En retorisk paradoks-strategi

Jeg har været træt af det retoriske niveau i dansk politik i de seneste mange år. Mange politikere har været med til at skabe denne deroute, men jeg vil hævde at Venstre og Konservative i kraft af deres ti år som regeringspartier bestemt har været med til det. Et sted, hvor det for alvor begyndte, var i 2001. Dengang forsøgte den dengang nye regering at imødegå al kritik ved at anvende en strategi med “talepunkter”, hvor alle politikere fra regeringspartierne skulle fortælle, at man i regeringen havde andre mål, nemlig (bl.a.) at skabe flere pladser på sygehusene og forbedre den danske økonomi.
Men også spindoktor-fænomenet har sin del af den tvivlsomme ære, og her kan alle partier efterhånden være med.

For tiden hæfter jeg mig ved det paradoksale i, at den nuværende opposition tilsyneladende kan have så stor succes med sin kritik af den nuværende regering for løftebrud. I spidsen for kritikken står Venstre, der ifølge meningsmålingerne er Danmarks suverænt mest populære parti.

Retorisk set er der imidlertid for mig at se tale om en så åbenlys selvmodsigelse i løftebruds-kritikken, at det undrer mig, at ingen påpeger den. Venstre (og jeg tror, dette er en strategi udtænkt af Venstre) anklager regeringen for ikke at gennemføre den politik, de lovede inden folketingsvalget. Men var den ikke-gennemførte politik egentlig en politik, Venstre selv ville have gennemført? Ikke så vidt jeg kan se. Derfor er kritikkens natur paradoksal.

Jeg vil fremhæve to eksempler på den for mig at se paradoksale argumentationsform, som Venstre har held til at anvende.

Første eksempel er forhøjelsen af billetpriserne i kollektiv trafik. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er meget utilfreds med at billetpriserne stiger til næste år; selv er jeg blandt dem, der er afhængig af offentlig transport, når min cykel ikke slår til. Derimod berører takstforhøjelserne ikke dem, der primært er bilister. Regeringens politik om kollektiv trafik er under al kritik. Men hvad med Venstres kritik af samme?

I en artikel i Politiken kunne man i går læse dette:

I dag er det kommet frem, at prisen på offentlig transport i hele landet stiger med 3,1 procent i det nye år.

Den kontrast bemærker Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

»Jeg har noteret mig, at blandt andre SF havde store armbevægelser i valgkampen og lovede takstnedsættelser på 40 procent til københavnere. Det, må vi konstatere, er et klokkeklart løftebrud«, siger han.

Det interessante er, at disse takstforhøjelser ikke er i modstrid med den hidtidige udvikling. Priserne på tog- og busbilletter er nemlig steget kraftigt inden for de seneste 10 år – i hovedstadsområdet er de blevet omtrent fordoblet – og i de 10 år var Venstre i regering. Venstre havde et solidt folketingsflertal i ryggen, var det største regeringsparti og havde dermed god mulighed for at forhindre prisstigningerne. Men billetpriserne gik ikke ned. Derimod har der været gennemført en del beslutninger (bl.a. initiativer om anlæggelse af motorveje), der meget eksplicit har tilgodeset bilister.

Andet eksempel er Venstres kritik af at der alligevel ikke vil blive opretholdt en akutmodtagelse i Svendborg; dette blev lovet i valgkampen af Socialdemokraterne. Det er selvfølgelig også et forhold, jeg er utilfreds med.

I Fyens Stiftstidende siger Sophie Løhde fra Venstre:

– I Danmark har vi fået en regering, der i den grad er parat til at gøre hvad som helst og love hvad som helst med det ene formål at komme på bagsædet af en ministerbil.
– Det er trist, at politikere har så lidt respekt for de vælgere, som har valgt dem. Det er ikke noget kønt syn, lyder det fra Sophie Løhde.

Men igen er det interessante, at den politik, der inden for de seneste få år er blevet ført, har ført til at antallet af akutmodtagelser bliver kraftigt reduceret, faktisk omtrent halveret. (Jvf. Kjeld Møller Pedersen fra SDU.) Dette er igen en politik, der har fundet sted under den regering, Venstre deltog i. Venstre kunne have forhindret det, men gjorde det ikke.

Nu undrer jeg mig. Er der tale om at Venstre vil arbejde for lavere billetpriser for offentlig transport og dermed indfri det løfte, den nuværende regering ikke har holdt? Vil Venstre arbejde for flere akutmodtagelser i provinsen og dermed indfri det løfte, den nuværende regering ikke har holdt?

Hvis dette er tilfældet, er det interessant, for da har Venstre skiftet politisk standpunkt på centrale områder. Så er der virkelig grund til at stemme på Venstre for dem, der er skuffede over den siddende regering. Men hvis ikke Venstre er ved at definere et nyt politisk standpunkt, er der for mig at se tale om en retorisk tvivlsom manøvre, der i virkeligheden kun er destruktiv, fordi den flytter fokus fra de egentlige politiske problemstillinger over på nogle abstrakte forventninger – en slags “negative talepunkter”.

Hvad er Venstres nuværende politik mht. kollektiv transport og nedlæggelse af sygehuse?

 

Hundrede globale tænkere

Online-tidsskriftet Foreign Policy har igen lavet en liste med The Top 100 Global Thinkers. Inden denne blogs læsere skynder sig at finde listen for at se efter, om deres navne er stavet rigtigt, denne advarsel: Det er en interessant, men bestemt ikke ukontroversiel liste. Der er en enkelt dansker på listen – og det er Bjørn Lomborg. Der er en del amerikanere på listen – og blandt dem er Dick Cheney og Condolezza Rice, to af arkitekterne bag USAs “krig mod terror”. De har haft stor indflydelse på vores verdensbillede. Som Foreign Policy skriver:

Guantánamo is still open, U.S. troops are still in Afghanistan, U.S. drones still aim for al Qaeda targets every week, and more than 1,200 government agencies work on counterterrorism. Like it or not, we’re still living in George W. Bush’s America. And at a time when most politicians, including the GOP presidential candidates, are advocating a more limited U.S. role in the world, Bush’s vice president and secretary of state have remained unapologetic public advocates for the projection of American power — even if they vehemently disagree about how to exercise it.

Det er korrekt. Men er Cheney og Rice store tænkere af dén grund?

Listen anvender således en anden definition af “tænker” end mange andre, men listen er for alvor interessant (synes jeg) af andre grunde. Især synes jeg, det er interessant, at listens højeste placeringer er domineret af personer fra den arabiske verden – fra Egypten, Tunesien, Libyen og såmænd også Saudiarabien. Dét viser noget om at denne del af verden, der ofte er blevet opfattet som i værste fald hjemsted for en kronisk konflikt, i bedste fald som lettere perifer, lige nu er hjemsted for nogle af de væsentligste begivenheder i verden.

COP17 og Venstre

I dag starter FNs klimatopmøde i Durban, og optimismen her op til COP 17 er begrænset, kan jeg fornemme af kommentarerne i medierne. For mig at se, er det bydende nødvendigt at der bliver gjort noget nu. Jørgen Steen Nielsen fra dagbladet Information har en interessant og egentlig også skræmmende artikelserie om hvordan klimaforandringerne nu påvirker forholdene i Østafrika, hvor der efterhånden er skiftevis tørke og skybrud. Jeg kan anbefale alle at læse disse artikler.

Herhjemme har regeringen fremsat et energiudspil, og det får rosende ord med fra Dansk Industri, Dansk Energi og Verdensnaturfonden. De eneste negative kommentarer ser ud til at komme fra det politiske parti, der ifølge meningsmålingerne er Danmarks suverænt mest populære. Lars Chr. Lilleholt fra Venstre udtaler iflg. Information:

Det er først og fremmest et meget dyrt udspil, regeringen er kommet med… Det efterlader en kæmpe regning til dansk erhvervsliv og de danske familier, i form af højere energiregninger. Og det vil komme til at koste titusindvis af danske arbejdspladser.

Hvad er det nu så populære partis miljøpolitik egentlig? Nogle gange får jeg det indtryk, at Venstres holdning er, at den globale opvarmning mest er til besvær – ikke for miljøet, men for erhvervslivet og væksten. Lars Løkke Rasmussen meldte afbud til COP16-klimatopmødet i Mexico i 2010, men det har muligvis ikke noget med holdninger at gøre. Det var i Venstres regeringstid, klimaskeptikeren Bjørn Lomborg begyndte at få bevillinger.

På den anden side sagde Anders Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde i 2008:

Jeg nævnte klimaet, det er en udfordring.

Så der er for mig ingen tvivl om at det har vi en forpligtigelse til at gøre noget ved. Så kan man så sige, jamen bliver det ikke rædsomt dyrt? Selvfølgelig vil det koste. FN’s klimapanel skønner at en indsats for at forebygge det her vil koste noget der svarer til 0,12 pct af vores årlige vækst. Så det vil selvfølgelig koste. Men deres konklusion er, at det vil koste omtrent ligeså meget at lade være.

Fordi hvis vi ingenting gør, jamen så fortsætter jo det der med oversvømmelse, tørke, ørkendannelse, uvejr og det ved vi alle sammen at det koster også penge. Så klimapanelets argumentation er, at ja det koster penge at handle, men det koster ligeså mange penge ikke at gøre noget.

Hvad er Venstres miljøpolitik? Hvad tæller mest?

En e-mail, der kom tilbage

Jeg blev student fra Fjerritslev Gymnasium i 1982. Vores årgang var den første, så vi følte os som noget særligt. For 5 år siden fik jeg samlet kontaktoplysninger ind på alle og var med til at arrangere vores 25-års studenterjubilæum. I det seneste år har jeg af mange årsager (eller med mange dårlige undskyldninger) ikke selv været god til at følge op på kontakten. I dag tog jeg mig omsider sammen og skrev ud til dem, jeg havde gået i gymnasiet med. Der er 30-års-jubilæum i udsigt og julen nærmer sig. Måske kunne de af os, der har tid, ses over en øl i juledagene.

Jeg sendte e-mail ud til alle fra årgangen (vi var fire klasser), og nogle få kom retur. En af dem, der kom retur, var sendt til Peter fra min klasse. Det var Peter, jeg tit sat ved siden af i bussen og Peter, jeg kappedes med om at komme ned til gymnasiets nyindrettede computerrum i frikvartererne. Sidst vi sås, var en gang for nogle år siden, hvor Peter og hans familie kom på eftermiddagsbesøg hjemme ved mig.

Men min mail til Peter kom retur. Jeg kunne se, at han ikke længere arbejdede, hvor han plejede. Hvor var han dog nu? Jeg ledte videre. Først ret sent gjorde jeg det, jeg for længst burde have gjort: Jeg fandt vores årgangs Facebook-side for at se efter. Og da opdagede jeg det alt, alt for sent: En af mine klassekammerater havde skrevet, at Peter var død efter længere tids sygdom i april i år.

Hvad skal jeg vælge?

20111126-155732.jpg

Tem Frank Andersen fra Institut for kommunikation på Aalborg Universitet har et interessant debatindlæg i Politiken. Hans pointe er, at vi i dag med bombardementet af oplysninger fra nettet (og her især de sociale medier) bliver stillet over for et stort antal valg og at mange af os ender med at spekulere på, om vi traf de rigtige valg. Tænk, hvis vi gik glip af noget.

Interessant nok har Rune Lykkeberg en klumme i Information med det samme perspektiv – nemlig om dilemmaerne ved det frie valg i alle de officielle sammenhænge. Vi skal nemlig ikke kun vælge fjernsynskanal og feriemål, men også vælge elselskab, behandlingstilbud, uddannelse osv.

Det frie valg er for længst blevet et ideal, og det er formodentlig en uomgængelig konsekvens af konkurrencesamfundet. Nogle politiske partier fremhæver valgmulighederne som et tegn på kvalitet i sig selv. Venstre er et velkendt eksempel – prøv at se efter hvor ofte dette parti bruger ordet “valgfrihed” i sin diskurs. Hvis kvalitet således skal fremelskes gennem konkurrence, bliver det til en central kompetence at kunne vælge.

En gang var der én fjernsynskanal herhjemme, der var ét gymnasium med to linjer (med tre grene på hver), og i butikkerne kunne man vælge mellem øl fra Carlsberg og øl fra Tuborg. Der var ikke mange valg.

Også for mig kan de hyppige valg blive uoverskuelige. Med hvert valg følger der, som Lykkeberg nævner, en masse fravalg – og der følger et ansvar: vi skal vælge rigtigt. Det gode liv bliver afhængigt af om vi træffer de rigtige valg.

Mindre kompliceret bliver det ikke af at mange af valgene synes marginale grænsende til det uigennemtrængelige. Sygehusene med deres behandlingstilbud er bemandet med læger og sygeplejersker med tilsyneladende ens uddannelsesbaggrund, elselskaberne leverer alle elektricitet gennem samme stikkontakter, de forskellige slags gymnasiale uddannelser tilbyder næsten de samme fag og giver adgang til stort set de samme videregående uddannelser – og nede i supermarkedet er de konkurrerende varer emballeret på næsten samme måde.

Jeg er ikke som sådan ked af at kunne have flere valgmuligheder, men to spørgsmål trænger sig på. Det ene er, i hvilke sammenhænge det giver mening at kræve at vi skal vælge. Er de f.eks. vigtigt for kvaliteten at kunne vælge mellem så mange elselskaber eller telefonselskaber? Det andet er i hvilket omfang og hvordan vi kan træne kompetencerne til at vælge og vælge fra. Jeg er selv hvad man med en moderne eufemisme kalder en resursestærk person (læs: jeg er enormt privilegeret) og har mange års erfaring i at vælge – og alligevel er jeg stadig i tvivl om mange af mine valg. Jeg ved stadig ikke, om jeg vælger rigtigt. Valgene får mig til at tvivle på min egen kompetence. Hvordan ser det ud for dem, der ikke har det på samme måde som mig?

Lykkeberg skriver:

Det store spørgsmål er således ikke for eller imod frit valg, mellem kapitalisme og samtalesocialisme. Det store spørgsmål er, hvor borgerne skal have et frit valg, og hvor vi ikke skal have et frit valg. Lige nu virker det, som om vi har et frit valg på alle mulige områder, hvor vi ikke ved nok til vælge og ikke kan nok til at realisere friheden. Vi har en masse frie valg, der gør os dumme og umyndige. Til gengæld skal vi affinde os med en masse overordnede betingelser for produktion, finansiering og tilrettelæggelse af vores liv, som vi ikke selv kan vælge — og som også gør os dumme og umyndige. Det frie valg, vi vil have, er valget til at vælge, hvad vi vil vælge og vælge det frit.

Der er en masse frie valg i vore dages Danmark, men er vi i stand til at træffe dem? Og er det reelt er de væsentlige valg?

En forgæves kamp

Måske er min fornyede interesse for min barndoms og ungdoms tegneserier tegn på en galopperende midtlivskrise? Jeg har i al fald lige fået det seneste samlebind af Linda og Valentin, og samme dag ankom samlebindet af Blazing Combat. Blazing Combat var det amerikanske forlag Warren Comics’ bud på en krigstegneserie og udkom i 1965-1966. Jeg vil hævde, at der er tale om de bedste amerikanske mainstream-tegneserier nogensinde om krig. Og det blev kun til 4 hæfter, inden bladet gik ind – netop fordi her var tale om tegneserier, der gav et meget usminket billede af krigens grusomheder og satte et meget stort spørgsmålstegn ved krig som strategi til konfliktløsning. At der så samtidig var illustrationer af nogle af tidens bedste amerikanske tegnere – Frank Frazetta, Reed Crandall, Wally Wood mv. – gør kun denne udgivelse endnu mere interessant.

Her er historier om desillusionerede tyske Messerschmitt-piloter og dumt stædige amerikanske soldater i borgerkrigen – og historien om slaget ved Thermopylæ sat ind i en rammefortælling om de britiske tropper i Grækenland. En nyere spillefilm som 300 giver en fascistoid udgave af hvordan det lille kontingent græske soldater fra Sparta holder stand mod den persiske overmagt og bruger det som en allegori på civilisationernes sammenstød (spartanerne er USA, perserne er – nå ja, iranerne eller araberne). Men i Blazing Combats udgave, mesterligt tegnet af Reed Crandall, bliver fortællingen om Thermopylæ en fortælling om hvad omkostningerne af det lange slag bliver. Jeg viste Thermopylæ-historien til min lærer i oldtidskundskab tilbage i gymnasiet, og han syntes så godt om den, at han brugte den i undervisningen.

Men den mest interessante Blazing Combat-historie er dog “Landscape”. Dette er den tragiske historie (egentlig er alle historier i bladet tragedier i klassisk forstand) tegnet af Joe Orland og forfattet af redaktør Archie Goodwin om en vietnamesisk risbonde, der er fanget i Vietnamkrigens gentagne, meningsløse voldsepisoder. Ovenfor kan man se den sidste side i historien, der ender så grumt som man måtte forvente.

Det var formodentlig “Landscape”, der gav Blazing Combat dødsstødet. Flere år før modstanden mod USAs deltagelse i Vietnam-krigen blev udbredt, mere end antydede denne tegneseriehistorie på få sider, at amerikanerne var medskyldige i drab på civilbefolkningen. Det amerikanske militær opkøbte og distribuerede tegneseriehæfter til soldaterne, og her satte de grænsen.

Blazing Combat-samlehæftet kan fås for sølle £7.08 hos Amazon, og det er værd at anskaffe sig.

Calexico

Calexico er en by i USA på grænsen mellem Californien og Mexico – deraf navnet. Lige på den anden side af grænsen ligger så Mexicali. Men Calexico er også navnet på et amerikansk band (eller vel ret beset en duo), som jeg holder af.

Der var engang en amerikansk trio ved navn Giant Sand med sanger/guitarist Howe Gelb. I 1990’erne kom de tit forbi Aalborg, og jeg var der altid, når de spillede på 1000Fryd. Giant Sand spillede en støvet, tilbagelænet, country-præget ørkenrock, og trommeslagerens særlige lilletrommelyd var en del af bandets lyd. En dag udsendte Giant Sand albummet OP8 sammen med Lisa Germano, og også de kom forbi 1000Fryd. Der var numre med Lisa Germano sammen med Giant Sand, solonumre med Lisa Germano – og numre, hvor bassisten og trommeslageren fra Giant Sand trådte i forgrunden og kaldte sig Calexico. Først da opdagede jeg, hvor væsentlige Joey Burns og John Convertino var i sig selv, og langsomt blev jeg fan af dette ensemble. I Calexicos musik mødes countrystemninger, en storladen og dog spartansk lyd af de store vidder og mexicanske stemninger med mariachi-trompeter på smukkest tænkelige vis. Joey Burns synger igennem, hvor Howe Gelb fra Giant Sand dræver løs, og John Convertinos specielle trommelyd er også at finde i Giant Sand.

Burns og Convertino har for længst forladt Giant Sand og koncentrerer sig om Calexico, der nu er blevet mere kendte end Giant Sand. I denne måned kom et opsamlingsalbum, Selections from Road Atlas 1998-2011, hvor man kan finde numre fra de albums, som kun har været tilgængelige på nogle minialbums, der blev solgt til Calexicos turneer. Her er rigtig meget godt at hente. Er Road Atlas et godt sted at starte for nytilkomne? Måske. Man kan også vælge at begynde ved seneste studiealbum, Carried To Dust. Men lyt til Calexico – de er værd at opdage.

(Og Giant Sand – hvad blev der af dem? Gruppen består nu af Howe Gelb og tre danske musikere – Thøger T. Lund, Anders Pedersen og Peter Dombernowsky.)

4,74 bekendtskaber væk

I matematik kender vi Erdös-tallet, som fortæller hvor mange led man er fra at have samarbejdet med den ikke helt ukendte ungarske matematiker Paul Erdös. Paul Erdös er den eneste, hvis Erdös-tal er 0. Hvis en matematiker samarbejder med en, hvis Erdös-tal er k, har han/hun selv Erdös-tal højst k+1. Det faktiske Erdös-tal er det mindste sådanne Erdös-tal. Efterhånden som årene går efter Paul Erdös’ død i 1996, vil Erdös-tallene uvægerligt vokse. Mit eget Erdös-tal er forresten 6.

Det, vi her har med at gøre, er den refleksive, transitive lukning R^{\ast} af en binær relation R. Denne transitive aflukning kan bestemmes som det iterativt definerede fikspunkt af funktionalet

F(X) = R \circ X,

og den itererede anvendelse er givet ved F^{k+1}(X) = F^{k}(F(X)). Erdös-tallet k for matematiker M er det mindste n, så (\mbox{Erdos},M) \in F^{n}(Id).

Figuren ovenfor viser en samarbejdsgraf og er baseret på data fra AMS Mathematical Reviews. Læs mere om grafen på Oakland Universitys side.

Hvad med alle de andre derude? Den amerikanske psykolog Stanley Milgram (ham med det berygtede eksperiment med indlæring, elektriske stød og autoritetstro) publicerede i 1962 en artikel sammen med Jeffrey Travers, hvor man talte om “the small-world problem”. Deres eksperimentelle resultater tydede på at mennesker højst var 6 led fra hinanden, og pop-frasen “six degrees of separation” var født.

Men nu har Jon Kleinberg, der er professor i datalogi ved Cornell University (i USA), så ved analyser af data fra Facebook fundet ud af at vi reelt kun er 4,74 led fra hinanden – i USA, hvor mere end halvdelen af alle over 13 bruger Facebook, er tallet endda kun 4,37. Kleinbergs resultater er beskrevet kort i en artikel fra New York Times.

Det er oplagt, at sociale medier på nettet giver bedre muligheder for at undersøge den transitive aflukning end dem, Milgram og Travers havde til rådighed. Så dét er i sig selv interessant. Der er samtidig tale et resultat, der kalder på en masse fortolkninger. Den storladne fortolkning er, at verden er lille og at vi alle er tæt på hinanden. Den mere forsigtige fortolkning tager udgangspunkt i at man ikke nødvendigvis kender sine Facebook-venner ret godt. Jeg prøver som hovedregel kun at have Facebook-venner, jeg rent faktisk har mødt – men også hos mig har der sneget sig en håndfuld mennesker ind, jeg aldrig har truffet.

Men interessant er det, især hvis resultaterne generaliserer hinsides Facebook. Min ikke spor videnskabelige observation fra Facebook er, at nogle af mine Facebook-venner har enormt mange venner (læser du dette, Ouafa Rian?), mens andre har ganske få (undskyld jeg ikke skriver på tysk, Alexander Ahmad) og at førstnævnte fungerer som travle “trafikknudepunkter”, mens sidstnævnte er “endestationer”.

Tilbage til lambda-kalkylen

Så vendte jeg omsider tilbage til hverdagen; der er snart ikke flere antibiotika tilbage i pilleæsken, og en dag slutter min hoste forhåbentlig også.

På fredag d. 25. kl. 12.30 kan jeg holde det foredrag på Institut for Matematiske Fag om Alan Turings liv og værk, som jeg længe har set frem til. Forhåbentlig er min stemme mindre slidt på det tidspunkt. Og på onsdag skal jeg holde sidste forelæsning i kurset Programmeringsparadigmer; det ser jeg ikke helt så meget frem til – simpelthen fordi jeg mangler at forberede mig en del på denne forelæsning. Der er en fællesnævner for de to foredrag, nemlig lambda-kalkylen. De fleste forbinder lambda-kalkylen med Alonzo Church (som da også fandt på den); ikke mange tænker dog på at også Alan Turing ydede vigtige tidlige bidrag her og bl.a. lavede tre artikler om den simpelt typede lambda-kalkyle. Allerede i Turings banebrydende On Computable Numbers, with an application to the Entscheidungsproblem, hvor Turing-maskinmodellen dukker op for første gang, skriver Turing om ækvivalens med lambda-kalkylen. Dette ækvivalensbevis skyldes i høj grad et forsøg på at yde et yderligere bidrag i lyset af at Turing fik kendskab til at Church omkring det tidspunkt hvor det første manuskript til On Computable Numbers… forelå, uafhængigt af ham havde vist netop det resultat om uafgørbarhed af logik, som Turing havde fundet frem til.

Det er svært at skrive en forelæsningsnote om lambda-kalkylen, når der allerede findes meget. Mit mål er at skrive en minimal fremstilling, der på én lang kursusgang netop berører den utypede lambda-kalkyles semantik, den simpelt typede lambda-kalkyle og Hindley-Milner-typesystemet for polymorf typeinferens. Alle beviserne skal være der, men tilpas gemt af vejen af hensyn til den mindre matematisk begejstrede læser (den slags mennesker findes, må man sande med alderen). En sådan minimal fremstilling har jeg desværre ikke kunnet finde nogen steder, så nu laver jeg den selv.

En interessant artikel (som jeg lover at få læst ordentligt en dag) om lambda-kalkylen er The impact of the lambda calculus af Henk Barendregt. Alle, der har beskæftiget med lambda-kalkylen ved (forhåbentlig) at Barendregt er den helt store autoritet inden for dette emne; hans “gule” bog er en klassiker og hans klassifikation af typesystemer som en kube er også et helt fundamentalt bidrag. Citatet ovenfor er snuppet fra artiklen; det giver et af de interessante eksempler på hvordan en central matematisk notation kan blive født ved et tilfælde.

Lyden af en hånd, der klapper

20111121-103047.jpg

Mens vi hører om revolutioner i Nordafrika og Mellemøsten, har Europa sin egen Assad – nemlig Alexander Lukasjenko, der nu i 17 år har kørt Hviderusland som sit eget personlige diktatur. Nogle gange bliver systematiske overgreb på menneskerettighederne nærmest absurde, når de skal forklares. Seneste initiativ fra Lukasjenko er således en lov, der gør det ulovligt for et større antal borgere at samles på et offentligt sted med det formål at gøre eller ikke gøre noget!

World Affairs Journal skriver:

In late July, his regime drafted a law that would prohibit a “joint mass presence of citizens in a public place that has been chosen beforehand, including an outdoor space, and at a scheduled time for the purpose of a form of action or inaction that has been planned beforehand and is a form of public expression of the public or political sentiments or protest.” The measure, which in the words of the New York Times “prohibit[ed] people from standing together and doing nothing,” was proposed in response to a series of weekly protests that had begun a month earlier, whereby citizens gathered in public parks or on street corners each Wednesday night and did nothing more than clap their hands or synchronize their cell phones to ring at an appointed time.

I sommers var oppositionen nemlig begyndt at protestere ved simpelthen at samles på et torv og stå tavse og klappe i hænderne. I det gamle Sovjetunionen skulle alle klappe af diktatoren. Nu skal de så lade være.