Det omrejsende publikationscirkus

I datalogi er det i høj grad konferencerne, der tæller. Mange artikler bliver kun publiceret her. For nogle uger siden skrev jeg om en artikel, jeg havde med til CONCUR 2011-konferencen i Aachen. Det var også en af de artikler, det tog tid at få publiceret. Jeg sendte artiklen ind til en konference i sommeren 2010. Her blev den afvist – bedømmerne syntes ikke, den var spændende nok, og præsentationen var de utilfreds med. Så det gjorde jeg noget ved. Næste forsøg var en konference med deadline i oktober. Klart bedre bedømmelser, men igen blev det en afvisning. Det lykkedes i tredje forsøg.

Mange konferencer afstemmer deres deadlines efter hinanden, så man kan sende ind til næste konference, når man har fået sin afvisning fra den foregående. Mange konferencer har lave acceptrater på kun lidt over 10%, så de allerfleste artikler, der sendes ind, kommer ingen steder hen. På tidsskriftssiden kan det tage årevis, inden en artikel (hvis den bliver optaget) bliver publiceret – det var rigtig slemt for et årti siden, men det er stadig ikke helt godt. Af og til synes jeg, der er tale om et omrejsende cirkus, hvor et stort antal artister hele tiden prøver at få lov til at komme i manegen.

Hvorfor findes der overhovedet videnskabelige publikationer? Bertrand Meyer, der er professor på ETH i Zürich, har et indlæg om det i Communications of the ACM. Han peger på fire typiske bevæggrunde:

  1. Publikationer som PR, hvor man gør opmærksom på sig selv og sine resultater. Men den slags er meget let nu om dage og er langt fra den vigtigste grund.
  2. Publikationer som eksamen. En akademisk karriere er i vore dage helt afhængig af hvor mange og hvor gode publikationer man har. Det er ikke nok at skrive artiklen, den skal også udvælges. Mange forskere er så stolte over at have fået artikler optaget til konferencer optaget med lav acceptrate, at de nævner det igen og igen. (I den forskningsevaluering, der har været på mit institut, dukker denne slet skjulte stolthed da også op!)
  3. Publikationer som forretning. Konferencer skal løbe rundt økonomisk for arrangørerne, og de, der har bidrag med, skal betale for at deltage. Nogle konferencer, men langt fra alle, kan give overskud. Omvendt skal forfatterne ud for at søge om midler til deltagelse – rejse, overnatning og ikke mindst gebyrer.
  4. Publikationer om ritual. De mest banebrydende bidrag følger tit ikke en gængs skabelon, men de fleste “almindelige” artikler er endt med at gøre det. Meyer nævner her afsnittet om “relateret arbejde”. Hvor mange andre end artiklens bedømmere er egentlig så interesseret i dette? (Nej, jeg ved det heller ikke. I artikler, der er tæt på mig selv, er det ikke noget jeg bruger ret megen tid på at læse.)

Og hvad kan vi så gøre ved det omrejsende cirkus? Bertrand Meyer ved det ikke, og jeg gør for så vidt heller ikke. I et andet indlæg (også i Communications of the ACM) foreslår Dan Wallach, der er adjunkt i USA, en helt anden, centraliseret publikationsmodel der skal kunne sikre, at alle resultater bliver tilgængelige, men dog bliver bedømt. Her skulle der være et centraliseret arkiv, som alle kunne tilgå og bruge som udgangspunkt for bedømmelser. Som Wallach selv påpeger, står og falder denne idé med bevæggrund 3 ovenfor – organisationer som ACM og IEEE har sikkert ikke lyst til at give slip på noget, de til dels ernærer sig af.

Det interessante er i al fald, som Bertrand Meyer undervejs påpeger, at de 4 grunde ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med de grunde, den enkelte måtte have for at publicere. Her kan jeg passende starte med (eller rettere slutte af med) at betragte mig selv. Jeg vil simpelthen gerne have at andre læser, hvad jeg har fundet frem til, og jeg holder af at høre andres kvalificerede meninger om det og få ny inspiration. Hvor jeg selv sidder, er det desværre temmelig begrænset, hvor gode mulighederne er for det. Hvis vi gerne vil sikre os, at alt kan blive læst, er Wallachs idé måske værd at tænke over.