Udskrevet

20111114-160055.jpg

Jeg blev udskrevet i dag kl. 14. Mine infektionstal var så pæne, og behovet for en ledig sengeplads så stort, at lægerne traf beslutningen. Så her sidder jeg nu hjemme med en kuvert fyldt med små kuverter med medicin (antibiotika og ferrosulfat) og en detaljeret dagsplan over, hvornår jeg skal tage hvad. Familien var glade for at se mig, jeg var glad for at se dem. Om en uge kan jeg forhåbentlig starte på arbejde igen, når lungebetændelsen er klinget definitivt af. Det har været underligt at være revet ud af den sædvanlige dagsrytme.

Jeg er blevet behandlet godt på hospitalet, men det har også været en periode præget af ventetid – det er ganske enkelt kedeligt at ligge i sengen så meget af tiden. Det er længe siden, jeg har kedet mig så meget; den mentale energi har i det store og hele ikke været til mere udfordrende tanker denne gang, og så kommer kedsomheden. Til gengæld har jeg haft stor glæde af min nye DAB-radio, som min kone har givet mig. Jeg fik genopdaget P2 Klassisk og opdaget P6 Beat (som det vist er Jan Sneum, der står bag). Hvis der var lidt færre danske sangere, der insisterede på at synge på trivielt, men højtideligt engelsk, ville P6 Beat være endnu bedre. Tilmed fik jeg hørt lidt Radio 24-7 og kan tilslutte mig andres dom: Radio 24-7 er lidt som P3 var for 20 år siden, bare helt uden musik.