Mig og Word

I går skrev jeg om LaTeX; i dag vil jeg kaste mig over Microsoft Word, som jeg må indrømme, at jeg ikke nærer mange varme følelser for. Det er formodentlig lidt uretfærdigt – der er trods alt tale om et stykke software, som mange mennesker tilsyneladende er glade for. Men Microsoft Words egnethed til udarbejdelse af arbejdsblade og projektrapporter i forbindelse med gruppearbejde på de naturvidenskabelige universitetsuddannelser er forsvindende lille; dette opdager man lynhurtigt som vejleder, når man ser de nye studerendes forsøg på at skrive deres første projektrapport. Deres forsøg på at finde frem til et ordentligt layout, at sætte gruppemedlemmernes filer sammen til et acceptabelt hele og ikke mindst på at skrive matematik og lave ordentlige henvisninger både internt i dokumentet og til litteratur sluger en masse kræfter. Det får de så lov til; bagefter skal de bruge LaTeX. Nogle få studerende trygler mig (forgæves) om at få lov til at fortsætte i den triste, trygge Word-tradition; de fleste kaster sig over LaTeX og bliver glade for det.

Jeg har af og til spekuleret på om man i LaTeX (uden brug af forskellige former for snyd som inklusion af grafik o.lign.) kan genskabe det gyselige Microsoft Word-layout, som nye studerende tager med sig ind på universitetet: urimelig linjeafstand, for lille margen, litteraturhenvisninger som anonyme URL’er osv.

At gøre dette viser sig at være en interessant øvelse i brug af LaTeX. Jeg har prøvet at lave et hurtigt bud; det kan hentes her. Den resulterende PDF-fil kan man se her. En stor hjælp har været en pakke, wordlike.sty, som skyldes Jürgen Fenn. Også layout-mulighederne i memoir-pakken har været en hjælp.

Kan nogen gøre det endnu værre og endnu mere realistisk? Det håber jeg bestemt. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig ud fra en toc-fil at få autogenereret de æstetisk mislykkede Word-indholdsfortegnelser med alle prikkerne og den meningsløse brug af kursiv, og det ville også være godt at se den ekstra grimme variant af Times New Roman (men her skal nok bruges et fontværktøj til TeX). Skriv jeres bud i en kommentar.