En særlig julestue

20111204-132255.jpg

Om lidt tager jeg en papkasse med brevark på cyklens bagagebærer og fire poser småkager (heraf tre poser pebernødder) i rygsækken. Vi holder julestue i Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg, hvor vi skriver breve i Skriv for liv-kampagnen. Fra 1. til 10. december fokuserer vi og Amnesty International over hele verden på 10 aktuelle sager om grove krænkelser af menneskerettighederne. Målet er at få sendt så mange breve som muligt af sted; sidste år kom over 600.000 appeller af sted, og i otte af de ti sager sidste år skete der en positiv udvikling. Så det nytter, når mange mennesker lægger pres på de ansvarlige myndigheder på samme tid. Og det må også gerne være en god oplevelse at deltage – derfor pebernødderne og julestuen.

Man kan sagtens være med, selv om man ikke har tid til at skrive breve. Det er også muligt at aktionere pr. sms (og sms-tjenesten er tilmed gratis).

Læs mere om årets sager og om hvad I kan gøre på Amnesty Internationals side og brug 1 minut om dagen i de næste dage på at gøre en forskel.