Overset

Debatten om de fattigste danske borgere er nu kørt helt af sporet og synes mere uinformeret og præget af partipolitisk spin og forsøg på profilering end af afdækning af og løsning på sociale problemer. Det går op for mig, at socialpolitik i Danmark tilsyneladende ikke er et emne, der bør overlades til politikere.

Dansk Folkehjælp, Red Barnet, Frelsens Hær og Mødrehjælpen har stor praktisk erfaring inden for socialt arbejde og ikke nogen partipolitisk dagsorden. I år har vi set flere indsamlingsinitiativer om julehjælp rettet mod borgere i Danmark, end jeg kan mindes at have gjort i mange år. Jeg vil derfor lade NGO’erne tale – jeg kan ikke sige det bedre selv eller med større vægt. Jeg vil gøre noget lidt usædvanligt på bloggen og bringe en fælles udtalelse fra Dansk Folkehjælp, Frelsens Hær og Mødrehjælpen i sin helhed:

Retorikken har været hård de seneste dage, og de fattigste familier i Danmark må i den grad føle, de står for skud. Blandt de frivillige sociale organisationer har vi en oplevelse af mistænkeliggørelse af de 234.000 personer, der ifølge bl.a. AE-Rådet lever under OECD’s fattigdomsgrænse. Nu er det tid til omtanke, og der er brug for, at debatten om fattigdom kommer tilbage på sporet.

Debatten har indtil nu handlet om, hvad vi under mennesker på start- eller kontanthjælp. Debatten har ikke handlet om det væsentlige – hvordan samfundet undgår marginalisering af de fattigste danske borgere. Overførselsindkomster som start- og kontanthjælp er og bliver midlertidige ydelser forbundet med en forventning om, at modtagerne kommer i beskæftigelse igen. Vores samfund skal hjælpe arbejdsløse til at få arbejde og syge til at blive raske, og ”Carinasagen” er et udtryk for, at systemet har fejlet ved at give en person kontanthjælp i 20 år!

For de frivilligorganisationer, der i årevis har mærket den eksisterende fattigdom i Danmark og de følger, som fattigdommen har for blandt andet udsatte børnefamilier, er det ærgerligt at opleve, at der nu sættes spørgsmålstegn ved anerkendte analyser om at der er fattigdom i Danmark – og hele fattigdomsbegrebet i øvrigt.

I den verserende debat om fattigdom og fattigdomsbegrebet sammenlignes fattigdom i Danmark med eksempelvis fattigdom i Afrika, men ligesom vi ikke sætter standarder for vores sundhedsvæsen efter standarden i ulande, så kan og må livsvilkårene i et velfærdssamfund ikke sammenlignes med livsvilkårene i ulande.

Med udgangspunkt i temaer som cigaretrygning, mobiltelefoner og gæld har en del af debatten handlet om spørgsmålet om skyld. Vi anerkender, at nogle fattige familier selv bærer en del af ansvaret, når de fx er ved at blive smidt ud af deres bolig eller mangler penge til at købe mad, men hvis vi går forbi en mand, der er ved at drukne, råber vi jo heller ikke til ham, at han skulle have lært at svømme, inden han faldt i. Vi rækker ham da en hånd og trækker ham op – og bagefter kan vi sørge for, at han kender svømmetagene, hvis han skulle falde i igen.

Et andet tema i debatten er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det tema læner sig op ad spørgsmålet om skyld, fordi det antyder, at fattige vælger et liv på overførselsindkomst. Men for langt størstedelen af de familier, vi hjælper, er der ikke et alternativ. Mange kæmper med diagnoser, isolation, mangelfuld uddannelse og andre belastninger, der gør det svært at fastholde et arbejde. Det er de færreste der drømmer om at blive et ”socialt tilfælde”.

Vi glæder os over lysten til at debattere fattigdom i Danmark, men vi opfordrer til, at vi ikke lader debatten køre af sporet på grund af enkeltsager, men i stedet fokuserer den på de analyser, der foreligger om antallet af fattige, og de konsekvenser, fattigdom har for de fattige selv – og for hele det danske velfærdssamfund.

(Visited 34 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar