælpsmodtagerne, flygtningene og de andre danskere, der befinder sig i en svær situation, skal have et værdigt liv. Alle her er en af os.
  3. At de, der har tænkt over valget og deltaget i det, nu viser et godt eksempel uanset hvad de stemte. Vi kan være uenige politisk, men vi skal også leve videre sammen her i hverdagen.
  4. At Dansk Folkeparti får den indflydelse, som partiets politiske dagsorden fortjener, dvs. slet ingen.
(Visited 20 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “Dagen derpå”

  1. … I dag stod det klart for mig at det – også for de vindende partier – er i dag valgkampen til næste valg starter — Det er nu vi skal gøre den forskel… I går stemte vi for at få plads og lov…

    God arbejdslyst til alle

    Gitte

  2. Jeg har opdaget, hvor ufatteligt megen negativ energi, jeg har haft bundet af 10 år ved VCO-regeringen. Det var 10 års frustration og afmagt over en politik, der er så fjernt fra mine idealer, som tænkes kan. Min lettelse over at det hele er ændret bevæger mig stadig, her i dag.

Skriv et svar