Solens gyldne æbler

Jeg slipper nok ikke uden om at skrive om Steve Jobs, for jeg sidder her ved en MacBook. For mig har Apple altid først og fremmest været et firma, der lavede computere – iPod, iPhone, iPad osv. kom senere. De fleste computere, jeg har brugt, har været fra Apple. Det var en lille Macintosh Classic, der stod og lokkede nede i hjørnet, dengang jeg var studerende på 5. semester i 1984. I min studietid og i årene efter brugte jeg mest Sun-maskiner, der kørte Solaris, men der var noget hyggeligt ved de små Mac’er. Da chancen kom, bad jeg universitetet om at købe mig en Apple-computer, og herefter har jeg været igennem flere modeller, som det er lykkedes mig at overtale universitetet til at købe til mig.

Apple er objektivt set ikke bedre end andre elektronikfirmaer, og jeg er selv ret splittet. På den ene side har jeg brugt nogle gode computere fra deres hånd, og OS X har på mange måder været et godt operativsystem, der kunne forene min glæde ved Unix (fra Sun-dagene) med en brugergrænseflade, der gjorde mange af de lavpraktiske opgaver til at holde ud. Min gamle MacBook har fulgt mig bogstaveligt talt verden rundt og har trofast lagt ryg til mine publikationer, private skrivelser, referater osv. Min iPod (senere en iPhone) – der vel er noget nær det eneste, jeg selv har lagt penge til – har været mit vigtigste musikanlæg i snart en del år nu. Også den iPad, jeg nu har, har vist sig at være nyttig.

På den anden side har jeg det enormt skidt med produktionsforholdene, Apples produkter nu laves under. Rapporterne om arbejdernes vilkår på Foxconn-fabrikkerne i Kina taler deres tydelige sprog. Den lukkede forretningsmodel for software er en anden stor kilde til frustration for mig og mange andre. Kultdyrkelsen af Steve Jobs kan jeg også nemt være foruden. Det er klart, at Steve Jobs var dygtig til det han gjorde, men han var lige så lidt ene om at skabe Apples produkter som Christian den Fjerde var ene om at bygge Rundetårn.

Jeg kunne selvfølgelig bare bede om et andet computermærke næste gang; problemet er at de vel egentlig ikke er bedre end Apple. Elektronikindustrien er sin egen akilleshæl; som alle andre brancher har den ingen etik ud over at maksimere profitten.  Det er her, det største problem er. Måske er det svært at starte forfra i en garage med nye og etiske mål for en reformeret computerbranche, men det skulle være en fælles opgave for os som brugere at gøre netop dét – og samtidig skabe nye jobs (undskyld ordspillet).

(Visited 106 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar