“Krigen mod terror” i 1990’erne

I disse dage er der fokus på hvordan S-R-SF-regeringen alligevel ikke vil foranstalte en undersøgelse af Danmarks rolle i CIAs hemmelige fangetransporter i “krigen mod terror”. Jeg har også selv skrevet om dette tidligere her på bloggen.

Måske er der tale om en modvilje, der dækker over en manglende lyst til at grave op i de danske myndigheders rolle i tidligere sager af samme slags. Så vidt jeg kan se, begynder problemerne nemlig allerede med sagen om Abu Talal fra 1995, hvor Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre var i regering.

Talat Fouad Qassem, bedre kendt som Abu Talal, var en person med ekstreme og ekstremt ubehagelige holdninger. Jeg har intet godt at sige om ham. Han deltog i den egyptiske al-Gama’a al-Islamiyaa-bevægelse, der startede karrieren med at kæmpe mod kvinders ligestilling og for at begrænse kvinders adgang til videregående uddannelser. Senere stod samme organisation bag en lang række mord på forfattere, intellektuelle og politikere i Egypten, og deres åndelige leder blev idømt livsvarigt fængsel for at bakke op om terrorplaner i USA.

I 1982 blev Abu Talal sammen med mange andre dømt for attentatet mod Anwar Sadat, men i 1989 flygtede han fra fængslet under en fangeoverførsel. 1992 flygtede Abu Talal fra Egypten, hvor han var blevet dømt til døden in absentia. 1995 fik han politisk asyl in Danmark. I 1995 rejste Abu Talal til Kroatien. Dette var det sidste, hans familie hørte fra ham. Ifølge en rapport fra Human Rights Watch fra 2005 blev Abu Talal bortført af CIA i samarbejde med de kroatiske og egyptiske efterretningstjenester og senere i al hemmelighed henrettet i Egypten. Det er ikke klart, hvilken rolle den danske efterretningstjeneste har spillet. Der har aldrig været en officiel dansk undersøgelse af dette trods pres fra bl.a. Amnesty International.

Her er tale om et tilsyneladende dilemma. Hvad gør man ved en person, der sandsynligvis har været indblandet i terrorhandlinger og måske rejser til udlandet for at planlægge nye?

Men dilemmaet er for mig at se kun tilsyneladende. “Forsvindinger” er den praksis, hvor en statsmagt eller en milits bortfører udvalgte personer. Ofte bliver de forsvundne henrettet i al hemmelighed; i andre tilfælde bliver de tilbageholdt i hemmelige fængsler. Praksis med “forsvindinger” er berygtet fra mange lande; i europæisk sammenhæng er det Hviderusland og Tyrkiet, der leverer eksemplerne, men også i Asien og Syd- og Mellemamerika har problemet været stort.

“Forsvindinger” kræver grundig planlægning. Det skal planlægges, hvordan den, der skal “forsvindes”, skal bortføres. Det skal planlægges, hvordan den “forsvundne” skal skaffes af vejen og hvordan “forsvindingen” senere skal mørkelægges.

“Forsvindinger” er en overtrædelse af menneskerettighederne, uanset hvem der begår dem og uanset hvem de rammer. En standardbegrundelse for terrorhandlinger er, at hensigten helliger midlet. Dette var tilsyneladende også tilfældet i forbindelse med “forsvindingen” af Abu Talal. Men menneskerettighederne gælder altid og for alle mennesker. Der kan ikke være undtagelser fra menneskerettighederne. Problemer med terrorisme kan og skal løses inden for rammerne af international lov og lovligt politisamarbejde landene imellem.

På mange måder er “forsvindingen” af Abu Talal starten på den praksis med renditions, der for alvor foldede sig ud i “krigen mod terror”, der blev proklameret af George W. Bush efter 11. september 2001. Ifølge CIAs daværende leder George Tenet fandt der mere end 80 renditions sted før 11. september 2001. Det amerikanske tidsskrift Mother Jones har oplysninger om 29 sådanne sager; blandt de 14 af dem, som kaldes “extraordinary renditions”, dvs. sager, hvor en tilbageholdt person sendes til et land, hvor der er overvejende sandsynlighed for at vedkommende vil blive udsat for tortur, involverede hele 12 af dem Egypten.

Danmark har i 2007 skrevet under på FNs konvention mod forsvindinger; Per Stig Møller udtalte dengang, at konventionen udfyldte et hul i international lovgivning. Men Danmark har stadig ikke tiltrådt konventionen. Først når 20 lande havde tiltrådt konventionen, kunne den træde i kraft som international lov – og det skete da Irak (et land, der selv har enorme problemer med “forsvindinger”) tiltrådte. Danmark bør tiltræde konventionen omgående. Jeg forventer ikke, at den nuværende opposition vil gøre noget for at lægge pres på for at få dette til at ske; de har haft et stort ansvar for at en forkastelig praksis ikke blev standset. Samtidig bør den nye regering undersøge Danmarks rolle i CIAs forsvindinger. Det er det eneste anstændige at gøre. Amnesty International pressede på for dette allerede i 2007.

(Visited 200 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar