42 procent og på skateboard

20110924-091119.jpg

Kvinden på skateboard hedder Maria Klawe, og hun er præsident for Harvey Mudd College, der er et kendt “liberal arts college” i USA. Et “liberal arts college” er en videregående uddannelsesinstitution, der er forskningsbaseret og uddanner op til bachelor-niveau. Nogle af dem har høj anseelse i universitetsverdenen derovre, og Harvey Mudd College er blandt dem.

I en ny artikel kan Business Week berette, at der nu på Harvey Mudd College er 42 procent af de datalogistuderende, der er kvinder – i ikke ringe grad takket være en stor indsats fra Maria Klawe, der oprindelig er fra Canada, oprindelig var matematiker, skiftede karriere til datalogi og siden har gendesignet datalogiuddannelserne ved University of British Columbia.

Hvad er det, der har medført skiftet? Artiklen giver ikke noget klart svar, men peger på at der er sket en ændring i det introducerende programmeringskursus, alle skal tage – man er gået væk fra Java og over til Python. Om dette var årsagen, ved jeg ikke.

Men der er to ting, jeg spekulerer på. For det første om ikke der er bedre begyndersprog end de C-agtige sprog, alle datalogi- og softwarestuderende nu møder. Jeg underviste engang i Standard ML på første semester, og det var et sprog mange undrede sig over først. Men ét aspekt har det til fælles med Python – det fremstår ikke så maskinnært, som Java og andre C-agtige sprog har det med at gøre.

For det andet spekulerer jeg på, om det nu egentlig altid er så god en idé at lave de næsten monolotiske datalogi-uddannelser, vi nu har. Ja, det er vel min egen skyld – jeg har trods alt selv været med til at skrive studieordningerne. Men det er ofte ved tofags-uddannelserne, vi har fået kvindelige studerende på datalogi. De skulle vælge et andet fag ved siden af (typisk) matematik, og datalogi lå både geografisk og emnemæssigt lige for. Også en mand som undertegnede er havnet i datalogi ad denne vej. Denne type valg ligner dem, studerende ved amerikanske “liberal arts colleges” træffer – valget kommer efterhånden, ikke fra første dag.

Nu er tofagskandidater imidlertid en velbevaret hemmelighed, som der ikke bliver gjort meget for. Kunne man mon ændre dette?