De unge mødre

Det kan være temmelig nedslående at prøve at forklare biologisk evolution til dem, der enten ikke forstår ideen eller ikke vil forstå det – og her tænker jeg på kreationister. “Jamen, ingen har jo observeret igangværende evolution”, siger de. Og så fortsætter de ellers med at så tvivl om fossilhistoriens pålidelighed. Problemet er selvfølgelig, at evolutionsprocessen ofte sker så utroligt langsomt. Men resultater fra Canada peger på et nyt eksempel på igangværende evolution, og det endda hos mennesker.

Undersøgelsen, der er omtalt hos Wired, ser egentlig temmelig uimponerende ud. Emmanuel Milot, der er canadisk genetiker fra Université de Quebec, har undersøgt i hvilken alder kvinder fra den lille canadiske ø Ile aux Coudres fik deres første barn. Øen er interessant, fordi den ligger ret isoleret og derfor udgør en nogenlunde veldefineret genetisk pulje. Fertilitet er interessant, fordi den er så nem at måle.

Og konklusionen? Tilsyneladende er der sket en statistisk signifikant ændring i alderen hos førstegangsfødende fra 26 år i 1800 til 22 år i 1940. Grafen ovenfor er fra denne undersøgelse. Man kan desværre ikke se, hvad enheden er langs førsteaksen – men det er formodentlig årstal.

Ændringen i alderen hos førstegangsfødende kan selvfølgelig skyldes mange forskellige faktorer – men hvis forbedret folkesundhed skulle være en faktor, skulle man forvente at børnedødeligheden også var aftaget. Det gjorde den ikke. Hvad med de kulturelle faktorer? Selvfølgelig spiller de ind – men det kan sagtens være, at det var de kulturelle faktorer, der stod for den naturlige selektion i denne sammenhæng. Dette er i al fald Emmanuel Milots påstand:

“Culture shapes the selection pressures acting on the age at first birth and the reproductive history of women in this population,” he said. “The cultural context was favoring the selection of some genes.”

Den oprindelige artikel kan ses her (kræver formodentlig abonnement, men ikke-universitetsfolk kan i al fald læse abstract).

(Visited 46 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar