Helt ned på asfalten?

Jeg er glad for, at jeg ikke var der, da der var COP15-møde i København i december 2009. Det var på alle måder en trist omgang. Forhandlingerne om en klimaaftale kuldsejlede, og lømmelpakken blev brugt til at foretage masseanholdelser af demonstranter i et hidtil uhørt omfang. I alt 944 mennesker blev anholdt.

Jeg er modstander af vold og det gælder selvfølgelig også demonstranters vold under demonstrationer. Man bringer andre menneskers liv i fare, hvis man kaster med brosten. Men antallet af anholdelser, der fandt sted, var ude af proportioner. Sidste år fik 178 af sagsøgerne da også medhold i Københavns Byret i, at de var blevet anholdt uberettiget.

Siden da har politiet anket denne dom, og politiet har oprettet en ‘COP15 Efterforskningsenhed’, der har indsamlet oplysninger om demonstranterne. Dette kan man læse i en artikel i Information, hvor demonstranternes advokater også udtaler sig.

Der er to forhold, der gør mig urolig ved denne sag. Det første er de forsøg, der gøres på at begrunde anholdelserne. I artiklen kan man læse dette:

Om en af sagsøgerne anføres det således ifølge advokaterne, at vedkommende for nogle år siden tegnede en taleboble på en Pia Kjærsgaard-valgplakat. Om en anden, at vedkommende er blevet bortvist fra Kongens Have i København, og om en tredje har politiet fundet frem til, at vedkommende fire år inden klimatopmødet har været sigtet for at deltage i et slagsmål.

Jeg tvivler stærkt på at de betjente der i løbet af kort tid anholdt tæt på tusind mennesker, under anholdelserne brugte tid på at undersøge arrestanternes fortid og begrundede anholdelserne heri. Der er næppe en betjent, der har sagt noget i stil med “Vi er nødt til at tilbageholde dig, for du er engang blevet bortvist fra Kongens Have, og derfor tror vi at du kunne finde på at…” Og hvis der havde fundet en sådan screening sted, er det underligt at også et stort antal mennesker, der ikke havde en “suspekt fortid” (bl.a. Hare Krishna-munke, norske sygeplejersker og andre,) også blev arresteret.

Et andet foruroligende eksempel er dette:

Om en hollænder har det hollandske politi oplyst, at vedkommende er ukendt i registrene. På egen hånd har COP15 Efterforskningsenheden via vedkommendes Facebook-profil fundet frem til, at vedkommende har været tilsluttet grupper, der har deltaget i »demonstrationer mod den hollandske stat og deres nedskæringer mod uddannelse«.

Det er særdeles tvivlsomt, at man næsten to år senere prøver begrunde en arrestation i et forhold, der allerede på anholdelsestidspunktet lå flere år tilbage. Det gør mig også urolig, at ikke strafbare aktiviteter på nettet kan blive inddraget. Gad vide, om dette blogindlæg en dag kan få konsekvenser for dets forfatter?

Det andet forhold, der faktisk også gør mig urolig, og som ingen nævner, er at det unægtelig ser ud som politiet bruger mange resurser på det, der vel egentlig er at undersøge (eller snarere hvidvaske) sig selv.

Når også Jacob Mchangama fra CEPOS, der næppe kan karakteriseres som en venstreorienteret ballademager, kritiserer lømmelpakken, burde alle kunne se, at der er noget alvorligt galt i hele denne sag.

Velkommen til masseuniversitetet!

Politiken har i den forgangne weekend offentliggjort resultaterne af en undersøgelse blandt universitetslærere om kvaliteten af undervisningen på universiteterne. Også jeg var med i denne undersøgelse. Herunder er nogle få af de mange citater, der også blev indhentet – og ingen af dem skyldes mig.

»Efter gymnasiereformen har vi oplevet en markant mindre abstraktionsevne, og de studerende er absolut ikke indstillet på at forberede sig derhjemme«.

»Nogle få burde ikke gå på universitetet, fordi de ikke er kvikke nok, men flere burde ikke gå der, fordi de ikke er flittige nok«.

»Det kniber med arbejdsmoralen. Det at sætte sig ned og læse, til man har forstået stoffet, er noget, de færreste kan. Er det svært, er det åndssvagt«.

»De opfatter sig ikke som studerende, men som elever, der stiller enorme krav til underviserne om service – og vi danser med, fordi vi er bange for at få klager og dårlige elevevalueringer – de studerende har sindssygt meget magt sammenlignet med før, hvor de var mere autoritetstro«.

Jeg er både enig og uenig. Har de studerende mere magt i dag, som en af mine ukendte kolleger hævder? Hvis vi med magt forstår at de studerende har indflydelse på noget væsentligt, er svaret et rungende nej. Universitetsloven af 2003 (som Venstre, Konservative og Socialdemokraterne stod bag) formindskede de studerendes indflydelse i de styrende organer betragteligt. Studenterbevægelsen opnåede store resultater for 40 siden – den dengang meget demokratiske styrelseslov og fokus på problemorientering skyldes i høj grad studenterbevægelsens indsats. Den slags ser vi bestemt ikke i dag! Men hvis vi ved magt forstår en form for kortsigtet reaktion på forhold i undervisningen, en reaktion, der i virkeligheden skyldes en kombination af afmagt og minimalisme, da er svaret vel en slags ja.

Jeg er nemlig til gengæld enig i, at de studerendes arbejdsindsats ser ud til at være for nedadgående. Her tror jeg, der skal sættes ind for alvor. Den vigtigste kvalifikation, man får med sig fra en uddannelse, er i virkeligheden at man lærer at lære nyt. Hvis man ikke bliver i stand til det, får man problemer i sit arbejdsliv. På bloggen har jeg tidligere ytret min manglende begejstring over de tendenser til minimalisme, vi ser i studentermassen. Denne tendens skyldes til dels, at vi optager langt flere studerende end før. Formodentlig skal folkeskolen og ungdomsuddannelserne også inddrages i arbejdet for at sikre en bedre arbejdsindsats, så de studerende kan lære at gøre den nødvendige indsats.

Jeg har tidligere nævnt Carol Dweck, der er psykolog ved Stanford University. I en artikel fra 1998 beskriver hun og Claudia M. Mueller resultaterne af en undersøgelse af, hvordan feedback påvirker skoleelevers læring. Dweck og Mueller inddelte 128 5. klasses-skoleelever i to grupper, der skulle løse tre sæt opgaver. Den eneste forskel bestod i hvordan eleverne fik feedback efter første opgavesæt. I én gruppe blev elever rost for at dygtige (“du er vel nok godt begavet”), i den anden for at være flittige (“du har vel nok gjort dig umage”), og i en tredje gruppe fik eleverne ingen feedback. Det viste sig, at eleverne i den midterste gruppe (“du har vel nok gjort dig umage”) opnåede den største forbedring af resultaterne i de følgende opgaveset.

I artiklens konklusion skriver Dweck og Mueller:

Well-meant praise for intelligence, which is intended to boost children’s enjoyment, persistence, and performance during achievement, does not prepare them for coping with setbacks. In fact, we have demonstrated that this type of ability feedback can undermine children’s motivation when they are later confronted with challenge. Indeed, researchers, educators, and parents alike might be well advised to borrow a guideline from the literature on criticism when they decide to praise children. That is, as with criticism, it is better to separate “the deed from the doer” by applying praise to children’s strategies and work habits rather than to any particular trait.

Dette kan tyde på, at en evaluering af arbejdsindsatsen i langt højere grad skal være en del af vores feedback som undervisere. Vi kan direkte observere arbejdsindsatsen i undervisningen; det kan vi kun (i bedste fald) indirekte ved eksamen. Karakterskalaen taler ikke om arbejdsindsats, men kun om hvor mange mangler, den studerende har i forhold til de officielle læringsmål.