Mig og Word

I går skrev jeg om LaTeX; i dag vil jeg kaste mig over Microsoft Word, som jeg må indrømme, at jeg ikke nærer mange varme følelser for. Det er formodentlig lidt uretfærdigt – der er trods alt tale om et stykke software, som mange mennesker tilsyneladende er glade for. Men Microsoft Words egnethed til udarbejdelse af arbejdsblade og projektrapporter i forbindelse med gruppearbejde på de naturvidenskabelige universitetsuddannelser er forsvindende lille; dette opdager man lynhurtigt som vejleder, når man ser de nye studerendes forsøg på at skrive deres første projektrapport. Deres forsøg på at finde frem til et ordentligt layout, at sætte gruppemedlemmernes filer sammen til et acceptabelt hele og ikke mindst på at skrive matematik og lave ordentlige henvisninger både internt i dokumentet og til litteratur sluger en masse kræfter. Det får de så lov til; bagefter skal de bruge LaTeX. Nogle få studerende trygler mig (forgæves) om at få lov til at fortsætte i den triste, trygge Word-tradition; de fleste kaster sig over LaTeX og bliver glade for det.

Jeg har af og til spekuleret på om man i LaTeX (uden brug af forskellige former for snyd som inklusion af grafik o.lign.) kan genskabe det gyselige Microsoft Word-layout, som nye studerende tager med sig ind på universitetet: urimelig linjeafstand, for lille margen, litteraturhenvisninger som anonyme URL’er osv.

At gøre dette viser sig at være en interessant øvelse i brug af LaTeX. Jeg har prøvet at lave et hurtigt bud; det kan hentes her. Den resulterende PDF-fil kan man se her. En stor hjælp har været en pakke, wordlike.sty, som skyldes Jürgen Fenn. Også layout-mulighederne i memoir-pakken har været en hjælp.

Kan nogen gøre det endnu værre og endnu mere realistisk? Det håber jeg bestemt. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig ud fra en toc-fil at få autogenereret de æstetisk mislykkede Word-indholdsfortegnelser med alle prikkerne og den meningsløse brug af kursiv, og det ville også være godt at se den ekstra grimme variant af Times New Roman (men her skal nok bruges et fontværktøj til TeX). Skriv jeres bud i en kommentar.

(Visited 73 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “Mig og Word”

  1. Tænk sig, Hans … noget vi ikke er enige om 🙂

    For alle andre end de der skal skrive matematik eller elsker at programmere deres tekster er LaTex en helt unødvendig mental udfordring oven i det af finde ud af hvordan tekster skal se ud og disponeres for ikke at tale om at lære hvad der skal læres på semesteret …. (Det jeg ofte har set er at de ikke kan finde ud af at få en stavekontrol på banen)

    Hvis man ønsker at opfinde sine egne layouts kan det fint lade sig gøre i Word, men man skal bare kende værktøjet. Men tricket er vel netop at lægge sig op af en industristandard og hente / købe sig skabeloner, så man ikke selv skal døje med den slags, men kan nøjes med at fokusere på indholdet.

    Og jeg er enig i at de skabeloner der ligger fast i Word er amerikaner poppende og rigtigt grimme – og jeg synes IKKE om farvede overskrifter etc… Men så må man jo bare selv sætte en skablon op … og det er vel også det man gør i LaTex?

    Det er bare ganske unødvendigt at programmerer tekst, med mindre man skal skrive formler. Jeg har LaTex elskere mistænkt for at det faktisk er deres mulighed for at udleve deres pation også når de skriver.

  2. Gitte, et eller andet siger mig, at du ikke har brugt LaTeX (i hvert fald ikke efter jeg begyndte at bruge det i 1987…)

    Man skal netop ikke selv “sætte en skabelon op” i LaTeX. Man kan bruge LaTeX helt uden at spekulere over layout, hvis man vil. Fordi det er så nemt at pille ved layoutet i Microsoft Word, ender mange med at gøre netop dét.

    Stavekontrol er ikke et anliggende for LaTeX eller Plain TeX, men derimod et anliggende for en teksteditor. F.eks. Emacs har den ganske udmærkede ispell.

    LaTeX er ikke kun velegnet til tekster med matematisk indhold (selv om Donald Knuth selvfølgelig også havde matematisk typografi i tankerne, da han lavede Plain TeX), men også til tekster hvor der er listninger af kildekode eller andre former for struktureret input. Det vil måske ærgre dig at høre, men f.eks. på polit-studiet på Københavns Universitet er der en del studerende, der sværger til LaTeX. Se f.eks. http://www.altandetlige.dk/debat/topic/103/la-te-x .

    Og nej, jeg udlever ikke min passion [som ordet staves], når jeg skriver i LaTeX, men man kan vel godt forlange af studerende på et fag som datalogi, at de kan udnytte programmeringsmetaforen, når de udarbejder et stort dokument. Begreber som interne referencer, modularisering og abstraktioner er nyttige både i programmering og i dokumentbehandling.

Skriv et svar