Det afklædte billede

Da jeg ledte på nettet efter oplysninger om Eugen Semitjov for ikke at skrive noget forkert, fandt jeg Familiejournalens side om året 1969, hvor Semitjov spåede bemandede Marslandinger i 1986. 1969 var så også året, hvor billedporno blev legaliseret i Danmark som et af de første lande. Der var en sexmesse i KB-Hallen, og billedet ovenfor (et foto af Erik Holmberg) stammer derfra.

Så mange år efter, uden sensationsvinklen, virkede billedet egentlig underligt foruroligende (og jeg er ikke modstander af porno som sådan; det giver ingen mening at være det): En ung kvinde, nøgen på nær små trusser og sko, kaster hovedet tilbage, omgivet/omringet af påklædte, lidt indifferente mænd, der fotograferer løs, som er et nøgent menneske et nyt og ukendt fænomen. Der er dog en enkelt anden, hvidklædt kvinde ude til højre, som tilsyneladende er der med sin mand. Jeg stillede uvilkårligt mig selv helt u-erotiske spørgsmål, jeg sikkert aldrig får svar på: Hvor længe stod de sådan? Sagde de noget til hinanden? Begyndte hun at danse (det ser ikke ud som om der ville være plads)? Kendte kvinden nogen af de andre på billedet? Frøs hun? Hvad skete der bagefter? Hvad laver kvinden i dag? Hun må være midt i tresserne nu, hvis hun stadig lever.

Set på disse præmisser er billedet faktisk et forbilledligt pressefoto.

Jeg kunne i øvrigt af et citat fra en gammel artikel fra Politiken læse, at sexmessen i et vist omfang blev planlagt som en progressiv handling. Messen blev åbnet med en tale af Jens Jørgen Thorsen, hvori han fordømte den amerikanske og den sovjetiske imperialisme!

Hvad havde Thorsen mon sagt i dag, hvis han havde oplevet den moderne pornoindustri?

(Visited 345 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar