Det umulige forår?

I går var jeg i København, inviteret af Danske Studerendes Fællesråd (DSF) til at tale om kvalitet i universitetsundervisning. Jeg havde aldrig besøgt deres lokaler før – og så alligevel næsten. Da jeg kom hen til bygningen, vajede det palæstinensiske flag der. H.C. Andersens Boulevard 51 huser nemlig også det palæstinensiske selvstyres repræsentation på 1. sal, hvor DSF holder til i stuen. Tilbage i 2006 var jeg gæst hos den daværende repræsentant Maie Sarraf, da jeg afleverede underskrifter i forbindelse med en underskriftsindsamling, jeg havde organiseret. Den bragte mig en meget kortvarig medieomtale og sikrede mig nogle lidt overraskende omtaler i Aalborg Universitets VBN-database. Jeg husker især besøget hos Maie Sarraf; jeg fik en god samtale om hende om hele den mildt sagt uldne situation i Palæstina (der her blev set i lyset af den dengang sørgeligt aktuelle karikaturkrise), også selv om jeg havde fået et tv-hold på slæb.

Det har altid været garant for en dårlig stemning, hvis man er begyndt at diskutere Israel/Palæstina-konflikten. Der er en masse stærke følelser, en hel del nationalisme på begge sider og nogle temmelig ekstreme holdninger iblandt. Både Israel og Palæstina er for tiden præget af religiøse politikere med sådanne holdninger, så lige nu ligner det mere en blindgyde end nogensinde før.

Det eneste, jeg selv ved, er at en løsning på konflikten skal være en, hvor ingen af parterne føler, at de taber. Ingen af dem kan få imødekommet alle deres krav, da de er indbyrdes modstridende, men der er heller ikke nogen, der må se sig besejret – for så vil konflikten bare rase videre. Det i sig selv er en enorm udfordring.

Samtidig har det længe været åbenlyst for mig, at konflikten er asymmetrisk af natur. Ganske vist bliver israelerne også ind imellem truet af selvmordsbombemænd og raketter, men Israel er en militærmagt med opbakning fra bl.a. USA. Derimod er palæstinenserne hele tiden udsat for systematisk diskrimination og menneskerettighedskrænkelser, og deres internationale status er dertil uafklaret. Alene den såkaldte sikkerhedsmur, der skærer sig vej ned gennem den besatte Vestbred og er med til at komplicere mange palæstinenseres hverdag til noget nær en umulig eksistens, giver mig stor grund til bekymring. I det israelske dagblad Haaretz kan man læse, hvad den polske sociolog Zygmunt Bauman, der har jødisk baggrund, har at sige om muren; det er endog særdeles kritisk.

I dagens udgave af Information har Rune Lykkeberg en særdeles velskrevet kommentar til situationen omkring Palæstina, der igen er aktuel med bestræbelserne på at få Palæstina anerkendt som stat i FN, og i samme udgave har den svenske journalist Göran Rosenberg, der ofte har beskæftiget sig med Israel/Palæstina-konflikten, en interessant artikel om hvordan magtpositionerne i Mellemøsten er ved at ændre sig. Lykkebergs gode spørgsmål er tilsyneladende retorisk, men det fortjener at blive stillet:

Det arabiske forår handler om folk, der kræver selvbestemmelse og suverænitet. Hvorfor er det krav en skandale, når det kommer fra Palæstina?

(P.S. Jeg vil gerne skrive om kvalitet i universitetsundervisningen, bare ikke lige nu.)