Af jord er vi kommet

Nu kommer der er rigtig showstopper her på bloggen. Ingen har lyst til at tænke på døden, heller ikke jeg. Jeg har halvt i spøg ofte sagt, at jeg vil brændes, hvis jeg dør. Alle håber vi, at livets afslutning er blevet afskaffet, når vi en dag når dertil.

Men en dag er der ikke mere tid, og snart er der heller ikke mere plads. I Storbritannien (eller i al fald i England) er de allerede ved at løbe tør. Gravpladser fylder en hel masse, og også urner skal være et sted. Der findes i hvert fald to økologiske alternativer:

  • Resomation: Man kan opløse det bløde væv i en steril (og forhåbentlig nedbrydelig) væske og si knoglestumperne fra. Væsken ledes ud i kloakken; knoglestumperne overdrages til de efterladte.
  • Promession: Man frysetørrer den døde ved nedsænkning i flydende kvælstof. Herefter kan liget let pulveriseres. Det lugtfri, sterile pulver placeres i en biologisk nedbrydelig kiste af majsstivelse og begraves. Efter 6-12 måneder er hele herligheden væk.

Når jeg tænker på disse to metoder, er der heller umiddelbart ikke nogen af dem, der appellerer til mig. Men så tænker jeg: Hvorfor ikke? Når jeg er død, har “jeg” ikke længere brug for en krop. Tilbage er alt, det min eksistens har ført med sig af efterkommere (jeg har en datter), produkter af min tankevirksomhed (jeg har f.eks. skrevet en bog) og venskaber. Der er også – ikke at forglemme – de minder, andre måtte have. På denne måde lever vi alle videre. Måske skal det være promession alligevel? Kloakken er trods alt ikke lige noget for resterne af mig.

(Visited 137 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar