Genhør med Graceland

Jeg har lige fået Paul Simons album Graceland i dets 25-års jubilæumsudgave for næsten ingen penge. Det er et album, jeg havde det meget blandet med engang. Til mit 5-års studenterjubilæum i 1987 (ak ja, tiden går) var der nogle af mine gamle skolekammerater, der havde det med og hørte under forberedelserne til festen. Dengang var jeg inde i en fase, hvor det godt måtte være mere dystert og alvorligt, når der skulle lyttes til musik. Simon & Garfunkel kunne jeg egentlig stadig godt lide, men Paul Simons soloværk sagde mig ikke rigtig noget. Sandt at sige fandt jeg hans soloting lidt kedelige. Og så var Graceland blevet til i samarbejde med sydafrikanske musikere, mens der var kulturel boykot af apartheidregimet i Sydafrika. Og var den afrikanske musik ikke bare en smart lydkulisse for en hvid amerikaner?

Senere samme år købte jeg så alligevel albummet på vinyl (ak ja, tiden går) og hørte det en del gange. Graceland var faktisk ikke noget skidt album, og det var vel et af de steder, min stedvise interesse for det, nogen kalder “verdensmusik”, så småt begyndte. Men som det så ofte går, fandt jeg andre albums at kaste mig over. Der var metal, elektronika, folk, country, hiphop, klassisk og en masse andre genrer, der også trak.

Mange år er gået. Apartheid er nu blevet et trist kapitel i Sydafrikas historie, og Paul Simon er blevet 70. Et nyere band som Vampire Weekend (fire vældig pæne unge hvide mænd, der ligesom Paul Simon er fra New York) trækker lange veksler på lyden fra dengang i 1986. Det var tid at besøge Graceland igen, og igen opdager jeg det: Det er faktisk ikke noget skidt album. Slet ikke. Den firserproduktion, der har hærget mange andre albums og gjort dem sværere at holde af, har været forbløffende nådig ved netop Graceland. Den afrikanske lyd virker ikke som tyveri, men som en oprigtig interesse og en ny motor for Paul Simons sangskrivning. For mandens sange fra det album – de holder. Mange tror, at Simon & Garfunkel var en sangskriverduo, men faktisk skrev de vel kun én sang sammen; resten er Paul Simons værk.

(Hvis man vil høre autentisk sydafrikansk musik, skal man selvfølgelig starte et andet sted. Et godt bud er opsamlingen The Indestructible Beat Of Soweto.)

Den gode stemnings beskyttere

20111030-133704.jpg

Min mor var altid et ordentligt menneske – og meget høflig. Alt for høflig nogle gange, syntes jeg. Jeg kan huske hvordan hun til sammenkomster kunne sidde og høre på ubehagelige og intolerante (ofte racistiske) bemærkninger og bare sidde og nikke. Bagefter kunne jeg spørge hende, hvorfor pokker hun dog ikke havde taget til genmæle.

Jeg er ikke bedre selv. Da min mor var blevet dement og havnede på plejehjem, var jeg med hende til en kaffe/samtaleaften, hvor andre demente var til stede sammen med deres pårørende. Datoen husker jeg – det var den 11. september 2001. En ældre mand (der ikke var dement; det var hans kone og hun sagde ingen ting) begyndte at tale om hvor farlige muslimerne var. Jeg spekulerede på, om dette var en chokreaktion på terrorangrebene få timer tidligere – men så begyndte samme mand at tale om bøsser og lesbiske. De var nemlig ikke bare farlige, men direkte unaturlige. Og jeg? Jeg kom med nogle spagfærdige bemærkninger og ønskede, jeg var et andet sted. Jeg kunne lige så godt have været dement også.

Og jeg har nære slægtninge der i udstrakt grad har benyttet sig af østeuropæisk arbejdskraft i forbindelse med privat byggeri (med måske tvivlsomme arbejdsforhold) og aupair-piger. Dét har jeg aldrig kommenteret.

Vi forbruger i det hele taget en masse billige varer – tøj, chokolade osv. – der ofte er fremstillet under dårlige arbejdsforhold. Det taler vi kun sjældent om.

Til gengæld husker jeg en sen aften, hvor min kone og jeg skulle hjem – den sidste bus var lige kørt, og det nævnte vi for taxichaufføren. Han fortalte så at han aldrig selv kunne finde på at køre i bus – fordi han ikke ville være sammen med somaliere og den slags. Det var heldigvis en kort tur, for min kone og jeg blev først målløse, så vrede – ingen drikkepenge, intet farvel fra os. Så det er da sket, at jeg har sagt fra. Bare lidt.

Alt dette kom jeg til at tænke på, da jeg i dag faldt over et citat af forfatteren Jamaica Kincaid:

It’s nice to know that when you sit down to enjoy a plate of strawberries, somebody got paid very little so that you could have your strawberries. It doesn’t mean the strawberries will taste different, but it’s nice to enjoy things less than we do. We enjoy things far too much, and it leads to incredible pain and suffering.

Når vi ikke engang kan få os til at udfordre hadefulde udtalelser eller åbenlyse sociale uligheder, hvor meget sværere er det så ikke at sætte spørgsmålstegn ved tilsyneladende selvfølgeligheder? Hvornår bør vi udfordre en konsensus og sige at vi faktisk ikke er enige? Vi er tit bange for at “ødelægge den gode stemning”, men hvor god var stemningen egentlig?

Selv vil jeg gerne kunne anlægge en saglig vinkel og argumentere uden at virke forurettet, men nogle gange er man nødt til at være det, der på engelsk hedder en killjoy. Jeg prøver at minde mig selv om at det ikke er de konfliktsky mennesker, der forandrer verden til det bedre.

Tilbagetoget

I dag deltog jeg i Litteraturekspressen, en idé fostret af lyrikforeningen 9000 ORD fra Aalborg i anledning af litteraturfestivalen Ord i Nord i Skørping. Sammen med en anden “hjemmedigter”, Gitte Thorhauge, læste vi vores tekster højt i lokaltoget fra Aalborg mod Skørping. Der var kun 6 passagerer i MR-toget ud over os, og heraf var én klædt ud som Herman Bang. Dieselmotorerne i MR-toget larmede som de plejer, så der var ikke andet for end at hæve stemmen. På vej ud fra Støvring så vi noget så usandsynligt som et modkørende IC4-tog. Da vi nåede Skørping og steg ud, var der en stor skare samlet på perronen – dog ikke for at tage mod undertegnede eller Gitte Thorhauge, men for at byde velkommen til Herman Bangs genfærd, der kvitterede med at læse højt af Ved vejen.

Det var mange år siden, Gitte Thorhauge og hendes mand, som jeg også fik mødt, havde været ude at køre i tog. Det er altid interessant at møde mennesker, der har et så platonisk forhold til togdriften. Selv har jeg altid været flittig togpassager, både herhjemme og i udlandet. En væsentlig årsag er sikkert, at jeg som en af de få danskere fra min generation aldrig har fået mig et kørekort. Men det tæller også, at det faktisk er mindre miljøbelastende at køre i tog – og man kan arbejde/sove/høre musik/læse undervejs, hvis togene ellers tillader det. Det gør de nemlig ikke altid mere.

Det er trist at se, hvordan togdriften herhjemme er blevet forsømt i de seneste år. For ikke så mange år siden holdt jeg helt entydigt af at køre i tog, men i dag er historien om DSB blevet en historie om overfyldte tog med defekte og uhumske toiletter, om forsinkelser og om DSBs oprustning på materielsiden, der lige nu mest består i at IC4-togsættene ruster op uden for en remise i Aarhus.

Hvis man som jeg har boet i Storbritannien sidst i 1980’erne under Maggie Thatcher, genkender man scenariet: En regering, der troede på motorveje, ikke var interesseret i kollektiv trafik og mest drømte om at få skidtet privatiseret i en tro på at man kan overlade vigtige fælles behov til fri konkurrence. Ligegyldigheden blev til en blanding af misligholdelse og arrogance, og til sidst blev British Rail splittet op i en masse selskaber og solgt til et hav af indbyrdes konkurrerende købere, så det i dag er blevet en logistisk jungle at skulle tage toget i Storbritannien.

Jeg ville ønske at den nye regering for alvor ville turde sige, at den gamle regering tog fejl og at deres bilist-centrerede strategi ikke har ført noget godt med sig. Sporene skræmmer.

Moore, Moore, Moore ?

Moshe Vardi er en israelskfødt professor ved Rice University i Texas i USA og en af de mest indflydelsesrige personer i datalogi i USA. Han havde også tid til at være med, da Institut for datalogi ved Aalborg Universitet lavede forskningsevaluering i 2007.

Det er altid værd at læse, hvad Moshe Vardu skriver. Senest har han i Communications of the ACM skrevet om Moores lov, som måske ikke længere gælder. Moores lov er ikke en naturlov, men en tendens, observeret i en artikel af Gordon E. Moore, som var en af grundlæggerne af Intel (der har lavet de kredsløb, der sidder i den computer, jeg bruger lige nu):

The complexity for minimum component costs has increased at a rate of roughly a factor of two per year… Certainly over the short term this rate can be expected to continue, if not to increase. Over the longer term, the rate of increase is a bit more uncertain, although there is no reason to believe it will not remain nearly constant for at least 10 years. That means by 1975, the number of components per integrated circuit for minimum cost will be 65,000. I believe that such a large circuit can be built on a single wafer.

Sagt på anden vis: Hvert år bliver det muligt at fordoble antallet af transistorer i produktionen af integrerede kredsløb inden for de samme omkostninger. I det enkeltlogaritmiske koordinatsystem ovenfor kan man se nogle faktiske data for processorer (hvoraf i hvert fald nogle er Intel-processorer), og det passer: væksten er tilnærmelsesvis eksponentiel. Som Vardi påpeger, er Moore’s lov i høj grad en selvopfyldende profeti – skulle man være i tvivl, så husk, hvem der opstillede “loven”!

Det er også værd at huske på at den øgede transistortæthed kun er noget værd ud fra et beregningsmæssigt synspunkt, hvis det også er muligt at udnytte den til noget. Flere transistorer giver ikke nødvendigvis hurtigere beregninger, ligesom man ikke nødvendigvis kommer hurtigere frem på vejene ved at køre i en hurtig bil.

Pointen er så nu, at væksten i transistortæthed ser ud til at være ved at gå i stå. Varmeudviklingen i processorer er simpelthen ved at blive for høj. Vardi nævner i sit indlæg en artikel af H. Esmaeilzadeh m.fl., der fremfører det argument at energiforbruget vil gøre, at der ganske vist stadig kan ske en vækst i transistortætheden, men at ikke alle transistorer vil kunne bruges samtidig. Så her er en udfordring for både computerindustrien og for videnskaben datalogi. Træerne vokser måske ikke ind i himlen.

Af en eller anden grund kom jeg, mens jeg skrev dette, til at tænke på et gammelt hit fra 1976 med Andrea True, en af disse let irriterende popsange som jeg af uvisse grunde stadig husker 35 år senere:

Andrea True er forresten også fra Texas.

Færdigheden der blev væk

Et af de store, glemte ofre for forbud mod gruppeeksamen, som man sjældent taler om, er studerendes kompetence inden for præsentation af et større fagligt emne. Før gruppeeksamen blev forbudt, begyndte en projekteksamen på Aalborg Universitet altid med en fremlæggelse, hvor gruppens medlemmer fremlagde projektets indhold. Fremlæggelsen var en interessant del af eksamen. På den ene side gav den de studerende en mulighed for at vise et overblik over projektet, der kunne få indflydelse på diskussionerne ved eksamen, og den enkelte studerende havde mulighed for at forberede et første indlæg. På den anden side kunne eksaminator og censor få dannet sig et indtryk både af gruppens samlede overblik og den enkelte studerendes niveau. Nogle gange var fremlæggelserne lidt kedelige, andre gange var de rigtig gode.

Noget af det, jeg altid kunne trøste mig med, når jeg som censor overværede studerende fra andre universiteter (her tænker jeg specielt på Aarhus og København), var at vores studerende i Aalborg var klart bedre til at lave mundtlige præsentationer. Det er en vigtig kvalifikation både rent studieteknisk og i det senere arbejdsliv at kunne holde en god fremlæggelse af fagligt stof.

Men i dag er den trøst forsvundet. Da gruppeeksamen blev forbudt, besluttede Aalborg Universitet at bibeholde fremlæggelserne, men de kunne nu ikke være del af eksamen længere. Man kan nemlig ikke holde en mundtlig eksamen, hvor flere studerende er til stede samtidig – det ville være en gruppeeksamen, og den slags er som bekendt dybt umoralsk, forkert osv. Der var ingen grund til at gøre sig umage med fremlæggelsen, for fremlæggelsen var ikke del af eksamen. Problemer, som man tidligere lugede ud tidligt i sit studium, lever nu videre på senere semestre, og Aalborg-studerende er – uagtet deres andre kvaliteter – blevet tydeligt dårligere til at holde fremlæggelser af fagligt stof.

Her tænker jeg først og fremmest på problemer med manglende struktur og grafisk fremstilling; det er svært at få studerende til at forstå, at slides ikke er noter til den talende, men et formidlingsværktøj. Men jeg tænker også på formmæssige uskønheder, og her især det af mig forhadte “bunkebryllup”, hvor alle de studerende står side om side ved tavlen og skiftes til at fremlægge. Hvorfor skal man se på de studerende, der ikke er i gang med at fremlægge?

Dette er det problem, man kalder for instrumentalisme – de studerende vil (ikke overraskende) lægge vægt på det, de ser ud til at ville blive bedømt på. At personer med så stor en didaktisk indsigt som f.eks. Helge Sander og Tina Nedergaard ikke kunne forudsige dette, er selvfølgelig en gåde.

Nu skulle gruppeeksamen så igen blive lovlig, og ligesom vi igen skal lære studerende at gå til gruppeeksamen – ingen af de nuværende studerende ved, hvad det er, andet end fra diverse ministres skræmmebilleder – således skal vi også gøre en ekstra indsats for at lære dem at lave gode fremlæggelser af fagligt stof.

Et andet, til dels urelateret problem, er at vi nu også har en masse projektvejledere, der aldrig har afholdt en gruppeeksamen. For vejledere med akademisk baggrund fra udlandet er det blevet meget fristende at afholde en projekteksamen, hvor der slet ikke bliver spurgt ind til selve projektets indhold, men kun til de faglige discipliner, der ligger til grund for projekterne. Dette får samme triste konsekvenser i form af instrumentalisering – de studerende fokuserer mindre og mindre på problemorientering og indre sammenhæng i projektet og mere og mere på isolerede faglige emner, da det så åbenlyst er dém, de primært bliver bedømt på.

John McCarthy

 

I sidste uge døde John McCarthy, der var professor på Stanford University og modtager af ACM Turing Award i 1971. Han nåede lige at fylde 84.

Som mange andre fra den første generation af dataloger var McCarthy oprindelig matematiker.

John McCarthy var med i den komité, der stod bag det meget indflydelsesrige programmeringssprog Algol 60, og senere kastede han sig over kunstig intelligens.

Selv vil dog jeg hævde, at John McCarthys suverænt vigtigste bidrag til datalogi var programmeringssproget Lisp og den idé der lå bag, nemlig at man kan programmere alene ved brug af rekursive funktioner. Man kan finde McCarthys vigtige artikel om Lisp som PDF-fil på hans websted. Konsekvenserne af Lisp er mange: lambda-kalkylens betydning for datalogi en konsekvens af McCarthys arbejde. Her tænker jeg på både lambda-kalkylens rolle i både denotationel og operationel semantik og på de funktionsorienterede sprog, der tager afsæt i McCarthys banebrydende idé. Editoren Emacs ville ikke være det samme uden Lisp – Emacs er skrevet i Lisp.

Også det fra oversætterkonstruktion velkendte begreb om spildopsamling (garbage collection), dvs. inddragelse af hukommelsesplads, der ikke skal bruges længere under en programudførelse, skyldes McCarthy og dukkede op i forbindelse med hans arbejde med Lisp.

Jeg har aldrig selv mødt John McCarthy, men han var en livlig og begavet debattør på nyhedsgrupperne på Usenet i 1990’erne. McCarthy havde (synes jeg) nogle ret specielle ideer om bæredygtighed og teknologisk udvikling; hans optimisme var lige lovlig Lomborgsk – men om ikke andet: læs hvad han skrev og tænk videre selv.

Optagelsesritualet

For nylig skrev jeg, at man kan blive optaget på datalogi- og softwareuddannelserne, selv om man er dumpet i matematik på ungdomsuddannelserne. Dette er ikke helt korrekt – og dog. En bestemt sag havde undret mig, og universitetets administration kunne oplyse følgende (citatet er passende anonymiseret):

X har opnået et gennemsnit på 3,7 i matematik A i sin adgangsgivende uddannelse (et gennemsnit af 00, 4 og 7. Selvom X har en dumpekarakter på 00, har X samlet set bestået). X var desuden tilmeldt et turbokursus i matematik A i sommer, men X fik -3 i den ene eksamen og udeblev fra den anden eksamen. X opfylder alle adgangskrav til Software.

Vi er glade for at så mange er optaget på de datalogiske uddannelser i 2011, men er vi trygge ved at optage studerende med dette niveau? Formalia er opfyldt, men fagligt må jeg indrømme, at jeg er meget utryg. Personligt glæder jeg mig ikke til at skulle undervise X i Syntaks og semantik.

En hilsen fra Kuwait

I lørdags var jeg med familien på besøg på Fyn. På vej tilbage til Odense fra besøg ved min kones forældre, der bor lidt uden for Kerteminde, ville jeg se min blog på min telefon. I stedet dukkede et billede i stil med ovenstående op. Dér sad jeg i bussen og kunne intet gøre mod en samling defacere fra Kuwait. Først her i eftermiddag er bloggen kommet oven vande igen.

Kuwait Hackers skriver på deres websted

[Kuwait Hackers] is “White Hat Hackers”
we do a lot of social activites & events in GCC
we deliver high quality of education in IT Security purpose now we are focusing on IT Security Awarenesses. and Hacking Workshops we did a lot of Hackers Workshop in Arabic & English version including “Hacking Technique” and “Hackers Tools”..etc. also [Kuwait Hackers] Organizing Hackers Conference, Hackers Awarenesses Campaign, Hackers workshop, Hackers certification and Hackers membership.

Men enten skal det med de hvide hatte tages med et gran salt eller også er det en anden gruppe, der er tale om. Tidligere i år har en gruppe ved navn “Team Kuwait Hackers” saboteret en række israelske websteder ifølge The Jerusalem Post.

Hvorfor vil nogen netop angribe min blog? Der var været et par enkelte indlæg om forhold i den arabisktalende verden. Jeg har skrevet om Palæstina, men mit indlæg var ikke ligefrem ukritisk over for Israel – tværtimod.

Selvfølgelig er der organiseret datakriminalitet, men de min fornemmelse er, at de kuwaitiske hackere gør dette, fordi de kan. I 2007 skrev Arab Times at Kuwait er det land i verden, der har den største procentvise andel af hackere. Dengang var lovgivningen mod datakriminalitet meget svag i Kuwait – faktisk knapt eksisterende. Tidligere i denne måned har der været en konference om netop sikkerhedsaspekter i Kuwait, og noget tyder på, at tingene er ved at ændre sig lidt.

Det forhindrede så ikke, at denne blog blev angrebet. Hvad var det, der skete? Jeg troede indtil tidligere i dag, at der primært var tale om et såkaldt SQL-injektionsangreb, hvor angriberne ændrede i bloggens database ved at kalde bestemte PHP-kommandoer med bestemte parametre. Noget må være blevet ændret i databasen, for jeg kunne ikke logge ind som administrator. Det kunne jeg dog let udbedre ved at rette i databasen. Men også herefter var der problemer. Min udbyder genskabte mit public_html-katalog og blogdatabase fra seneste backup – dvs. udbyderen sagde, at der faktisk ikke var sket noget med databasen! Jeg kunne i så fald have nøjedes med at geninstallere WordPress oven på den gamle database, men glæden ved at skulle gå videre med en muligvis korrumperet database var i høj grad til at overskue.

Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Udbyderens reetablering af bloggen fra backup koster mig 400 kr. Jeg gør derfor nu følgende:

  1. Sætter en masse .htaccess-filer, som kan forhindre uvedkommende adgang til PHP-scripts, der kan bruges i injektionsangreb.
  2. Ændrer administratorkontoens oplysninger.
  3. Installerer et script, der kan lave automatisk backup af bloggens database.

Og lad mig så komme i gang med at skrive igen.

Dårlige digte

20111024-135739.jpg

I går aftes var der poetry slam i Aalborg mellem hold fra Aalborg og Århus – undskyld, Aarhus. Jeg var med på Aalborg-holdet.

Poetry slam er en meget misforstået genre – både blandt dem, der ikke kender den, og blandt en del af dem, der er udøvende.

Nogle tror, at poetry slam er digtoplæsning. Det er det, men det er ikke hele sandheden. I poetry slam er fremførelsen af teksten og teksten selv en helhed. På godt dansk: dette handler om det talte ord, spoken word som man siger. Teksten skal kunne holde til at blive læst op og lyttet til. Mange digte skal man læse flere gange, en spoken word-tekst forsvinder principielt, mens den fremføres. Inger Christensens oplæsning af “Det” er et eksempel på et meget anderledes syn på fremførslen af en tekst.

André tror at poetry slam skal være morsomt, og det er vel også en opfattelse, mange af os kommer til at viderebringe. Men hvis man søger til det land, hvor poetry slam opstod, nemlig USA, opdager man at det ikke behøver at være sådan. God spoken word-lyrik kan også være gribende.

Så er der dem, der tror at poetry slam er en slags rap uden musik. I en spoken word-sammenhæng hjælper rim og rytme ofte, og mange får naturligvis
også inspiration fra hiphop – men poetry slam kan være helt rimløs (sådan er f.eks. mine egne tekster).

De sædvanlige regler blev ikke brugt i går aftes – en ændring var at man i en af runderne skulle fremføre en tekst fra det andet hold. Så her handlede det om at vælge en tekst, det andet hold får problemer med at score højt på.

Det er forbløffende nemt at skrive en halvdårlig tekst, man ikke selv er så tilfreds med, men at skrive en virkelig elendig tekst er ikke så ligetil. Det kammer nemt over i satire. Heldigvis har den norske forfatter Finn Øglænd lavet en liste med 20 tips, hvis man vil skrive et dårligt digt. Dem prøvede jeg at følge, og resultatet var da også et lavt pointtal til stakkels Jonas fra Århus – undskyld, Aarhus. Teksten skal jeg nok skåne jer for.

Og hvem vandt så? Såmænd Århus, undskyld Aarhus. På billedet ovenfor kan man se Mathias og Casper fra det vindende hold. En snæver sejr – og i det nye år går turen sydpå (og sejren nordpå, står det til os).

Efter det hele var ovre, roste et kvindeligt medlem af publikum mig for mine tekster, og rosen var jeg selvfølgelig glad for. Men hun undrede sig også over hvor alle de kvindelige poetry slammere var – og jeg måtte beskæmmet give hende ret. Dem er der ikke mange af i vores del af kongeriget. Poetry slam er ved at blive en mandeklub i Danmark, og aldersfordelingen er også skæv til den unge side. Jeg var så klart den ældste deltager i går aftes.

En diktators fald

20111021-101811.jpg

Jeg savner ikke Gaddafi, men for mig er der ingen grund til at glæde sig over hans død. For det første er der noget uheldigt i at glæde sig over at nogen er død. For det andet er det, der umiddelbart fremstår som en regulær lynchning, ikke et værdigt opgør med et grusomt og undertrykkende regime.

Der er lande, hvor man har haft et systematisk retsligt opgør med et diktatur – tæt på os er det tilfældet med Tyskland efter 2. verdenskrig og igen efter DDR-tiden, og længere væk Sydafrika efter apartheid. Her har man i hvert fald i et vist omfang taget sig af den nødvendige forsoningsproces. I ethvert diktatur er der nemlig også dem, der støttede diktaturet – måske ikke som regulære udøvere af overgreb, men i mindre målestok som f.eks. loyale funktionærer eller stikkere. Denne forsoningsproces er nu meget mere besværlig for Libyens vedkommende.

Det retslige opgør er altid sværere, når hovedpersonerne i det gamle regime ikke er til stede. Her tænker jeg på Bosnien hvor Radovan Karadzic og Ratko Mladic i mange år var væk og på Irak, hvor man har henrettet de ansvarlige. Hermed har man også gjort det nemmere at skabe uheldige myter, netop fordi der altid vil være en rest af sympati tilbage. Når udviklingen i det nye Libyen på et tidspunkt ikke går, som man gerne ville have det, vil der formodentlig være nogen, der siger, at “under Gaddafi var der orden i tingene”. Det ville være meget sværere, hvis manden var i live og bag tremmer.

Der er nogle, der er tilfredse med at Gaddafi er død. Her tænker jeg på alle dem, der i og uden for Libyen har samarbejdet med hans regime og haft økonomisk og politisk fordel af det. Det vil nu blot blive endnu sværere at få klarlagt, præcis hvad der skete her.

Endelig må det ikke glemmes, at menneskerettighederne siger, at alle har krav på en retfærdig retssag. Det gælder også dem, de vi bryder os allermindst om. Gaddafi overtrådte menneskerettighederne hele tiden, nu er det op til regeringen i det nye Libyen at gøre det modsatte og overholde dem konsekvent i opgøret med det gamle regime.