Hvorfor kan de ikke bare…?

For nylig skrev jeg om projektarbejde og nævnte, at et godt projektforslag for studerende på første studieår måske er et, der ville kræve en uges koncentreret indsats fra min side at gennemføre. Misforstå mig ikke! Jeg hævder ikke at være bedre begavet end de studerende, jeg har blot mere erfaring. Efter nogle års studium vil en hel del af de samme studerende formodentlig kunne gennemføre et førsteårs-projekt på en uge, hvis de blev bedt om det – takket være den erfaring, de nu har.

Men det sker, at jeg glemmer, at der er en sådan forskel. Jeg stiller for mange opgaver til en kursusgang eller forventer, at studerende hurtigt vil kunne forberede et mundtligt oplæg om et emne. Når de studerende så kun er nået gennem tre af de otte “nemme” opgaver eller leverer et famlende oplæg, er det tit sket, at jeg har spurgt mig selv: “Jamen, hvorfor er det dog så svært for dem? Det her er jo enkelt…” Når det sker, kan jeg ikke undervise – hvad end jeg gør, vil det gå hen over hovedet på dem, jeg skal undervise.

For længe siden har jeg skrevet om ekstreme tilfælde af mangel på empati i forbindelse med alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Men også her er der problemer med vores empati. Det er trods alt også en form for empati at kunne sætte sig ind i, hvordan det er at være et menneske med andre forudsætninger end dem, man selv har. Det er en enorm udfordring i undervisning, men dette problem med indlevelse dukker også op i andre sammenhænge. Mange personer med magt (politikere, administratorer og virksomhedsledere) eller andre privilegier (mennesker med god økonomi og uddannelse) tænker: Hvorfor kan et menneske med depression ikke bare…? Hvorfor kan flygtninge på starthjælp ikke bare…?

De, der har magt eller andre privilegier, er ikke nødvendigvis kyniske eller følelseskolde, men den typiske person med magt og ansvar er en resursestærk person med andre forudsætninger. Det gør det sværere for dem at forestille sig, hvordan det er at leve et liv på helt andre vilkår. Marie Antoinette bad som bekendt folket spise kage, da der manglede brød.

Resursestærke mennesker undrer sig: Hvorfor låner de ikke en masse bøger på biblioteket og bruger de lange dage på at opnå ny viden? Hvorfor bager de ikke bare deres eget brød, når de ikke har råd til at købe det? Det kan ikke tage lang tid at skrive en jobansøgning – hvorfor skriver de ikke nogle flere? Hvorfor forlader de ikke bare deres voldelige ægtemand? Og så videre.

Nej, det er ikke, fordi resursestærke mennesker nødvendigvis er onde eller kyniske. Tværtimod. De fleste mennesker, jeg har mødt, er gode og ordentlige mennesker. Det er simpelthen svært at leve sig ind i hvordan det er at have de vanskeligheder, man ikke selv har. Men tilsammen skaber denne manglende indlevelse et samfund, hvor den manglende indlevelse, vi hver især har, bliver til samfundets mangel på empati. Også her er helheden større end summen af enkeltdelene – nu i negativ forstand.

Det lyder trivielt, men er det ikke: Vi skal alle tænke over, hvordan det mon er at være Den Anden. Der er forskel på at se sin næste og på næsten kun at se sig selv.