Alting og ingen ting

I dag er der en artikel i Information om hvordan revolutionen er gået af mode. Men er den nu det? Det tror jeg bestemt ikke, den er. Og nej, jeg går slet ikke ind for væbnet revolution, for jeg er som hovedregel modstander af vold som middel til konfliktløsning.

Men hvis vi med ordet revolution mener en pludselig, ublodig forandring af et lands strukturer og styreform, der skyldes protester fra en stor gruppe i befolkningen, da tror jeg, at mange mennesker vil kunne forestille sig en sådan revolution. I vores egen verdensdel har der været fredelige revolutioner i min levetid – her tænker jeg på begivenhederne i Tyskland (i det gamle DDR) og det daværende Tjekkoslovakiet tilbage i 1989, der gjorde en ende på mange års diktatur. Og lige syd for Europa har der i år været tilsvarende pludselige forandringer i Tunesien og Egypten, som heller ikke var væbnede oprør. Det var i alle tilfælde langvarige, fredelige protester fra en stor del af befolkningen, der bragte diktaturerne til fald.

Ved CONCUR 2011 i Aachen genså jeg min gamle studiekammerat og kollega Anna Ingólfsdottir, der nu er professor i Reykjavik. Da jeg snakkede med Anna, gik det for alvor op for mig, at der inden for de seneste par år her i Norden er sket noget, der lever op til ovenstående definition på en revolution. Her tænker jeg på begivenhederne i Island siden den alvorlige økonomiske krise i august 2009. Islændingene var særdeles vrede over regeringens håndtering af krisen, og de begyndte at holde åbne protestmøder og demonstrationer foran Altinget, hvor demonstranterne slog med grydeskeer på kasseroller og forlangte at regeringen skulle gå af. Til sidst gik regeringen af, og efter yderligere pres gik også direktøren for den islandske nationalbank af. I “kasserollerevolutionen” var det ikke diktatur, men urimelige økonomiske og politiske forhold, der fremkaldte protesterne og de store forandringer.

Så jeg synes, man skal passe på med at sige, at “revolution er gået af mode”. Forhåbentlig går vold af mode, men ikke forandringer af samfundet. Det er ikke nogen nem tid, de gennemlever deroppe, men min fornemmelse er, at islændingene har fået nyt mod. Det islandske eksperiment med at skrive en ny forfatning ved brug af crowdsourcing er affødt af kasserollerevolutionen, og det er en fascinerende anvendelse af informationsteknologiens muligheder. The Guardian har en spændende artikel fra juni i år om dette, som også er blevet bragt i dansk oversættelse i Information. Jeg har ofte efterlyst en revision af den danske grundlov. Måske var crowdsourcing en model?