Der var engang en strålende fremtid

20111104-222257.jpg

Jeg lærte mig selv at læse, da jeg var 5; der var ingen børnehaver derude i Han Herred, så jeg blev ikke kapret som fast højtlæser af andre børn. Mens jeg om aftenen trofast fulgte med i Finn og Syvsoverens rolige klippeklistreunivers, kunne jeg ellers i dagtimerne læse i alt inden for rækkevidde. Jeg kommer ikke fra et hjem med mange bøger. Nogle var der, men jeg så ingen læse i dem. Min mor købte Billed-Bladet, og min mormor købte Familiejournalen.

Det er nok svært at forestille sig det, men det var noget mere “lødige” blade på den tid. Billed-Bladet skrev også dengang meget om de kongelige, men der var faktisk også en god portion rigtig journalistik. Især husker jeg en serie skrevet af en journalist, der fandt sin jødiske familiebaggrund.

Familiejournalen havde lægebrevkasse, opskrifter og alt det andet det vel stadig er, men så var der også artikler om historiske begivenheder, opdagelsesrejser og nutidige rejseskildringer og ikke at forglemme en del artikler om rumrejser. Især dém slugte jeg begejstret. Forfatteren var en Eugen Semitjov, som jeg først mange år senere opdagede var svensker (med russisk baggrund).

Semitjov var en dreven illustrator (tegningen ovenfor skyldes ham), han fik adgang til amerikanske og russiske rumfartscentre og skrev om sine besøg (hans russiske/svenske baggrund var en kæmpe fordel), men han var også lidt usikker på grænserne mellem science og science fiction. Samtidig levede han i en ubekymret tid, hvor man knap kunne se enden på vejen. Indrømmet: han skrev om den dystopiske film Soylent Green om en overbefolket, sultende jord. Men han var i 1969 heller ikke bleg for at proklamere, at mennesket ville lande på Mars i 1986. Han var heller ikke bleg for at lufte spekulative teorier om fortiden som f.eks. at Jesus var et rumvæsen (en opfattelse, der er lige så svær at gendrive som alle de andre opfattelser af hvem/hvad Jesus var).

Semitjov er for længst gået i glemmebogen i Danmark, men i hans hjemland har han fansider på nettet – som han aldrig nåede at opleve for alvor. Eugen Semitjov døde i 1987.

(Visited 55 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar