Omhu eller snobberi?

20111015-171524.jpg

Hvorfor lære de aldrig hvordan man skal gører? tænker jeg uvilkårligt, når jeg ser manglende r i nutids former på udsagns ord og et r for meget i navne former, man ser også tit sammensatte navne ord der bliver skilt, og når du læser en tekst bliver det nogen gange så iriterene hvis der er mange stave fejl, tegnsætnings problemer (ofte manglene punktum) og tvivlsomme formuleringer at du stiller spørgsmålstegn ved om han kan stave og om han overhovedet ligger vægt på at rettigere en tekst inden han skal afleverer den eller ligger den ud på nettet. Hvis han så også lod være med at være så indforstået og rigtig gjort sig umage ville han virkelig gøre læseren en stor bjørnetjeneste!

Nej, nej, jeg skal nok holde op nu. En artikel i Politiken omtaler en undersøgelse af sjusk i sproget; undersøgelsen skyldes Ruben Schachtenhaufen, der er PhD-studerende på CBS. Han er i denne forbindelse citeret for følgende:

Der er så meget fokus på grammatik, men min forskning viser, at korrekte endelser ikke er særlig vigtige, når man taler, og jeg kan heller ikke se, hvorfor det skulle være det, når man skriver. Det er en slags uvedkommende intelligenstest, man propper ind i sproget – en norm, du bruger til at vise, at du har krav på at blive hørt, fordi du kan skrive korrekt. Men der ligger ikke vigtige sproglige informationer i det. Og jeg er sikker på, at vi kunne klare os med et simplere skriftsprog.

Her er jeg i tvivl. På den ene side er det uomgængeligt, at sproget forandrer sig. Jeg har selv taget nye staveformer til mig (nogle har stadig haft svært ved at forlige sig med, at jeg skriver “resurser”), og der er formodentlig ingen i dag, der ville skrive “kunde” og “vilde” i stedet for “kunne” og “ville”. Jeg er træt af de evindelige læserbrevsfejder, der handler om det nye og det gamle komma eller om nyhedsoplæseres fonetiske armod.

På den anden side bliver jeg irriteret (til tider regulært rasende), når jeg læser en tekst, der er præget af dårligt sprog – typisk i form af en blanding af klicheer, misforståede formuleringer og bestemte typer stavefejl. Her tænker jeg ikke på de fejl, som ordblinde begår – de er af en helt anden art. Hvis jeg ved, at afsenderen af en tekst er ordblind, tager jeg det roligt. Men fejl begået af ikke-ordblinde universitetsstuderende (og det er trods alt denne gruppe, jeg hyppigst læser tekster af) gør et eller andet ved mig. De første få linjer af dette indlæg er konstrueret på baggrund af typiske fejl, jeg ser i denne sammenhæng.

Hvorfor har jeg det dog sådan? Som Schachtenhaufen påpeger, forstår jeg jo ofte, hvad der står. Mit bedste argument for sproglig omhu er, at en manglende omhu skaber en form for “støj”, der går ud over budskabet. Et andet argument, jeg ofte har ført i marken, er dette: Hvis forfatteren ikke engang kan skrive korrekt på sit modersmål, hvilken tiltro skal vi da have til selve indholdet? Men dette argument har sine begrænsninger, thi de sproglige normer er kulturelt betingede. Såkaldt rigsdansk er i høj grad baseret på det sprog, der tales blandt højere samfundsklasser i hovedstadsområdet. De fleste af os tilhører trods alt ikke denne befolkningsgruppe, og heller ikke jeg. Er sproglig omhu i virkeligheden bare en slags legitimt snobberi?

Og nej, det håber jeg selvfølgelig ikke.