En e-mail, der kom tilbage

Jeg blev student fra Fjerritslev Gymnasium i 1982. Vores årgang var den første, så vi følte os som noget særligt. For 5 år siden fik jeg samlet kontaktoplysninger ind på alle og var med til at arrangere vores 25-års studenterjubilæum. I det seneste år har jeg af mange årsager (eller med mange dårlige undskyldninger) ikke selv været god til at følge op på kontakten. I dag tog jeg mig omsider sammen og skrev ud til dem, jeg havde gået i gymnasiet med. Der er 30-års-jubilæum i udsigt og julen nærmer sig. Måske kunne de af os, der har tid, ses over en øl i juledagene.

Jeg sendte e-mail ud til alle fra årgangen (vi var fire klasser), og nogle få kom retur. En af dem, der kom retur, var sendt til Peter fra min klasse. Det var Peter, jeg tit sat ved siden af i bussen og Peter, jeg kappedes med om at komme ned til gymnasiets nyindrettede computerrum i frikvartererne. Sidst vi sås, var en gang for nogle år siden, hvor Peter og hans familie kom på eftermiddagsbesøg hjemme ved mig.

Men min mail til Peter kom retur. Jeg kunne se, at han ikke længere arbejdede, hvor han plejede. Hvor var han dog nu? Jeg ledte videre. Først ret sent gjorde jeg det, jeg for længst burde have gjort: Jeg fandt vores årgangs Facebook-side for at se efter. Og da opdagede jeg det alt, alt for sent: En af mine klassekammerater havde skrevet, at Peter var død efter længere tids sygdom i april i år.

flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar