En diktators fald

20111021-101811.jpg

Jeg savner ikke Gaddafi, men for mig er der ingen grund til at glæde sig over hans død. For det første er der noget uheldigt i at glæde sig over at nogen er død. For det andet er det, der umiddelbart fremstår som en regulær lynchning, ikke et værdigt opgør med et grusomt og undertrykkende regime.

Der er lande, hvor man har haft et systematisk retsligt opgør med et diktatur – tæt på os er det tilfældet med Tyskland efter 2. verdenskrig og igen efter DDR-tiden, og længere væk Sydafrika efter apartheid. Her har man i hvert fald i et vist omfang taget sig af den nødvendige forsoningsproces. I ethvert diktatur er der nemlig også dem, der støttede diktaturet – måske ikke som regulære udøvere af overgreb, men i mindre målestok som f.eks. loyale funktionærer eller stikkere. Denne forsoningsproces er nu meget mere besværlig for Libyens vedkommende.

Det retslige opgør er altid sværere, når hovedpersonerne i det gamle regime ikke er til stede. Her tænker jeg på Bosnien hvor Radovan Karadzic og Ratko Mladic i mange år var væk og på Irak, hvor man har henrettet de ansvarlige. Hermed har man også gjort det nemmere at skabe uheldige myter, netop fordi der altid vil være en rest af sympati tilbage. Når udviklingen i det nye Libyen på et tidspunkt ikke går, som man gerne ville have det, vil der formodentlig være nogen, der siger, at “under Gaddafi var der orden i tingene”. Det ville være meget sværere, hvis manden var i live og bag tremmer.

Der er nogle, der er tilfredse med at Gaddafi er død. Her tænker jeg på alle dem, der i og uden for Libyen har samarbejdet med hans regime og haft økonomisk og politisk fordel af det. Det vil nu blot blive endnu sværere at få klarlagt, præcis hvad der skete her.

Endelig må det ikke glemmes, at menneskerettighederne siger, at alle har krav på en retfærdig retssag. Det gælder også dem, de vi bryder os allermindst om. Gaddafi overtrådte menneskerettighederne hele tiden, nu er det op til regeringen i det nye Libyen at gøre det modsatte og overholde dem konsekvent i opgøret med det gamle regime.

Fem år gammel – og tyve år senere

Her er den korte trailer til kortfilmen 1989: Dengang jeg var fem år gammel af den danske instruktør Thor Ochsner. Filmen er allerede rost af mange og er udtaget til programmet med animerede kortfilm ved Sundance Film Festival i USA i år.

Filmen handler om en oktoberaften i 1989, hvor den femårige Thor er på vej i bil med sin far mod lufthavnen i Luxembourg for at hente sin mor. Faderen omkommer i den trafikulykke, det ender med. 20 år senere, i 2009, får Thor Ochsner en sms fra en kvinde, der viser sig at være hans halvsøster. Faderen har været vidt omkring og har børn med andre kvinder, så Thor Ochsner har faktisk tre halvsøskende.

Jeg håber at kunne få hele filmen at se en dag; den ser spændende ud på billedsiden og er samtidig en gribende fortælling, jeg kan relatere til. Også jeg var som fem-årig ude for at være passager i en bil, der kørte galt. Også jeg har som voksen opdaget, at min far har været vidt omkring og har børn med andre kvinder. Jeg voksede op som enebarn, men har i dag fire halvsøskende i fire forskellige lande.

Der er et godt interview i Politiken med Thor Ochsner.