Tiger, Tiger

Jeg har netop læst Tiger, Tiger af Margaux Fragoso. Bogen, der kom tidligere i år, er hendes debut, og den er på mange måder rystende læsning. Margaux Fragoso er fra USA og voksede op i Union City i New Jersey, ikke så langt fra New York. Hendes mor er psykisk syg og ryger ind og ud af hospitaler, hendes far drikker for meget og er voldelig – så alle er glade, da Margaux i en alder af 7 begynder at tilbringe megen tid hos parret Inés og Peter, der har et farverigt hjem med mange dyr og plejebørn, der kommer og går. Peter er pædofil, og snart er Margaux blevet fanget i et tæt spind af seksuelt misbrug og psykisk afhængighed. Efterhånden mister Margaux sine venner og bliver holdt udenfor i skolen. Til sidst er Peter for gammel og svag til at gennemføre de seksuelle handlinger, men hans omklamring fortsætter ufortrødent, mens forholdet bliver mere og mere voldeligt. Et tegn på omklamringen er at Peter i en alder af 60 prøver at følge med i Margauxs interesse for rockmusik; men det er som om noget ændrer sig i hende, da hun opdager Nirvana og begynder at identificere sig med Kurt Cobain og hans skæbne. Det er dog først, da Peter begår selvmord 15 år senere, kan Margaux begynde at tage opgøret med de spildte år. Opgøret er svært, for hun har følt, at hun elskede ham og at han elskede hende.

Det er svært ikke at blive mindet om Kristian Ditlev Jensens debut, Det bliver sagt, fra 2001. I begge disse erindringer mærker man, hvordan den pædofile går bevidst efter de mest udsatte børn, dem der har brug for kærlighed og tryghed, dem med de fraværende forældre som er fyldt op af egne bekymringer. I begge bøger får man en fornemmelse af at omverdenen lukker øjnene for det, der sker. Og i begge bøger får man et portræt af den pædofiles stærkt ubehagelige, sammensatte personlighed, der på den ene side er egoistisk og ligeglad med barnet som barn, på den anden side sætter alt ind på at skabe og fastholde en afhængighed. Det ekstra aspekt i Tiger, Tiger er beskrivelsen af hvordan det er at vokse op med en mor, der er psykisk syg. Til allersidst, i bogens efterskrift, får vi at vide, at Margaux Fragosos mor og hendes tvillingesøster også var blevet seksuelt misbrugt i deres barndom, og at dette måske er årsagen til at moderen blev psykisk syg.

Jeg kommer uvilkårligt også til at tænke på Emma Donoghues roman Room, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Også Room handler som bekendt om seksuelt misbrug og en tilfangetagelse, der her er helt bogstavelig. Den roman har en fortæller, der stadig er barn, mens Tiger, Tiger er skrevet fra den voksnes perspektiv. Sådan ender erindringer vel ofte med at være, og vi må ikke glemme det: Margaux Fragosos bog er netop ikke en roman, men litteraturens rekonstruktion af det skete.

De seksuelle passager i bogen er ubehagelig læsning, og fortællingen er knugende i sin voldsomme helhed. Jeg kan dog ikke sige andet end at Margaux Fragoso skriver godt; hun har faktisk en PhD i litteraturstudier og har skrevet digte og fiktion. Dette er en forfatters beretning. Ligesom Det bliver sagt kan Tiger, Tiger derfor sagtens blive læst som en roman, men den er selvfølgelig alt andet end dét. Jeg ved, at nogle anmeldere er utilfredse med bogens løse ender – men her tror jeg netop, at de glemmer at bogen netop ikke er fiktion. Det virkelige liv har en masse løse ender.

Tiger, Tiger kan fås som Penguin-bog og er i år også kommet på dansk på Gads Forlag under titlen Kun hvis du har lyst. Den er værd at læse.

(Visited 109 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar