Elektricitet er et mysterium!

Et af de underligste og mest forstemmende fænomener, jeg kender, er kreationisme. I USA er kreationismen som bekendt uhyggeligt indflydelsesrig. Ikke helt få ledende politikere derovre har bekendt sig til denne tilsidesættelse af naturvidenskabelig erkendelse. Der findes et stort udvalg af kreationistiske lærebøger, som gør det muligt for børn i kristne skoler helt at undgå at stifte bekendtskab med sædvanlig naturvidenskab. Ovenfor er vist en side fra en bog for 4. klasse i det, der vel svarer til “natur og teknik”. Man skulle tro, at der var tale om en parodi, men det er det desværre ikke. Så jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde.

Kreationismen kan iklæde sig flotte matematiske gevandter (især såkaldt “intelligent design” gør en dyd ud af det), men neden under kreationismen ligger altid dogmet “Appel til uvidenhed”, og det lyder

Her er et fænomen, som jeg ikke kan forklare. Derfor kan ingen andre forklare det. Derfor vil fænomenet aldrig kunne forklares. Og derfor må der ligge en højere magt bag. I bedste fald er andre forklaringer teorier, og man kan ikke udtale sig om sandhedsværdien af en teori.

Lærebogssiden ovenfor er én stor appel til uvidenhed. Et andet eksempel er et kapitel om Månen  fra en anden tilsvarende bog (tilgængelig fra forlagets websted) – her handler kapitlet mest om at forklare, hvorfor vi intet ved om Månens oprindelse, ved at betvivle eksisterende forklaringer. Ja, der findes teorier om at Månen kommer fra samme protoplanet som dannede Jorden ved solsystemets fødsel, men det er “bare en teori” – så vi ved intet.

Naturvidenskab er det stik modsatte af denne let organiserede uvidenhed. I sit ideal handler naturvidenskab om at mindske uvidenhed og om at være intersubjektiv – en videnskabelig teori skal kunne undersøges uafhængigt af f.eks. religiøse anskuelser og en videnskabelig teori skal kunne falsificeres. Kreationistiske forklaringer om guddommelig indgriben vil aldrig kunne falsificeres.

Kreationismens holdning om at der kun er teorier er tilsyneladende et tolerant syn på naturvidenskab, men reelt er den det stik modsatte. Når alle forklaringer er lige gyldige, bliver de nemlig også ligegyldige. Og det ubehagelige spørgsmål er nu uvægerligt dette: Hvorfor skal man så netop undervise i kreationistisk “videnskab”, hvis det hele alligevel bare er “teorier”, der ikke kan underbygges eller falsificeres? Hvorfor overhovedet bedrive naturvidenskab, hvis vi ikke kan opnå viden?

Et helt oplagt svar er selvfølgelig: Anvendelserne af naturvidenskabens resultater i teknologi, for de er med til at legitimere naturvidenskaben på bedste vis. Jeg tvivler på at f.eks. solceller, der producerer elektricitet, er opfundet af en kreationist.

Jeg skal her til sidst huske at gøre to vigtige forbehold:

Her er det første. Kreationismen er slet ikke en kristen specialitet. Der findes også muslimske kreationister (f.eks. den indflydelsesrige tyrker der kalder sig Harun Yahya) og hinduistiske kreationister (bl.a. Hare Krishna’erne er kreationister), men interessant nok ikke ret mange jøder, der er kreationister – interessant, når man tænker på hvordan kristendom og islam bygger videre på jødedommen.

Og her er det andet. Der findes (gudskelov, om jeg så må sige) faktisk også mange mennesker, der ikke er kreationister, selv om de bekender sig til en religion. Ja, faktisk findes der dygtige anti-kreationistiske, men religiøse videnskabsfolk (et eksempel er den amerikanske palæontolog Robert Bakker). Dette viser da også netop, at naturvidenskabens ideal om intersubjektivitet og uafhængighed af anskuelser er det rigtige at stræbe efter.

Af jord er vi kommet

Nu kommer der er rigtig showstopper her på bloggen. Ingen har lyst til at tænke på døden, heller ikke jeg. Jeg har halvt i spøg ofte sagt, at jeg vil brændes, hvis jeg dør. Alle håber vi, at livets afslutning er blevet afskaffet, når vi en dag når dertil.

Men en dag er der ikke mere tid, og snart er der heller ikke mere plads. I Storbritannien (eller i al fald i England) er de allerede ved at løbe tør. Gravpladser fylder en hel masse, og også urner skal være et sted. Der findes i hvert fald to økologiske alternativer:

  • Resomation: Man kan opløse det bløde væv i en steril (og forhåbentlig nedbrydelig) væske og si knoglestumperne fra. Væsken ledes ud i kloakken; knoglestumperne overdrages til de efterladte.
  • Promession: Man frysetørrer den døde ved nedsænkning i flydende kvælstof. Herefter kan liget let pulveriseres. Det lugtfri, sterile pulver placeres i en biologisk nedbrydelig kiste af majsstivelse og begraves. Efter 6-12 måneder er hele herligheden væk.

Når jeg tænker på disse to metoder, er der heller umiddelbart ikke nogen af dem, der appellerer til mig. Men så tænker jeg: Hvorfor ikke? Når jeg er død, har “jeg” ikke længere brug for en krop. Tilbage er alt, det min eksistens har ført med sig af efterkommere (jeg har en datter), produkter af min tankevirksomhed (jeg har f.eks. skrevet en bog) og venskaber. Der er også – ikke at forglemme – de minder, andre måtte have. På denne måde lever vi alle videre. Måske skal det være promession alligevel? Kloakken er trods alt ikke lige noget for resterne af mig.

Troy Davis

Når du læser dette, er det den 21. september 2011. Hvis ikke det bliver forhindret, vil amerikaneren Troy Davis i dag blive henrettet i delstaten Georgia. Han har siddet på dødsgangen i 20 år, dømt for mordet på politimanden Mark Allen MacPhail.

Der er aldrig fundet fysiske beviser, som forbinder Troy Davis til mordet, og sagen mod ham bygger alene på vidneudsagn. Siden dommen i 1991 har syv af anklagerens ni hovedvidner trukket deres vidneudsagn tilbage og beskyldt politi for at have fremtvunget deres første forklaringer. Amnesty International har fulgt Troy Davis’ sag tæt og opfordrer til, at delstaten Georgia stopper henrettelsen på baggrund af de manglende beviser.

“Med de usikkerheder, som eksisterer i denne sag, kan myndighederne ikke udføre denne henrettelse med god samvittighed. Selv de stærkeste fortalere for denne straf bør blive foruroligede af manglen på beviser imod Troy Davis”, siger Rob Freer, Amnesty Internationals amerikanske researcher.

Sagen har påkaldt sig internationalt opmærksomhed, og bl.a. USAs tidligere præsident Jimmy Carter (der selv er fra Georgia) og paven har appelleret om ikke at henrette Troy Davis. Henrettelsesdatoen den 21. september er den fjerde dato, som Troy Davis modtager indenfor de sidste fire år. I 2007 var Davis mindre end 24 timer fra at blive henrettet, indtil henrettelsen blev udskudt.

Det er mig en gåde, at et land, der kalder sig demokratisk, fortsat kan have dødsstraf.

Følg dette link til Amnesty Internationals aktion og vær med til at gøre noget, inden det er for sent.