COP17 og Venstre

I dag starter FNs klimatopmøde i Durban, og optimismen her op til COP 17 er begrænset, kan jeg fornemme af kommentarerne i medierne. For mig at se, er det bydende nødvendigt at der bliver gjort noget nu. Jørgen Steen Nielsen fra dagbladet Information har en interessant og egentlig også skræmmende artikelserie om hvordan klimaforandringerne nu påvirker forholdene i Østafrika, hvor der efterhånden er skiftevis tørke og skybrud. Jeg kan anbefale alle at læse disse artikler.

Herhjemme har regeringen fremsat et energiudspil, og det får rosende ord med fra Dansk Industri, Dansk Energi og Verdensnaturfonden. De eneste negative kommentarer ser ud til at komme fra det politiske parti, der ifølge meningsmålingerne er Danmarks suverænt mest populære. Lars Chr. Lilleholt fra Venstre udtaler iflg. Information:

Det er først og fremmest et meget dyrt udspil, regeringen er kommet med… Det efterlader en kæmpe regning til dansk erhvervsliv og de danske familier, i form af højere energiregninger. Og det vil komme til at koste titusindvis af danske arbejdspladser.

Hvad er det nu så populære partis miljøpolitik egentlig? Nogle gange får jeg det indtryk, at Venstres holdning er, at den globale opvarmning mest er til besvær – ikke for miljøet, men for erhvervslivet og væksten. Lars Løkke Rasmussen meldte afbud til COP16-klimatopmødet i Mexico i 2010, men det har muligvis ikke noget med holdninger at gøre. Det var i Venstres regeringstid, klimaskeptikeren Bjørn Lomborg begyndte at få bevillinger.

På den anden side sagde Anders Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde i 2008:

Jeg nævnte klimaet, det er en udfordring.

Så der er for mig ingen tvivl om at det har vi en forpligtigelse til at gøre noget ved. Så kan man så sige, jamen bliver det ikke rædsomt dyrt? Selvfølgelig vil det koste. FN’s klimapanel skønner at en indsats for at forebygge det her vil koste noget der svarer til 0,12 pct af vores årlige vækst. Så det vil selvfølgelig koste. Men deres konklusion er, at det vil koste omtrent ligeså meget at lade være.

Fordi hvis vi ingenting gør, jamen så fortsætter jo det der med oversvømmelse, tørke, ørkendannelse, uvejr og det ved vi alle sammen at det koster også penge. Så klimapanelets argumentation er, at ja det koster penge at handle, men det koster ligeså mange penge ikke at gøre noget.

Hvad er Venstres miljøpolitik? Hvad tæller mest?

(Visited 32 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar