To fortællinger om fattigdom

20111107-164637.jpg

Min gamle far har fortalt mig hvordan det er at gå i seng uden at få mad, aften efter aften. Min gamle mor har fortalt mig hvordan hun blevet taget ud af skolen for at komme ud at tjene, da der ikke var råd til at mætte alle munde i familien, se dette er FATTIGDOM. Den så kaldte fattigdom som det røde segment beskriver er kun et sygt misfoster i deres hoveder. Men kig ud verden der lever flere milliarder mennesker som er FATTIGE i ordets rigtige forstand.
(Indlæg i debatforum på Politikens webside.)

Joachim B. Olsen, der er MF for Liberal Alliance, er blevet interviewet i Politiken:
Du skriver på Facebook: ‘Hvis der er mennesker i Danmark, som ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt’. Kan der ikke være mennesker derude, som på grund af for eksempel sygdom sidder i fattigdom, uden at det er selvforskyldt?

»Det er sådan et spørgsmål, der er svært at svare på. Jeg har selv været med til at dele julegaver ud til børn…«

Ja, men…

»Hvis jeg siger ja til det, er det som, at hele pointen med den diskussion, jeg prøver at starte, og den offergørelse af masser af mennesker… Siger jeg, at der ikke er mennesker i det her land, der har det svært? Nej, det siger jeg ikke. Der er sikkert nogen, som er rigtig hårdt ramt«.

Men den tidligere kuglestøder mener, at det er en opgave for civilsamfundet og ikke staten at tildele julehjælp.

»Hvis staten begynder at betale for de ting, vil kravene kun stige og stige. Det viser historien«.

Der er mindst to fortællinger om fattigdom i dagens danske debat.

Den ene er den som en række NGO’er, bl.a. Rådet for Socialt Udsatte, Red Barnet og Dansk Røde Kors, står for. Den er, at fattigdom er et reelt og strukturelt baseret problem, som er blevet værre i de seneste 10 år, og at der bør indføres en fattigdomsgrænse i dansk politik. De nuværende regeringspartier har i hvert fald tidligere givet udtryk for denne opfattelse. Det håber jeg stadig, de gør! (At Enhedslisten også deler denne opfattelse af fattigdom, burde være unødvendigt at tiltøje her.)

Den anden fortælling er citeret ovenfor. Den siger, at der ikke er fattigdom i Danmark. I denne fortælling er der ofte et ønske om ikke at indføre en fattigdomsgrænse i Danmark, og det er især dette ønske, der undrer mig. Det lidt paradoksale er nemlig, at man for at kunne fortælle historien om et Danmark uden fattigdom er nødt til at have en definition af fattigdom. Den er formodentlig at fattigdom, det er de vilkår man har i de “fattige lande”. Men ikke engang i de “fattige lande” er det jo alle der er fattige.

Det kan selvfølgelig være, at man tænker på Verdensbankens fattigdomsgrænse. Ifølge den er man i et lavindkomstland fattig, hvis man har højst 1 US-dollar om dagen til rådighed (forstået som den købekraft denne ene dollar ville give i USA). I mellemindkomstlande er man fattig, hvis dagsbeløbet er 2,15 US-dollar. Så er det klart, at der ingen fattige er i Danmark og at der sikkert ikke vil blive det i en overskuelig fremtid. Der er så stadig over tre milliarder fattige andre steder i verden. Man kan selvfølgelig også anvende EUs definition af fattigdom: at man er fattig, hvis man tjener mindre end 60 procent af landets medianindkomst, Men hov! hvis man bruger denne definition, kan man godt risikere, at der er fattige i Danmark. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er ved at bruge en modificeret udgave af EU-definitionen, nemlig 50 procent af medianindkomsten, nået frem til at der er 234.000 fattige i Danmark. Tilmed konkluderer AE, at den langvarige fattigdom er steget med 50 procent siden 2001.

Af og til høres argumentet: det er simpelthen for kompliceret at definere hvad fattigdom er. Det er godt nok ikke megen tiltro, de pågældende mennesker har til sociologer! Selvfølgelig er det rigtigt, at lav indkomst også hænger sammen med bl.a. marginalisering, og at man kunne have glæde af at indarbejde dette også i en definition. Men umuligt? Næppe. Jeg tror personligt, at den oplagte forklaring på at nogle politiske partier (Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti) ikke bryder sig om en officiel definition af dansk fattigdom (f.eks. en fattigdomsgrænse) er at en sådan vil gøre det tydeligt, hvilke konsekvenser politiske beslutninger får. Man kan nemt risikere, at den officielle definition vil skabe en udgivet udgave af den første fortællling om fattigdom, der siger at der er blevet flere fattige i Danmark under den nu forhenværende regering. Jvf. da også AEs konklusioner.

Mange, der er tilhængere af fortælling nummer to, vil gerne fortælle om “samfundets svageste” (som således ikke er fattige, men de må vel så være dem med de laveste indkomster). Joachim B. Olsen fortæller denne udgave. Det svære er så at forklare, hvorfor de svageste er så svage. Ofte bliver der talt meget uden om, men Joachim B. Olsen er først ærlig: det er et selvforskyldt vilkår. I sin opfølgning trækker han derefter i land: det er simpelthen for kompliceret. Dette minder unægtelig om argumentet mod en fattigdomsgrænse: hvis man begynder at skulle forklare, hvorfor nogle er “de svageste”, bliver man nødt til enten at give dem selv skylden (og det vil man trods alt ikke være bekendt; man vil ikke ses om en, der træder på nogen, der ligger ned) eller indrømme, at politiske beslutninger kan skabe fattigdom.

Om de pågældende politikere rent faktisk mener, at fattigdom – undskyld, det at være en af de svageste – er et sådant kompliceret, spontant naturfænomen, ved jeg ikke. Men jeg er træt af de ørkesløse diskussioner om eksistensen af fattigdom i Danmark. Her er tale om et veldokumenteret problem, og det er ikke så kompliceret igen at forstå. Alle bør læse Jens Aage Bjørkøes kronik om fattigdom i Danmark. Den kom sidste år, men er ikke blevet mindre aktuel. Jens Aage Bjørkøe er forresten forstander for den ikke helt ligegyldige institution Kofoeds Skole.

(Visited 119 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar