Det sort/hvide gys

Et fikspunkt i mine sene barndomsår og tidlige ungdom var tegneserierne. På den ene side holdt jeg af de morsomme serier, på den anden side var jeg fascineret af det indviklede Marvel-univers, som blev forsøgt introduceret igen og igen uden held, og de dystert/ironiske amerikanske serier fra Warren Comics, der dukkede op i bladet Gru fra det for længst hedengangne Interpresse midt i 1970’erne. Min mor brød sig ikke om det blad, men jeg fik da lov til at læse det.

Gru hentede i de første mange udgivelser sit materiale fra de amerikanske Warren-udgivelser Creepy og Eerie. Førstnævnte havde en gnækkende fortællerskikkelse, Uncle Creepy, sidstnævnte en anden gnækkende fortællerskikkelse ved navn Cousin Eerie. Af uvisse årsager blev Uncle Creepy på dansk til Fætter Maddike, mens Cousin Eerie blev til… Onkel Kryb – der så til gengæld ikke dukkede op i Gru, men i Marvel-bladet Vampyr, hvor der mig bekendt ikke var én eneste historie om vampyrer.

Først mange år senere gik det op for mig, at Warren-bladene tog tråden op fra de banebrydende E.C. Comics, der i 1950’erne havde lanceret en række banebrydende gyser-, skræk- og science fiction-tegneserieudgivelser. I den seksual- og kommunistforskrækkede amerikanske virkelighed var den slags dømt til at gå galt. 15 år senere var det blevet de (lige)glade tressere, og Warren Comics kunne slå sig løs. Nogle af tegnerne fra E.C. Comics dukkede endda op igen. Den eneste E.C.-udgivelse, der overlevede i E.C.-regi, var forresten det humoristiske MAD.

Hvis Gru primært har en kitschet/nostalgisk plads i erindringen hos mange fra min generation, er det faktisk uretfærdigt. Tegneseriemæssigt var der tale om usædvanligt godt håndværk. Det var i dette blad, man første gang kunne stifte kendskab med grafiske kapaciteter som Richard Corben, Frank Frazetta, Neal Adams osv. og dygtige manuskriptforfattere som Steve Skeates, Archie Goodwin og Doug Moench. På sin vis var Warren Comics et overgangsfænomen på vejen mod meget af det, der senere skete (Métal Hurlant osv. osv.) og på godt og ondt var med til at berøve tegneseriemediet sin uskyld.

Ovenfor kan man se sidste side af historien “Werewolf”, mesterligt tegnet af Frank Frazetta. Ligesom alle andre historier i Eerie og Creepy var den en lille afsluttet fortælling på seks sider med en ironisk, egentlig meget moralsk pointe. Denne stil blev også rendyrket i krigstegneserierne i Blazing Combat, der tog en for amerikanske tegneserier usædvanligt kritisk holdning til hele militarismen og endda tog livtag med Vietnamkrigen. Det er ikke så underligt, at dén udgivelse kun holdt til 4 numre.

Jeg kan nu se, at alle de gamle Warren-udgivelser nu bliver genoptrykt i bokssæt fra Dark Horse Comics. Hvis jeg havde råd og (nok så meget) plads, købte jeg nogle af dem. At der ikke er noget tilsvarende dansk bokssæt, undrer mig ikke. Dels var udgivelserne fra dengang alt for rodede, dels er Interpresse ikke mere (mig bekendt blev resterne overtaget af Egmont).

(Visited 107 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar