Tilbagetoget

I dag deltog jeg i Litteraturekspressen, en idé fostret af lyrikforeningen 9000 ORD fra Aalborg i anledning af litteraturfestivalen Ord i Nord i Skørping. Sammen med en anden “hjemmedigter”, Gitte Thorhauge, læste vi vores tekster højt i lokaltoget fra Aalborg mod Skørping. Der var kun 6 passagerer i MR-toget ud over os, og heraf var én klædt ud som Herman Bang. Dieselmotorerne i MR-toget larmede som de plejer, så der var ikke andet for end at hæve stemmen. På vej ud fra Støvring så vi noget så usandsynligt som et modkørende IC4-tog. Da vi nåede Skørping og steg ud, var der en stor skare samlet på perronen – dog ikke for at tage mod undertegnede eller Gitte Thorhauge, men for at byde velkommen til Herman Bangs genfærd, der kvitterede med at læse højt af Ved vejen.

Det var mange år siden, Gitte Thorhauge og hendes mand, som jeg også fik mødt, havde været ude at køre i tog. Det er altid interessant at møde mennesker, der har et så platonisk forhold til togdriften. Selv har jeg altid været flittig togpassager, både herhjemme og i udlandet. En væsentlig årsag er sikkert, at jeg som en af de få danskere fra min generation aldrig har fået mig et kørekort. Men det tæller også, at det faktisk er mindre miljøbelastende at køre i tog – og man kan arbejde/sove/høre musik/læse undervejs, hvis togene ellers tillader det. Det gør de nemlig ikke altid mere.

Det er trist at se, hvordan togdriften herhjemme er blevet forsømt i de seneste år. For ikke så mange år siden holdt jeg helt entydigt af at køre i tog, men i dag er historien om DSB blevet en historie om overfyldte tog med defekte og uhumske toiletter, om forsinkelser og om DSBs oprustning på materielsiden, der lige nu mest består i at IC4-togsættene ruster op uden for en remise i Aarhus.

Hvis man som jeg har boet i Storbritannien sidst i 1980’erne under Maggie Thatcher, genkender man scenariet: En regering, der troede på motorveje, ikke var interesseret i kollektiv trafik og mest drømte om at få skidtet privatiseret i en tro på at man kan overlade vigtige fælles behov til fri konkurrence. Ligegyldigheden blev til en blanding af misligholdelse og arrogance, og til sidst blev British Rail splittet op i en masse selskaber og solgt til et hav af indbyrdes konkurrerende købere, så det i dag er blevet en logistisk jungle at skulle tage toget i Storbritannien.

Jeg ville ønske at den nye regering for alvor ville turde sige, at den gamle regering tog fejl og at deres bilist-centrerede strategi ikke har ført noget godt med sig. Sporene skræmmer.