At være der og ikke være der

De to morsomste film, jeg kender, er begge amerikanske. Der findes et hav af film fra Hollywood, der forsøger at være morsomme, men slet ikke lykkes med at være det – ligesom der findes et lige så stort hav af gyserfilm, der ikke er uhyggelige. Der er sikkert ikke noget så svært som at lave en vellykket genrefilm.

Og hvad er det så for to film, jeg synes er så morsomme? Den ene er Hal Ashbys Being There med Peter Sellers og Shirley MacLaine. Handlingen er enkel: En rig mand i Washington D.C. har en gartner, der aldrig forlader huset, er analfabet og tilbringer sine ledige stunder med at se sæbeoperaer. Da den rige mand dør, bliver gartneren sat på gaden. Han bliver samlet op af en rig politikerfrue og herefter begynder den naive, helt uvidende mands odyssé ind i magtens korridorer.

Dette er nok en af de bedste film med Peter Sellers – og den er desværre samtidig en af de de sidste, han nåede at lave. Samtidig er den ukarakteristisk for hans produktion. Alt for mange skuespillere i filmkomedier tror, de bliver ekstra morsomme ved at overspille. I denne film underspiller Peter Sellers konsekvent, og det går perfekt i spænd med Hal Ashbys instruktion.

Den anden film, jeg synes er rigtig morsom er Harold Ramis’ Groundhog Day med Bill Murray og Andie MacDowell. Også her kommer humoren frem i forsøget på at møde en ukendt, ny hverdag, og igen lykkes det den mandlige hovedrolleindehaver at tøjle sig selv og underspille. Bill Murray er heldigvis stadig i live og har lavet gode film siden, bl.a. Lost in Translation.

Disse to film sætter i virkeligheden fokus på komediegenrens problem – der er en hel masse komik, men alt for lidt humor. Komik er som regel overtydelig i sin kalden på grinet, mens humor kan være subtil og sætte tanker og følelser i gang.

Skal jeg nævne en tredje film, jeg også finde morsom, er det forresten også en film med Peter Sellers på rollelisten, nemlig Dr. Strangelove. Men mere om den en anden gang.